IM står for Intelligence in Motion og skulle egentlig have været lanceret som sit eget, separate mærke. Moderskibet SAIC mener imidlertid, at IM gør sig bedre under MGs faner i Europa, hvorfor to nye, højteknologiske biler nu lanceres som en del af MGs modelprogram.
Bilerne, der er tale om, er MG IM5 og MG IM6. En sedan og en SUV, der, set på de udvendige dimensioner, ligger sig tæt op af Tesla Model 3 og Tesla Model Y. De nytilkomne kinesiske modeller tager dog teknologi og innovation til næste niveau og trumfer Tesla med Solid State-batterier og 400 kW opladning.

900V Solid State er på trapperne
Det er i forbindelse med Goodwood Festival of Speed, at MG har løftet sløret for sedanen MG IM5. Sammen med MG IM6, der lander senere, bliver de lanceret med to batteristørrelser: 74 og 100 kWh.
Begge bygger på 800V-arkitektur, der sikrer lynhurtig opladning, og som for MG IM5 giver 10 til 80 procents opladning på bare 17 minutter. Som Long Range variant kan IM5 køre op til 655 kilometer på en opladning.
Mens de nøjagtige specifikationer for drivlinjen lade vente på sig, lover MG, at de mest kraftfulde varianter får koncernens nye 'Hurricane'-motorer, der i et twin-motor setup vil yde 767 hestekræfter. Det sparker MG IM5 fra 0 til 100 km/t på 3,2 sekunder, mens MG IM6 klarer samme sprint på 3,5 sekunder.

Selvom det vidner om spændende specifikationer, blegner det alligevel ved siden af den såkaldte Lightyear-variant, som SAIC tidligere har bekræftet til det kinesiske marked.
Denne bliver nemlig udstyret med et 123 kWh Semi-Solid State-batteri med 900V-arkitektur, der kan give op imod 1.000 kilometer i rækkevidde og en opladningshastighed på op til 400 kW.
Hvornår, hvordan og hvorledes Europa får del i Solid State-syslerne er dog endnu ikke til at sige. Den europæiske lancering af MG IM5 og MG IM6 kommer efter alt at dømme til at omfatte bilerne med 800V-arkitektur. Her er det Storbritannien, Schweiz og Norge, der står først for med introduktion i 2025, mens resten af Europa følger senere.