oktober 14, 2022

Kangoo E-Tech Electric er Renaults el-kasse til familien

Renault følger i fodsporet på Peugeot, Citroën og Toyota, introducerer den nye Kangoo som elbil med 122 hk til den pladskrævende familie.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Varevognsbaserede, multifunktionelle pladsvidundere. De kasseformede MPV’er som Citroën Berlingo gik på 10 år fra hot til skrot.

I 90’erne og starten af 00’erne var de, sammen med personbilsbaserede MPV’er som Renault Scenic, faste indslag hos danske og europæiske familier – og så begyndte salget at kuldsejle for til sidst at svinde ind til det rene ingenting.

LÆS OGSÅ: Første tur: Elektrisk Citroën Ë-Berlingo kunne være storfamiliens nye darling – men målet er aldrig i sigte

Måske elektrificering bliver det skub, der får familiecontainerne tilbage i fokus og tilbage i danske garager? Indtil videre har Stellantis-mærkerne Citroën, Peugeot og Toyota lagt elmotor og batteri i Berlingo, Rifter og Proace City Verso, og nu kommer også Renault Kangoo som el-drevet familiebil.

122 hk og 285 kilometer på en opladning

Renault har holdt MPV-udgaven af Kangoo ude af Danmark som model i årevis, men med den elektriske E-Tech Electric-udgave kommer familiecontaineren tilbage. Det sker i foråret, og på samme tid har en længere udgave med syv sæder verdenspremiere.

Med fem justerbare sæder og to skydedøre er Kangoo E-Tech Electric et overordentligt praktisk køretøj, og hvis man synes at en SUV er for trang, så se på det her tal: 850 liter. Så meget rummer bagerummet, selv når der er fem personer ombord.

En SUV i samme størrelse vil typisk byde på halvt så mange liter – eller færre endnu. Og med bagsæderne af vejen rummer Kangoo 2.500 liter.

Elmotoren er af den milde slags. 122 hk og 245 Nm. Det er 14 hk og 15 Nm under niveauet i Peugeot e-Rifter og co., men til gengæld får Kangoo E-Tech Electric lidt længere rækkevidde, selv om batteriet er mindre.

45 kWh er ikke et stort batteri til en kasse som Kangoo (Stellantis bruger 50 kWh), og WLTP-målt rækkevidde ligger da også på beskedne 285 kilometer. Nogle få kilometer mere end i Stellantis-modellerne, men ude i det virkelige giver det ikke en familiebil til lange ture.

LÆS OGSÅ: Renault Scénic er død – længe leve Scénic!

Kangoo E-Tech Electric har et trumfkort i ærmet. Den må godt nok kun lynlade med op til 80 kW (Stellantis op til 100 kW), men den kan lade ved en AC-lader med 22 kW – konkurrenterne klarer maksimalt 11 kW.

Kangoo E-Tech Electric kan, hvis man kan finde en passende AC-lader, lade med op til 22 kW

Fra den basale Authentic til den luksuriøse Techno

Den elektriske Kangoo kan tvinges ned i tempo, hvis man vil have mest muligt ud af sin opladning. En Eco-køreindstilling begrænser ikke bare topfarten til 110 km/t (den kan køre 135 km/t i andre indstillinger), men skærer også 46 hk af motorydelsen. 76 hk er der tilbage, så i Eco er det nok en god idé at alliere sig med en lastbil som værn mod modvind.

LÆS OGSÅ: Ny Renault Austral styrer mod Peugeot 3008

En moderne familiecontainer bliver ikke godt modtaget i Danmark, hvis den går ned på udstyr. Kangoo E-Tech Electric fås da også med digital instrumentering, varmepumpe (standard), varme i rattet, adaptiv regenerering og adaptiv fartpilot.

Den mest basale version er Authentic, der er lavet til mindre krævende kunder, som også bruger bilen i arbejdsbil. Equilibre har mere udstyr, mens Techno er den mest luksuriøse og den med mest sikkerhedsudstyr. Hvilke varianter vi ser i Danmark, finder vi først ud af tættere på introduktionen.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS