juni 23, 2022

Polestar 5 bliver et elektrisk bæst med 884 hk

Polestar har mindst tre nye bilmodeller på vej – den indtil videre største og stærkeste bliver Polestar 5, en firedørs coupé som lanceres i 2024.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Det går meget stærkt hos Polestar, den svenske elbilsproducent. For kun et par uger siden offentliggjorde svenskerne første billede af konkurrenten til Tesla Model Y, Polestar 3, og nyheden blev hurtigt fulgt op af endnu en nyhed: En crossover-coupé med navnet Polestar 4 er også på vej.

LÆS OGSÅ | Polestar 3 afsløret – crossover kører 600 km på en opladning

Og så den nyeste nyhed. Efter Polestar-modeller med navnene 1, 2, 3 og 4 kommer nummer 5. Den naturlige rækkefølge, og med det højeste tal følger også den største bil – og den stærkeste.

Polestar 5 bliver en stor firedørs coupé, stærkt inspireret af konceptbilen Precept fra 2020.

Designet er i forklædning, men det er tydeligt at se de brede “hofter” og den stærkt faldende taglinje på den indpakkede Polestar 5

Polestar forventer omkring 884 hk

Polestar 5 er sat til at gå i produktion i 2024, og mens det lige nu kan ligne en fjern fremtid, så er der allerede informationer om teknik og teknologier i bilen.

Den store Polestar står på en ny platform med 800 volt-teknologi, og karrosseriet bliver gjort så let som muligt ved hjælp af aluminium. Med 800 volt, som findes i et fåtal af bilmodeller (bl.a. Audi E-Tron GT og Kia EV6), kan ladehastigheden sættes op.

LÆS OGSÅ | Test: Tak for dansen, Polestar 1

To eller flere elektriske motorer er et must, når vi snakker elbiler med rigtig mange hestekræfter. Og Polestar 5 får rigtig, rigtig mange kræfter. Polestar sætter forventningerne højt: 884 hk og 900 Nm. Ydelsen kommer fra en el-motor ved baghjulene med “overlegen” styrke og en el-motor foran med, sandsynligvis, noget lavere ydelse.

Hvor meget rækkevidde man skal regne med, har Polestar til gengæld endnu intet at sige om. Men der er også tid til at regne på det, når produktionen tidligst begynder om halvandet år.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS