Frem mod 2030 kommer mindst fire nye modeller fra Opel - helt nye modeller og afløsere for eksisterende modeller. - Corsa og Astra er to af de eksisterende modeller, der kommer i helt nye udgaver.
Med en udmelding i maj fra Stellantis om at Opel får hjælp af kinesiske Leapmotor til at udvikle en helt ny kompakt elektrisk crossover, var det nærliggende at tro, at det tyske mærke var overgivet til en kinesisk styret skæbne uden større indflydelse.
Læs også: Den næste Opel har kinesisk baggrund
Sådan bliver det heldigvis ikke. I dag kommer en ny udmelding direkte fra Opel, og den slår fast, at Opel selv står for design, udvikling og produktion af den næste generation Astra. Den skal produceres på fabrikken i Opels hjemby Rüsselsheim, og i Rüsselsheim opføres lige nu et nyt Opel-hovedkontor, der samtidig skal fungere som Stellantis' tyske base.

STLA One giver mulighed for 800 volt
Udviklingen og produktionen af den kommende Astra i Rüsselsheim er et signal om, at Stellantis tror på Opel - også et Opel uden omsiggribende kinesisk indflydelse på produkterne.
"Opel (og Vauxhall) er væsentlige aktiver i Stellantis og opfylder en betydelig rolle - særligt i Europa. Made in Germany er et kvalitetsstempel for kunder over hele verden og et styrende strategisk aktiv for Opel i Stellantis-gruppen," udtaler Xavier Chéreau, bestyrelsesformand hos Opel.
Den kommende Astra, som ikke kommer med et fastfast lanceringstidspunkt, vil som den nye Corsa blive lavet på den opdaterede Stellantis-platform STLA One, en multi-anvendelig platform til flere typer drivlinjer. Platformen kommer med mulighed for prisbillige LFP-batterier og 800 volt, men Opel oplyser på nuværende tidspunkt ikke, hvad vi kan forvente af teknologi i de nye generationer Corsa og Astra.
Hvad den fjerde model, og de mulige derudover, blandt Opels nye modeller udover den nye crossover med kinesisk assistance, Corsa og Astra, bliver, er ikke helt oplagt. En lille elektrisk crossover eller en lav, stor crossover er to muligheder, som kunne passe til Opel.



