marts 8, 2022

Ny Renault Austral styrer mod Peugeot 3008

Efter Kadjar kommer Austral. Renaults nye SUV står på en helt ny platform og som hybrid med 200 hk – og et interiør med to skærme på 12″

TEKST Morten Bek FOTO PR

Det koster, når man ikke er med på beatet. Renault Kadjar, franskmændenes SUV i klasse med Peugeot 3008, Ford Kuga og VW Tiguan, havde premiere i 2015. Syv år med kun et mildt facelift har betydet, at Kadjar i dag har meget lidt betydning for det danske marked.

Kadjar har aldrig været bedre, end den var nødt til at være. I starten var det nok, men i 2022 går det ikke. Et trist interiør, manglende sikkerhedsudstyr, ligegyldigt design – kunderne går andre steder hen.

LÆS OGSÅ | Video: Ny Renault Megane E-Tech vil slå VW ID.3

Renault har en stor opgave med at komme tilbage i den mellemstore SUV-klasse. For at ryste Kadjar af sig står nu en komplet ny afløser klar, og det er en afløser med et helt nyt navn: Austral.

Topmodellen Austral Esprit Alpine er inspireret af Renaults sportsvognsmærke Alpine

Austral. Australien med manglende bogstaver? Navnet er latin og betyder noget i retning af “fra den sydlige halvkugle”. Australien ligger i den region, så det er ikke helt skudt ved siden af.

Den nye SUV overtager ingen elementer fra den gamle Kadjar. Platformen, som skal deles med Nissan og på sigt måske også Mitsubishi, er helt ny. CMF-CD, som koden er for platformen, hentyder med C og D til bilstørrelser: C for kompakt og D for mellemstor.

Den nye platform kommer med al den teknologi, som Kadjar aldrig stillede med. Mild-hybrid-teknologi, hybrid-teknologi, firehjulsstyring og det nyeste indenfor sikkerhed og infotainment.

Et kæmpe kvalitetsløft i forhold til Kadjar er hvad Renault har sigtet efter med Austral. 12,3″ digital instrumentering, 12″ touchscreen og 9,3″ head-up-display i forruden

Interiøret får et massivt løft

Den dystre og kedelige kabine i Kadjar er visket helt ud med interiøret i den nye Austral. Fokus på lækre materialer og fedt design skal få Austral til at falde i kundernes smag.

De store skærme er kørt i stilling: Digital instrumentering på 12,3″, infotainmentsystem med 12″ touchscreen – og head-up-display på 9,3″ direkte i forruden. OpenR-infotainmentsystemet er forberedt for internetbaserede opdateringer.

Austral kommer med mulighed for tre individuelle bagsæder, som kan justeres 16 cm i længden. Bagagerummet er barnevognsvenligt med 575 liter med fem siddepladser i brug.

En mere bastant bil, som udstråler soliditet. Austral slægter den nye Megane E-Tech Electric på

Hybrid, men endnu ingen plug-in hybrid

Det er umuligt at komme uden om plug-in hybrider – også i den klasse Austral konkurrerer i. Men der er ingen Austral plug-in hybrid at se ved verdenspremieren. Det er mild-hybrider og en hybrid, der er fokus på. Yderligere elektrificering kommer næppe.

En ny trecylindret 1,2-liters benzinmotor er basis med 130 hk (og 48V-system), og den bruges også i Austral i fuld-hybrid-udgaven. I samarbejde med en elmotor og et batteri på 1,7 kWh yder hybriden 200 hk, og den skulle holde en CO2-udledning på 105 gram/km.

LÆS OGSÅ | Euro NCAP smadrer Renault Megane E-Tech Electric til topkarakter

Der kommer ingen dieselmotor i den nye Austral, men der er to yderligere benzinmotorer på programmet. Det er 1,3-liters motoren med fire cylindre, som deles med Nissan og Mercedes-Benz. Den fås med 140 eller 160 hk, og mild-hybrid-systemet kører med 12V-batteri.

Den nye Renault Austral skulle komme til Danmark mod slutningen af året. En topversion med det nye udstyrsniveau Esprit Alpine, er inspireret af det Renault-ejede sportsvognsmærke Alpine.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS