juni 27, 2024

Polestar 3-basismodel med baghjulstræk koster 675.000 kr.

Polestar skærer gevaldigt ned for kræfterne i Polestar 3 med en elmotor og baghjulstræk, men op for rækkevidden. Nedskæringen sparer kunderne for 50.000 kr.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Den første sending med den nye Polestar 3 skulle lande i Danmark i oktober, og de første versioner i produktion kører alle med firehjulstræk og mindst 489 hk. Laveste pris for de firehjulstrukne Polestar 3-udgaver er 725.000 kr., og med tilkøb af diverse pakker ryger prisen hurtigt op over 800.000 kr.

Polestar har dog også en billigere løsning på vej. Polestar 3 med baghjulstræk, som kan bestilles fra i dag. Den baghjulstrukne variant kommer med en besparelse på 50.000 kr. i forhold til den næstbilligste version, og leveringen starter i februar eller marts.

Udstyrsniveauet er det samme som i modeller med firehjulstræk. Der er en række pakker, bl.a. Pilot-pakken med aktiv sportskifteassistent og 360 graders kamera med 3D-visning til 15.625 kr. og Plus-pakke med Bowers & Wilkins-lydanlæg, aktiv støjreduktion, head-up-display mv. til 43.750 kr. (pakken kræver, at man også køber Pilot-pakken).

Om 50.000 kr. er en stor eller en lille besparelse, skal man afgøre med sig selv, og der er både plusser og minusser ved at spare pengene.

Hvad er plusserne, og hvad er minusserne?

Når man piller en elmotor og dermed noget vægt ud af en elbil, så stiger rækkevidden næsten automatisk. Med den forreste elmotor fraværende i den nye Polestar 3 Long Range Single Motor stiger rækkevidden med 19 kilometer på en opladning. Batteriet er det samme som i de firehjulstrukne, og det giver sammenlagt 650 kilometer. Det er en rækkevidde, som de færreste konkurrenter kan være med på.

Hvor meget mindre 3’eren med baghjulstræk vejer, ved vi ikke, men måske den lavere vægt over forhjulene resulterer i en forbedring af køreegenskaberne?

Et minus kan være – det behøver ikke være det – er det store afslag i hestekræfter. Den nye basisvariant har med sin enlige elmotor 299 hk, mens Long Range Dual Motor har 489 hk og Long Range Dual Motor Performance har 517 hk.

Der bliver nok ikke mange lynhurtige overhalinger i basismodellen. 0-100 km/t på 7,8 sekunder er helt sikkert rigeligt i de fleste situationer. Men 5 sekunder med firehjulstræk, eller ned til 4,7 sekunder i Performance-versionen, fortæller om en stor forskel.

Topfarten reduceres også i Polestar 3, når der kun er en enkelt elmotor ombord; den er 180 km/t, mens firehjulstrukne 3’ere kan fortsætte til 210 km/t. De to med træk på alle fire må også trække meget fornuftige 2.200 kilo på krogen – basisudgaven desværre kun 1.500 kilo.

Hvilke konkurrenter står klar mod Polestar 3?

Polestar 3 møder en række konkurrenter i samme størrelse eller nogenlunde samme størrelse. Polestar 3 er en stor crossover, der måler 4,9 meter i længden.

Selv om den nye Audi Q6 E-Tron er kortere, vil den være oplagt som konkurrent til Polestar 3. Med 306 hk og rækkevidde op til 623 kilometer er den på øjenhøjde med den nye basismodel. Den fås fra 589.990 kr., mens den større og på forbruget aldrende Q8 E-Tron starter på 754.990 kr. med 408 hk og en rækkevidde på op til 574 kilometer.

BMW iX har et meget højt komfortniveau, men det er desværre meget svært at anbefale basisudgaven iX xDrive40, der ellers fås til fornuftige 757.554 kr. Den har en rækkevidde, som ikke er rimelig i så stor en luksusbil: 412 kilometer. Et nyt batteri er hvad, den trænger til. I iX xDrive50 er rækkevidden 599 kilometer, men prisen er så også 1.082.554 kr.

Mercedes EQE SUV har om muligt et af de dummeste navne, man kan give en elektrisk SUV. Men den er komfortabel og kommer med lang rækkevidde. Det har meget at gøre med SUV’ens meget runde form. Priserne starter på 786.554 kr.

XPeng G9 er en stor elektrisk SUV, som mange danskere allerede har købt sig. Den fås i tre versioner til priser fra 499.900 kr. Basismodellen har dog ret kort rækkevidde – 460 kilometer. Derfor er Long Range-udgaven mere spændende med en rækkevidde på 570 kilometer. Men merprisen er uforståeligt høj: 80.000 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS