Efter mange måneder med faldende priser, ser det ud til, at priserne på de brugte elbiler stagnerer – og ikke kun i Danmark.
AF: Zacharias Lund FOTO: Redaktionen
Det seneste år har budt på mange prisfald på brugtbilmarkedet, hvor især priserne på brugte elbiler er faldet markant. Lige nu er elbilerne over 20% billigere end for blot et par år siden og i øvrigt billigere end nogensinde før.
Det attraktive prisniveau på de eftertragtede elbiler er primær årsag til, at september måned bød på et rekordstort antal solgte brugte elbiler.
Vi ser dog nu, at prisfaldene aftager en smule. Er det nu man skal slå til inden priserne igen stiger, eller skal man vente lidt og måske gøre et endnu større scoop, hvis priserne falder yderligere. Det ser vi nærmere på i denne artikel.

Stærk handel og rekordsalg af elbiler
2023 har været et dynamisk år for brugtbilmarkedet i Danmark. Det ses blandt andet i, at særligt priserne på brugte elbiler er blevet markant lavere og efterspørgslen derfor har været stødt stigende. I september blev der registreret 49.040 transaktioner generelt med brugte biler, hvilket også er flere end september 2022. I løbet af de første ni måneder (januar-september) er salget i 2023 2,7% højere end samme periode i 2022.
Interessen for elbilerne har været særligt bemærkelsesværdig, med et rekordsalg på 5.614 brugte elbiler i september alene. Dette markerer en stigning på hele 36% i de første ni måneder af 2023 sammenlignet med samme periode i 2022.

Prisjusteringer stimulerer efterspørgslen
Til trods for den høje aktivitet har priserne generelt for brugte biler oplevet et mindre fald til indeks 95,8. Mere markant er faldet i prisindekset for brugte elbiler, som nåede 76,4 i september måned, hvilket betyder, at priserne på brugte elbiler er markant lavere sammenlignet med udgangspunktet i 2021. Dette fald, der startede i september 2022, synes dog nu at aftage.
De mindre priser har øget danskernes efterspørgslen markant. Denne trend ses også på det bredere europæiske marked, hvor den øgede efterspørgsel nu får priserne til at stabilisere sig. Det betyder altså, at prisniveauet, som de danske forhandlere kan købe brugte biler hjem til, så småt har nået sit minimum.

Fremtidsudsigter: Stabilitet og vedvarende efterspørgsel
Det betyder altså, at brugtbilmarkedet vil opretholde sin nuværende stabilitet. Generelt er der ingen indikationer på, at efterspørgslen vil falde og heller ikke at priserne umiddelbart vil stige. Begynder priser pludselig at stige på det europæiske brugtbilmarked, vil man med stor sandsynlighed se samme tendens herhjemme.
Læs også: Brugte elbiler går som varmt brød
For elbiler forventes det, at efterspørgslen vil fortsætte med at stige i de kommende måneder, drevet af både de fortsat attraktive priser og en stigende forbrugerinteresse i miljøvenlige transportmidler.