april 1, 2022

Skal du betale? Nu skal rabatten på plug-in hybrider tilbage i statskassen

I over et år har plug-in hybridbiler nydt godt af afgiftsrabatter – men nu er det slut. Misvisende opgivelser af benzinøkonomi og elektrisk rækkevidde får regeringen til at køre kontra, og derfor skal rabatterne betales tilbage.

Tekst: Simon Hallenslev
Foto: Morten Bek og PR

I begyndelsen af 2021 kunne vi berette om de store prisfald, som et nyt afgiftssystem ville medføre. Det var i bred udstrækning de dyre plug-in hybrider, der udledte under 50 g CO2 pr. kørt km, som fik størst afgiftsrabat.

Således blev en Porsche Panamera 4 E-Hybrid med et trylleslag godt 700.000 kr. billigere, mens BMW X5 xDrive45e dalede ca. 225.000 kr. i pris og Mercedes GLE 350e ca. 290.000 kr. Fra 2020 til 2021 steg andelen af plug-in hybrider derfor fra 8 procent til over 21 procent af det samlede bilsalg, og de første tal fra 2022 viser, at den tendens kunne have fortsat.

Men det kommer den ikke til. Efter et stigende fokus på plug-in hybridernes dårlige benzinøkonomi med fladt batteri, føler regeringen sig taget ved næsen. Derfor er det slut med rabat – og de bilejere der har fået rabatten, kommer til at betale den tilbage.

Tilbagebetaling gennem skattebilletten

Hvis du er en af de heldige, der scorede dig en billig luksusbil med både forbrændingsmotor og strømstik, er dit held nu rendt op. Hvis du er registreret ejer af en plug-in hybrid, vil den rabat, du fik ved købstidspunktet, blive inddrevet igen igennem din skattebillet.

Præcist over hvor lang en periode, tilbagebetalingen kommer til at strække sig over, er endnu ukendt. Her kan plug-in hybridens nypris spille ind, ligesom der heller ikke er en metode på plads for, hvordan eventuelle afskrivninger kommer med i regnestykket.

LÆS OGSÅ : Nu får elbilejere rabat på fartbøder

Det bærende argument for regeringen er, at der skal rettes op på den miljømæssige skævvridning, som plug-in hybriderne har medført. De udleder langt mere end først antaget og ligger miljøet til last. Derfor vil de inddrevne rabatter blive geninvesteret i vindmøller samt ladestandere til rigtige elbiler.

Regeringen mener nemlig i denne udstrækning, at danskerne i løbet af det seneste år er blevet klar til at købe fuldt elektriske biler. Derfor giver det god mening, at der satses fuldt ud på elbilerne, mens plug-in hybriderne stødt bliver udfaset.

Gode lærepenge

Regeringen er ikke af den overbevisning, at det kun har været skidt med plug-in hybriderne. Selvom plug-in hybriderne har kort elektrisk rækkevidder, har de vist danskerne, at de godt kan klare sig med en elbil. Forbrændingsmotoren er kommet til at stå helt i skyggen ved hverdagsbrug.

Inddrivelsen af afgiftsrabatten beskrives derfor som ‘gode lærepenge’, for dem, der prøvede kræfter med en plug-in hybrid. For enkelte bilejere er det mange penge, der skal betales tilbage, men det er en beskeden sum for at redde vores klima.

LÆS OGSÅ : Kæmpe ordre: Tesla skal levere 150 Cybertrucks til dansk ambulancekørsel

De penge, der ender tilbage i statskassen, skal, som nævnt, geninvesteres delvist i offentlige ladestandere. Dette skal gøre det mere attraktivt for den enkelte at skifte plug-in hybriden ud med en elbil.

I inddrivelsesplanen er det ikke specificeret, hvad der skal ske med de mange plug-in hybrider, der nu pludseligt bliver mindre relevante. Der spås om, hvorvidt batterierne kan pilles ud og gavne produktionen af rigtige elbiler, for at spare udvindingen af ny lithium.

Bilbasen ønsker alle en glædelig 1. april!

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS