Der er prygl til populære flere europæiske bilmærker i den seneste rapport fra J.D. Power, der baseres på erfaringer fra mere end 30.000 bilejere. Vi har her samlet listen over de mindst pålidelige biler på det amerikanske marked.
Af: Simon Hallenslev / d. 14. februar 2019
Tendensen er klar: Biler bliver mere og mere pålidelige. Det går stødt og roligt fremad med kvaliteten for de fleste bilmærker. Alligevel er der et par stykker, der falder helt igennem.
Det afslører en rapport fra det amerikanske analyse-firma J.D. Power, som hedder “US Vehicle Dependability Study 2019” tester for 30. år i træk pålideligheden i biler efter tre års ejerskab. Bilerne bliver målt på antal oplevede fejl pr. 100 biler.
Industristandarden i rapporten fra sidste år var 142 fejl pr. 100 biler, mens det i år er 136 fejl pr. 100 biler. Bemærkelsesværdigt er det dog, at et par meget populære europæiske bilmærker flopper helt. Vi gennemgår bunden af listen, og giver dig de mindst pålidelige biler.
Er du mere interesseret i den øverste ende af skalaen, kan du se de mest pålidelige biler her.
Populær svensker viser svaghedstegn
Salgstallene buldrer derudaf, og nye fabrikker åbner er åbnet på stribe. Men måske går det lidt for stærkt for de svenske naboer? Volvo går i hvert fald stik imod den ellers positive trend og viser knap så fine takter, når det kommer til pålidelighed.
Rapporten konkluderer, at der for hver 100 undersøgte Volvo er registreret hele 204 fejl i modeller fra 2016 og frem. Det er nok til at placere Volvo som det tredjemindst pålidelige bilmærke i rapporten.
Det svenske mærke – der normalt er tæt forbundet med kvalitet og sikkerhed – er faldet hele syv pladser ned på listen siden rapporten fra 2018. Volvo må derfor se sig overhalet af mærker som Subaru og Mitsubishi.
Bilbasens redaktion har været i kontakt med Volvo Danmark, men her har man ikke ønsket at kommentere på den amerikanske rapport.
Intet nyt for Land Rover
Fuldstændig som i sidste års rapport er Land Rover det næstmindst pålidelige bilmærke. Sidste år havde Land Rover 204 fejl pr. 100 biler, mens de i rapporten for 2019 har 221 fejl pr. 100 biler.
Land Rover skal derfor måske være tilfredse med, at de ikke er blevet rapportens absolutte bundskraber, da det allerede dårlige resultat for sidste år er blevet endnu dårligere.
LÆS OGSÅ: Tre lynhurtige luksusbiler til den store familie
– Som der også står i undersøgelsen, så skyldes problemerne især med luksusbiler – og det gælder også hos os – især infotainmentsystemet og andre helt nye ting, der ikke altid er 100 procent pålidelige fra begyndelsen, forklarer Søren Hyltoft, der er pressechef for Land Rover i Danmark.
Land Rovers britiske bror Jaguar – der ligesom Land Rover ejes af indiske Tata Motors – er også faldet et par pladser ned ad på listen og ligger væsentligt under industristandarden. Med 168 fejl pr. 100 biler er det dog langt fra nok til at kvalificere Jaguar som en bundskraber.
Fiat får forskrækkelig karakter
Fiat er rykket fra at være det tredje mindst pålidelige bilmærke, til nu at være rapportens absolut dårligst scorende – og med en god margin til rapportens andenplads.
Der er nemlig registreret 249 fejl pr. 100 biler fra Fiat. Det er 38 flere fejl end andenpladsen, der som førnævnt er britiske Land Rover. Til sammenligning blev der registreret 192 fejl pr. 100 Fiat i rapporten fra sidste år. Der er derfor tale om en ikke uvæsentlig forringelse af pålideligheden hos italienerne.
Bilbasens redaktion har forgæves forsøgt at kontakte Fiat i Danmark, men det er ikke lykkedes at få en kommentar til den amerikanske rapport.
Herunder kan du se listen over de bilmærker, der klarer sig ringere end gennemsnittet. Tallet viser, hvor mange registrerede fejl der er pr. 100 undersøgte biler.
Bilmærke | Fejl pr. 100 biler |
Branche-gennemsnit | 136 |
Nissan | 137 |
Chrysler | 146 |
Ford | 146 |
Honda | 146 |
Lincoln | 147 |
Mitsubishi | 158 |
Mazda | 159 |
GMC | 161 |
Cadillac | 166 |
Jeep | 167 |
Jaguar | 168 |
Acura | 171 |
Ram | 171 |
Dodge | 178 |
Volvo | 204 |
Land Rover | 221 |
Fiat | 249 |
Hovedpointer fra J.D Power’s pålidelighedsundersøgelse
De tyske bilmærker viser generel forbedring i pålidelighed. Audi, BMW, Mercedes-Benz og Volkswagen forbedrer sig alle i dette års rapport. Sammen med Porsche er disse tyske bilmærker alle bedre end industristandarden – og det er første gang dét er sket i rapportens 30 årige historie.
Porsche – der kun kan se sig slået af Lexus i pålidelighed – har også rapportens mest pålidelige bilmodel, nemlig den populære sportsvogn 911.
LÆS OGSÅ | Her er de mest pålidelige biler
Generelt viser rapporten, at selvom det går fremad med pålideligheden, så sker det i et langsommere tempo end tidligere. Til gengæld er pålidelighed ikke længere kun forbeholdt de med mest på kistebunden. For første gang i rapportens historie udkonkurrerer de såkaldte massemarkedsproducenter nemlig luksusmærkerne.