Måske er det på tide at hive de konventionelle biler med benzin- og dieselmotorer ud af skammekrogen? “Næsten ufatteligt og med vilde perspektiver!” lyder reaktionen på en ny teknologi fra tidligere miljøminister, Ida Auken.
Af: Esben Skrumsager / d. 27. september 2018
Symbolske forbud i en række tyske byer, nye planer om udfasning af benzin- og dieselbiler i Danmark og stigende ejerafgifter er blot nogle af mange initiativer fra politisk side, som har sendt de konventionelle biler i skammekrogen.
Der er ingen tvivl om, at afbrændingen af de fossile brændstoffer påvirker miljøet, men måske er det for tidligt at dømme de konventionelle biler ude? I hvert fald hvis man skal tro budskabet i en video, som Ida Auken (Radikale) for nylig har delt på sin Facebookside.
Auken: “Jeg har længe drømt om det her”
Den tidligere miljøminister skriver i forbindelse med videoen:
– Jeg har længe drømt om en teknologi, der kan gøre det muligt at hive CO2 ud af atmosfæren igen og bremse klimaforandringerne. Det kan skove og planter selvfølgelig – men se lige denne her vilde teknologi, der laver energi ud ad CO2. Næste ufatteligt og med vilde perspektiver.
Her kan du se videoen, som online-mediet Vice har produceret for HBO:
https://www.facebook.com/VICE/videos/2125637687466452/
I sit begejstrede Facebook-opslag spørger Ida Auken, om der er nogen, der kender mere til den nye teknologi. Og det er der.
Forsker om CO2-genbrug: “Det er skidesmart – men dyrt”
Søren Lyng Ebbehøj har skrevet ph.d. om lige netop dette. Han deler en vis begejstring, men træerne vokser ikke ind i himlen:
– Teknologien laver ikke energi ud af CO2. Det kan man ikke. Den samler CO2 op fra atmosfæren og producerer brint fra vand gennem elektrolyse (en baglæns brændselscelle). CO2 og brint kan så kombineres til brændstof, skriver han som kommentar til den tidligere miljøministers opslag.
– Der bliver brugt mere energi end man får ud af at brænde brændstoffet af igen (effektiviteten fra el til brændstof er 80-90 procent på en god dag), og det er ret dyrt. Men det er CO2-neutralt og man kan bruge el fra vindmøller til at producere brændstof til fly. Så det er skidesmart og nok desværre 5-10 år ude i fremtiden. Og dyrt, understreger Søren Lyng Ebbehøj.
Det afholder dog ikke en række af Ida Aukens følgere på Facebook fra at juble over perspektiverne:
– Det her er en guldmine! skriver Andreas Fjord Larsen, mens Klaus Johansen efterlyser handling fra politikeren:
– Men så skal i jo bare se at få besluttet, at Danmark skal være foregangsland land her, skriver han som kommentar til videoen.
Hvad mener du?