Ford Mustang Mach-E Teknikens Värld
september 30, 2021

Populære elbiler i elgtest: Ford Mustang Mach-E dumper

De gæve svenskere fra bilmediet Teknikens Värld har igen sat en håndfuld topsællerter på prøve i den berømte og berygtede elgtest. Denne gang er det elbilerne, der skal undgå elgen, og ikke alle klarer sig gennem nåleøjet.

Tekst: Simon Hallenslev / Foto: Patrik Lindgren, Teknikens Värld / d. 30. september 2021

Det er ikke første gang, vi kan berette om populære produktionsbiler, der ikke klarer elgtesten. I 2019 var det Toyota RAV4, der skred ud med bagenden og væltede kegler, hvilket er ensbetydende med en dumpet test.

Senest måtte to plug-in hybridvarianter fra VAG-koncernen, nærmere bestemt Skoda Superb iV og VW Passat GTE, se sig slået af det svenske klovdyr. I stil med den højbenede Toyota havde de begge svært ved at håndtere vægten fra hybridsystemerne og skred ud med bagenden.

I denne ombæring tester Teknikens Värld fire elektriske topsællerter. Det er Tesla Model Y, Hyundai Ioniq 5, Skoda Enyaq og Ford Mustang Mach-E. Her er det sidstnævnte, der ikke klarer skærene, og derfor får det modsatte af en anbefaling med på vejen fra det svenske bilmedie.

Ford Mustang Mach-E dumper

Elgtesten er en fuld undvigemanøvre, der skal gennemføres med en minimumshastighed på 72 km/t. Teknikens Värld bruger den for at sikre, at svenske bilister effektivt kan undvige en elg ved landevejshastigheder. En relevant test, fordi rensdyr er impliceret i op mod 5.000 trafikulykker om året i Sverige.

Ford Mustang Mach-E dumper elgtesten, fordi den kun formår at udføre testen komfortabelt ved 65 km/t, som Teknikens Värld beskriver det. Når hastigheden rammer 70 km/t, begynder Mustang Mach-E at opføre sig uhensigtsmæssigt.

LÆS OGSÅ | Elgtest: Dumpekarakter til højbenet japaner

Ved 70 km/t skrider bagenden ud og rammer de kegler, der symboliserer landevejens afgrund. Dermed risikerer baghjulet at ryge i rabatten og få bilen til at skride helt ud. Ved 72 km/t skrider bilen bredere ud og kan ikke rettes nok op til, at resten af manøvren kan gennemføres. Varianten der testes, er en Ford Mustang Mach-E Extended Range AWD på fabriksmonterede dæk.

I videoen herunder kan det ses, hvordan Ford Mustang Mach-E bevæger sig gennem undvigemanøvren. Både Hyundai Ioniq 5 og Skoda Enyaq klarer samme test ved 72 km/t. Tesla Model Y springer smidigt igennem ved 75 km/t. Det er kun Enyaq, der ikke optræder i videoen.

Stor historisk betydning

Teknikens Värld har udført og offentliggjort resultater fra elgtesten siden 1983. Testen kom på alle i bilverdens læber, da Mercedes A-Klasse i 1997 væltede under testen. Testresultatet og den medfølgende dårlige omtale blev kun værre, da det kom pressen for øre, at den østtyske Trabant havde klaret det med bravour.

Mercedes tog af åbenlyse årsager den dumpede test meget seriøst. De tilbagekaldte samtlige A-Klasser for at modificere undervognen samt udstyre den med ESC. Mercedes A-Klasse blev derfor en af de første budgetvenlige modeller til at få den elektroniske stabilitetskontrol som standard.

LÆS OGSÅ | Dumpet i elgtest: Populære hybridbiler kæmper med vægten

Mercedes endte med at bruge et stort milliardbeløb på tilbagekaldelsen og oprettelsen af fejlen, ligesom de også led et stort knæk på deres image. Heldigvis tog mange bilproducenter skrækhistorien fra Mercedes A-Klasse til efterretning og fulgte trop med at installere ESC som standard på tværs af modeller. De modeller, der dumper i dag, kan typisk udbedre problemet med en opdatering af softwaren i ESC-systemet.

Der er ingen biler biler, der er for fine til at blive udsat for elgtesten, og milliondyre superbiler som Porsche 911 GT3 og Audi R8 skal finde vej uden om klovdyret. Alligevel er det Citroën Xantia V6, der holder rekorden for at komme hurtigst gennem manøvren med hele 85 km/t.

Ford kommenterer på testresultatet

I kølvandet på elgtesten og Bilbasens artikel, har Ford rakt ud for at kommentere på testresultatet. Til Bilbasen kommenterer de følgende:

”Et svensk medie har for nylig testet Ford Mustang Mach-E i en undvigemanøvre, der i daglig tale kaldes ’Elg-testen’. Ford er i den forbindelse gjort opmærksom på, at bilen ikke umiddelbart levede op til mediets forventede standarder. Derfor er Ford netop nu i dialog med mediet og mødes med testteamet fra mediet for at få et bedre indblik i testresultatet.”

“Ford Mustang Mach-E forventes at opnå en høj karakter, når Euro NCAP i slutningen af denne måned offentliggør deres testresultat af bilen. Selvom vi på nuværende tidspunkt ikke kan forklare resultatet af testen udført af det svenske medie, er vi forsat overbeviste om, at Ford Mustang Mach-E lever op til den højeste sikkerhedsstandard, der globalt er sat af Ford, herunder også omfattende stabilitetstests og elektronisk stabilitetskontrol, uden problemer.”

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS