Den nuværende C-HR bliver ikke afløst af en elbil, men i stedet en ny version, der kommer som hybrid og plug-in hybrid med systemet fra den nye Prius.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Toyota er en af de få producenter, som arbejder med hele paletten af drivmidler og -linjer. Hybrider og plug-in hybrider, elbiler og brintbiler. Der er på den måde ingen klar overgang til 100 procent elektriske biler hos japanerne, hvilket lige nu er en meget god plan.
Vores test af den første masseproducerede elbil fra Toyota afslører, at rækkevidde og forbrug er stærkt problematiske.
Det kan derfor virke som en lettelse for de mange danskere, som har købt en C-HR, at der i løbet af et år eller halvandet kommer en ny C-HR – og at den ikke kommer som elbil.
C-HR fortsætter som hybridbil, men ikke kun som hybrid med et “lukket” system, hvor det er bremseenergi, der lader batteriet op. For første gang vil C-HR kunne fås som plug-in hybrid.




Plug-in hybrid med 223 hk og lang rækkevidde
Den anden generation C-HR, som størrelsesmæssigt forbliver en kompakt crossover, viser sin grundform med billeder af den nye konceptbil C-HR Prologue. Der er meget i formen, som går igen fra den første C-HR, men der er også nye elementer, som klart er inspireret af BZ4X og den nye Prius.
Den kommende C-HR forventes at dele hybridteknologi med den nye Prius, og det vil give en plug-in hybrid med 2-liters benzinmotor, elmotor og 223 hk.
Rækkevidden på strøm bliver næppe så god som i den strømlinede Prius, som skulle komme over 90 kilometer på en opladning. Men 70-80 kilometer burde være niveauet, som er pænt i forhold til konkurrenterne.
I modsætning til den nye Prius, som i Europa kun vil kunne fås som plug-in hybrid, kommer den anden generation C-HR som almindelig hybrid. Det er sandsynligvis det seneste nye system, som sidder i Corolla Cross Hybrid, med 2-liters motor og 197 hk.
