BMW 1-serie slår folkekære VW Golf og tre andre modeller i kampen om at blive Årets Brugtbil 2018. Lavt værditab og gode køreegenskaber er blandt juryens argumenter.
Af: Esben Skrumsager / d. 16. august 2018
BMW’s mindste model er den bedste brugte bil. Det er i hvert fald dommen fra både Bilbasens brugere og en uafhængig jury. Sammen har man netop kåret den kompakte BMW-model til det bedste brugtbilkøb foran VW Golf, Ford Focus, Citroën C4 Cactus og Nissan Qashqai.
I øjeblikket er der omkring 250 eksemplarer af vindermodellen til salg på brugtbilmarkedet (du kan se de fleste af dem her), og de koster i gennemsnit 175.000 kroner. Det gør den til en af de dyreste biler i finalefeltet, men det er ikke ensbetydende med, at den koster dig mange penge.
Ifølge en beregning fra Bilbasen koster det kun omkring 1,80 kroner pr. kilometer at køre i Årets Brugtbil 2018. Afskrivningen er nemlig relativt lav, og samler man alle udgifterne til ejerskabet af en BMW 116d fra 2015, er den kun 13 procent dyrere end finalefeltets billigste bud. Du kan læse mere om finalisterne lige her.
Sådan stemte Bilbasens brugere
Hos brugerne på Bilbasen var det ligeledes den kompakte model fra BMW, der tiltrak sig flest stemmer. I alt deltog mere end 7000 brugere i afstemningen her på siden, og herunder kan du se, hvordan stemmerne fordelte sig.
Mærke og model | Antal stemmer |
BMW 1-serie | 2383 |
VW Golf VII | 2111 |
Ford Focus | 1410 |
Nissan Qashqai | 708 |
Citroën C4 Cactus | 467 |
Med én stemme i juryen var Bilbasens tusindvis af brugere altså med til at pege på den endelige vinder. Her kan du se, hvordan finalerundens endelige resultat ser ud:
Årets Brugtbil 2018: Finalerundens resultat
Placering | Model | Årgang | Point |
1 | BMW 1-serie | 2011-2015 | 190 |
2 | VW Golf VII | 2014-2016 | 155 |
3 | Ford Focus | 2011-2014 | 125 |
4 | Citroën C4 Cactus | 2014-2016 | 25 |
5 | Nissan Qashqai | 2010-2014 | 15 |
Juryen: Derfor er BMW 1-serie den rigtige vinder af Årets Brugtbil 2018
Her på Bilbasens redaktion er vi helt enige med brugerne. Som medlemmer af juryen havde vi nemlig alle tre BMW 1-serie øverst på listen. Hos Ebbe Sommerlund var det blandt andet køreoplevelsen, der gjorde udslaget:
– Du skal have flere penge op af lommen for at købe en BMW, men totalomkostningerne er blot lidt højere. Ejerne elsker BMW, og kvaliteten på bilen ikke bare føles god – den er er god, siger han og fortsætter:
– Tilmed kører den fabelagtigt, og den er mere rummelig, end de fleste tror. Derfor er BMW 1-serie min favorit i Årets Brugtbil 2018, lyder begrundelsen fra Ebbe Sommerlund, mens Anders Berner sætter pris på nogle af de samme kvaliteter:
– Den lille 1’er fra BMW er en ener. Den er fantastisk velkørende, den er bygget i materialer, som normalt er forbeholdt større biler, og så er den ikke engang dyr at eje, konkluderer Anders Berner.
Ebbe Sommerlund har desuden – på bedste TV-kokke-manér – forberedt lidt på forhånd og skrevet en artikel om, hvad du skal være opmærksom på, hvis du overvejer at købe en brugt BMW 1-serie.

Juryen består – udover Bilbasens redaktion og brugerne – af motorjournalister fra en lang række landsdækkende medier samt brugtbileksperter fra FDM og Applus Bilsyn. Netop Applus Bilsyns jurymedlem havde også BMW 1-serie på førstepladsen.
– BMW 1-serie er en yderst velbygget kvalitetsbil, der virkelig kan tilbyde køreglæde til dens ejer. Baghjultrækket, de veldimensionerede bremser, det gode styrtøj og høj komfort danner rammen for denne køreglæde. Desuden klarer BMW 1-serie sig generelt godt til syn, hvor kvaliteten igen kommer ejeren til gode, lyder vurderingen fra bilekspert og synsmand Martin Gregersen, der repræsenterer Applus Bilsyn i Årets Brugtbil.
Hvis du vil have fingrene i en BMW 1-serie, kan du lige nu søge blandt mere end 200 eksemplarer til salg på Bilbasen. Se dem her.
Det er anden gang, at BMW vinder Årets Brugtbil, der er kåret hvert år siden 2006. Herunder kan du se de 12 tidligere vindere.
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2017: Ford C-MAX, årgangene 2010-2015 2016: BMW 3-serie, årgangene 2008-2012 2015: Mercedes C-klasse, årgangene 2007-2011 2014: Honda Civic, årgangene 2006-2012 2013: Toyota Avensis, årgang 2007 2012: Honda Accord, årgang 2009 2011: Kia cee’d, årgang 2007 2010: Opel Astra, årgang 2005 2009: Ford Focus, årgang 2005 2008: Ford Mondeo, årgang 2004 2007: Mazda6, årgang 2003 2006: Škoda Fabia, årgang 2001

Fakta om Årets Brugtbil
Årets Brugtbil sætter fokus på de egenskaber, der gør en brugtbil til et godt køb, og det er yderst relevant i Danmark, hvor der hvert år handles over 500.000 brugte biler.
Til sammenligning bliver der normalt solgt omkring 200.000 nye biler om året i Danmark.
Samlet set vurderes BMW’s mindste model altså til at være det bedste brugtbilkøb lige nu.