oktober 4, 2023

Skoda Kodiaq kører over 100 km på en opladning

Vi elsker Skoda Kodiaq for dens enorme rummelighed, bundsolide køreegenskaber og bastante design. Med den nye Kodiaq er der endnu mere at elske – som eksempelvis en PHEV.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Det er svært at argumentere for, at der findes en mere perfekt familiebil end Skoda Kodiaq. Den har bare det hele. Plads til det hele, praktiske løsninger til det hele, køreegenskaber til det hele. Der er nogle småting ved Kodiaq, som skyldes, at den er fyldt 7 år som model, men det er i afdelingen for småtterier. Materialerne kunne være mere lækre i kabinen, udstyret lidt mere opdateret.

Den elskelige Kodiaq kommer nu i en helt ny udgave, og den ser ud til at kunne mere af det hele. Også at virke mere lækker og mere luksuriøs.

Kodiaq er rundere, længere og modelprogrammet er mere varieret end før. Den største nyhed, som dog er af mindre relevans end for bare et år siden, er en plug-in hybrid. Vil man hellere have benzinmotor eller en diesel, har Skoda stadig den slags klar.

Vokseværket er til at overskue

Skoda kunne have strukket den anden generation Kodiaq både 10 og 15 centimeter i forhold til den gamle. Men en bil, der i forvejen er så rummelig og praktisk behøver ikke meget mere, så tjekkerne har holdt sig nogenlunde tilbage ved at lade Kodiaq vokse med 6,1 centimeter til stadig “kompakte” 476 centimeters længde. Kodiaq er ikke meget mere end en tændstikæske længere end BMW 3-serie Touring.

Der er altså endnu bedre plads til det hele end før. Mere passagerplads, mere plads til bagage. Fem eller syv sæder – bagagerummet er, bilens dimensioner taget i betragtning, enormt. Med fem sæder har bilen en standardvolumen på hele 910 liter. 75 liter mere end i den gamle. Selv med syv sæder er der stadig plads til 340 liter bag 3. sæderække.

Interiøret tyder på at være en meget stor opgradering. Materialekvalitet og design har fået et boost, så det kan mærkes. Digital instrumentering og infotainment med 10″ touchscreen er standard, men infotainmentsystemet fås også med en touchscreen på 13″. For første gang fås Kodiaq med blandt andet head-up-display og ventilation i forsæderne.

De tre runde drejeknapper fungerer som mere end betjeningselementer til klimaanlægget. De har, som blandt andet hos Land Rover, en dobbelt-funktion. I Kodiaq kan man vælge, hvad knapperne skal kunne – der er mulighed for eksempelvis køreindstillinger eller sædeventilation.

Plug-in-hybriden kører længere på strøm end de fleste

Det er klart, at Kodiaq som bilmodel med forbrændingsmotor er under pres fra den generelle elektrificering. Men en meget stor del af det europæiske marked for nye biler er stadig domineret af biler med forbrændingsmotor – primært, selvfølgelig, benzinbiler.

Men Kodiaq kommer denne gang ikke kun som benzin- eller dieselbil, men også med både en smule og meget elektrificering. Basismotoren, som er en 1,5-liters benzinmotor med 150 hk, er videreudviklet til en mild-hybrid med 48V-system, som samler strøm, der bruges til enten ekstra kræfter eller til at slå benzinmotoren fra. En 2-liters benzinmotor med 204 hk kommer, underligt nok, uden mild-hybrid-system. Hvis nogen skulle drømme om en diesel, kommer Kodiaq med en 2-liters motor med enten 150 eller 193 hk.

Plug-in hybriden, Kodiaq iV, har den opdaterede drivlinje, som også den nye VW Passat og VW Tiguan kommer med. I stedet for 1,4-liters motoren får man en 1,5-liters – samlet ydelse med elmotorens hjælp er 204 hk (Kodiaq kommer tilsyneladende ikke i en udgave med 272 hk, som man kan få hos VW). Batteriet er vokset gevaldigt til 25,7 kWh, og den elektriske rækkevidde er på niveau med langt dyrere PHEV-modeller: Over 100 kilometer – sandsynligvis omkring 106 kilometer.

Noget andet taler også for Kodiaq som PHEV: den må lade med hele 11 kW ved en AC-lader, som den boks man typisk har derhjemme kan yde, eller med 50 kW ved en DC-hurtiglader. På den måde er der meget hurtigt fyldt strøm på til køreturen.

Kodiaq er ikke den eneste nye Skoda, der har premiere her i efteråret. Om kort tid vil også en helt ny Superb, som både hatchback og stationcar, blive vist. Også her er der en plug-in hybrid med lang rækkevidde i vente.

Del artikel:

Brugte Skoda Kodiaq til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS