februar 28, 2022

BMW 2-serie Coupé er klar med baghjulstræk til danskerne

2-serie Coupé er den eneste lille BMW med baghjulstræk. Men du betaler prisen – i bogstavelig forstand. 220i med 184 hk koster på den forkerte side af den halve million

TEKST Morten Bek FOTO PR

Baghjulstræk er for mange den eneste måde at lave biler på. Men bortset fra Mazda, som om kort tid lancerer en helt ny platform til bl.a. SUV’er, hvor træk på baghjulene er kernen, har baghjulstræk det svært. Når en bil overfører kræfterne til de to bageste hjul, betyder det en dyrere bil og en bil med mindre plads i kabinen.

Plads i kabinen er slet ikke vigtigt i den nye BMW 2-serie Coupé, for her er det en kompakt og sportslig bil med baghjulstræk – bedst til to personer – vi hylder. Den er baseret på samme platform som blandt andet 3-serie. Men dyrere end den fleste kompakte biler er den, den nye 2’er.

LÆS OGSÅ | Video: BMW tog sig sammen – endelig er iX klar!

I Danmark får vi to af de fire drivlinjer, den tyske coupé produceres med: 220i med baghjulstræk, 8-trins automatgear og 184 hk – og M240i xDrive med firehjulstræk, 8-trins automatgear og 374 hk (okay, firehjulstræk i den balstyrisk stærke bil med 3-liters R6. Men man kan roligt regne med, at de fleste af kræfterne går til baghjulene).

De to vi ikke får, er to firecylindre versioner: Benzinvarianten 230i med baghjulstræk og 245 hk, dieselvarianten 220d med baghjulstræk og 190 hk (plus 11 hk fra mild-hybrid-systemet).

På den forkerte side af 500.000 kr.

Biler med baghjulstræk hører næsten udelukkende til i de store klasser, som klassen hvor vi finder BMW 5-serie, Jaguar XF og Mercedes-Benz E-Klasse. Kompakte biler med træk bagtil er uhyre sjældne. Mens Mazda MX-5 er et på alle måder unikt slagtilbud (fra 290.000 kr.), så er en af de få andre muligheder den nye Toyota GR86. Den har endnu ikke få et prisskilt smækket i forruden, men den skal nok være så tæt på 500.000 kr., at det gør ondt.

LÆS OGSÅ | Første tur: BMW 2-serie Active Tourer kan meget mere, end den skal

BMW 2-serie ligger ikke blot tæt på den halve million, men også over. Holder man sig fra ekstraudstyret, hvilket 3 ud af 100 vil gøre, er prisen for 220i sat til 512.520 kr. Den stiller til sjov med M Sport-udstyrsniveau som standard. Så der er masser af M-elementer i design og mekanik.

M Sport-hjulophæng, M Sport-eksteriørpakke, 18″ alufælge og meget mere. Automatisk klimaanlæg, LED-lygter, digital instrumentering og indtræk i Alcantara er også uden merpris.

0-100 km/t på 4,3 sekunder

220i Coupé får meget svært ved at følge en VW Golf GTI Clubsport fra 0-100 km/t. Det tager 7,5 sekunder. Til gengæld kan få gadebiler til under 1 mio. kr. følge med den 374 hk stærke M240i xDrive Coupé. Den tordner frem, og 0-100 tilbagelægges på bare 4,3 sekunder.

Husk på den kraftpræstation, nu hvor vi kommer til prisen. 810.688 kr. Men den pris kræver en sammenligning med nogle andre kraftmonstre i samme kategori. Audi RS 3 med 400 hk, som godt nok er 0,5 sekunder hurtigere fra 0-100 km/t, koster 971.990 kr. Mercedes-AMG A45 S 4Matic med 421 hk koster 986.797 kr. Pludselig ligner den nye 2-serie med 374 hk et fristende tilbud.

M240i xDrive Coupé har mere udstyr end den firecylindrede 220i Coupé. 19″ alufælge, M Sport-differentiale, bagspoiler, variabelt styretøj, M Sport-bremser med blå bremsekalibre og et bedre lydanlæg.

Mulighed for privatleasing fra 5.995 kr.

BMW er stærk på privatleasing. Hvis det virker afskrækkende at købe en lille coupé til over 500.000 kr., er privatleasing af den nye 2-serie Coupé en god mulighed. I hvert fald når vi snakker om 220i Coupé.

Med en kontrakt på 36 måneder og 45.000 kilometer inkluderet er engangsydelsen for 220i Coupé M Sport 25.000 kr. Den månedlige ydelse er 5.995 kr., og efter 36.000 kr. har man overført i alt 246.715 kr. til BMW. Det er på niveau med prisen for eksempelvis den kompakte crossover X2 20d xDrive.

LÆS OGSÅ | The Final 12: BMW siger endegyldigt farvel til V12-motoren

Det kommer til at gøre langt mere ondt på pengepungen, hvis det bare skal være 2-serie med 374 hk. Vælger man M240i xDrive Coupé er engangsydelsen 50.000 kr. Hver måned forfalder en ydelse på 9.695 kr. Efter 36 måneder har man i alt betalt 404.915 kr.

Det er 300 kr. mere hver eneste måned, end man betaler for den større M440i xDrive Gran Coupé – og den kommer med 60.000 kilometer i leasingperioden.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS