november 2, 2022

Prisen på Alfa Romeo Tonale? Skræmmende

Alfa Romeo lancerer SUV’en Tonale i Danmark med dieselmotor, før den senere kommer som plug-in hybrid. Prisen for Tonale diesel sikrer, at salget ikke letter: Mindst 500.000 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

(Priserne er sat ned, siden denne nyhed blev skrevet. De oprindelige priser, fra 550.-675.000 kr., er reduceret med 50.-75.000 kr. De nye priser fremgår i denne artikel)

Det er trist og frustrerende at tale om, at alt bliver dyrere. Inflation, usikkerhed og fortsat vare- og materialemangel danner den perfekte storm.

Prisstigninger er blevet noget, bilimportørerne for tiden laver med jævne mellemrum, og prisspiralen ser ikke ud til at have en ende. Mange nye biler er meget, meget dyrere, end de var for et halvt eller et helt år siden.

LÆS OGSÅ | Tonale er Alfa Romeos nye våben mod Audi Q3 og BMW X1

Det er også en hård opgave at lancere nye produkter, for en ny helt ny bilmodel som kommer på markedet til en høj pris, kan få det svært.

Alfa Romeo Tonale, den nye SUV fra italienerne på størrelse med Audi Q3 og BMW X1, lanceres nu i den første udgave i Danmark – og prisen gør ikke bare, den får det umådelig svært. Prisen får os også til at spærre øjnene op.

Plug-in hybriden bliver heller ikke billig

Den nye Alfa Romeo-importør i Danmark, K.W. Bruun, skal forsøge at få det hæderkronede italienske mærke tilbage i spillet med konkurrenter som Audi, BMW, Mercedes og Volvo.

Alfa Romeo har for nuværende kun sedanen Giulia i en udgave med 280 hk til en startpris på ekstreme 849.990 kr. og SUV’en Stelvio med dieselmotor med 190 hk til præcis samme startpris.

LÆS OGSÅ | Kriseramt Alfa Romeo “moderniserer” Giulia og Stelvio

Med Tonale er startprisen meget lavere, men det er fra et skyhøjt niveau. Tonale fås ved introduktionen i Danmark kun med en ikke udpræget interessant dieselmotor på 1,6 liter med 130 hk og dobbeltkoblingsgearkasse. Den billigste starter på 499.990 kr. med store udstyrsmangler, og den mest veludstyrede variant kryber op på 600.000 kr.

Det er et prisniveau, som gør, at importøren helt burde afholde sig fra at markedsføre Tonale. Importøren venter da også på plug-in hybriden med firehjulstræk med 275 hk, som i nogen grad hjælpes til en lavere pris af de danske afgiftsregler. Men selv plug-in hybriden bliver svært at få under 450.-500.000 kr.

Bredere motorudvalg i andre lande

At lancere en ny kompakt SUV med dieselmotor er i sig selv et besynderligt valg, som markedet ser ud lige nu. Tonale introduceres i bl.a. Tyskland med en ny 1,5-liters turbobenzinmotor med mild-hybrid-system og enten 130 eller 160 hk.

Startprisen for Tonale i Tyskland er, den samme, om man vælger benzinmotor med 130 hk eller dieselmotor med 130 hk. Prisen på 36.300 euro underbyder prisen på Audi Q3, som starter på 37.600 euro med benzinmotor med 150 hk og på 39.850 euro med dieselmotor med 150 hk.

LÆS OGSÅ | Dodge Hornet er Alfa Romeo Tonale med amerikansk accent

I Danmark fås Audi Q3 med benzinmotor med 150 hk fra 429.990 kr., mens den med dieselmotor fås fra 486.990 kr. Hvorfor skal Alfa Romeo Tonale så være så dyr i Danmark?

Bilbasen får senere i oktober lejlighed til at prøvekøre Tonale med PHEV-drivlinjen. Den giver bilen firehjulstræk og en ydelse på 275 hk

Super, Sprint og TI

Hvis lysten til at købe en Tonale med dieselmotor og 130 hk skulle melde sig, findes den i Danmark i tre udstyrsvarianter. Super er basis, Sprint ligger i midten, og TI ligger i toppen.

Super til 499.990 kr. har LED-lygter, 18″ alufælge, automatisk klimaanlæg med to zoner, infotainment med 10,25″ touchscreen, digital instrumentering med 12,3″ skærm, trådløs opkobling til Apple CarPlay/Android Auto og DNA-køreindstillinger kommer som standard. Men adaptiv fartpilot, p-sensorer, bakkamera og el-betjent bagklap er åbenlyse, store mangler.

LÆS OGSÅ | 10 biler der kun kom en enkelt af på gaden i april

Af de fire elementer kommer kun adaptiv fartpilot og p-sensorer for og bag på standardlisten i Sprint-versionen til intet mindre end 559.990 kr. Bakkamera og el-bagklap fås ikke. Trådløs mobilopladning, indtræk i stof/kunstlæder og navigation er også med i Sprint.

Dyreste version, TI, til 599.990 kr. har bl.a. matrix-LED-forlygter, bakkamera, el-betjent bagklap og klassiske drejetelefon-skive-alufælge.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Nio lancerer billigmærket Firefly

Firefly skal gøre det, Nio ikke selv er i stand til: konkurrere på de europæiske markeder med lave priser. Den første Firefly-model er en hatchback med friskt design og 92 liter frunk.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS