NewOpelMokka-2
Nyheder
24. oktober 2024

Spot et facelift: Opel Mokka er blevet opdateret

Morten B. Bek

Morten Bek

Mokka er en af de vigtigste Opel-modeller i Danmark, men i det samlede billede er den ikke ligefrem vigtig. Et facelift, som stort set er usynligt, gør ikke det store for modellens chancer.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Mokka er lige nu den tredjemest sælgende Opel i Danmark. Problemet er bare, at den eneste Opel-model i Danmark, der virkelig betyder noget, når det kommer til rimelige salgstal, er Corsa. Og selv Corsa har det svært i Danmark med salgstal, der er gået meget ned i år i forhold til 2023.

Opel har hårdt brug for nye modeller, og forhandlerne må virkelig glæde sig til den dag, de endelig kan begynde at sælge den nye Frontera Electric. En rummelig elbil, der forhåbentlig også, som den er i andre lande, bliver en prisbillig elbil.

Mens vi venter på Frontera (og den nye, fuldelektriske Grandland Electric), kan vi underholde os selv med et facelift af Mokka. Det er grunden til, at jeg nævnte den i indledningen. Underholdningen består i at spotte forskellene fra den udgående til den faceliftede. Det hjælper rigtig meget at have billeder af dem begge liggende ved siden af hinanden.

NewOpelMokka-3
NewOpelMokka-4
NewOpelMokka
NewOpelMokka-5

Den fejlede ikke noget, så Opel lavede ikke noget om

“Vores Mokka er en bestseller. Dristig, ren og ikke til at tage fejl af – en bil fuld af karakter, som står ud i mængden. Det er præcis derfor, vi kun på en nænsom måde har ændret på dens moderne design…” Det er fint for en model, som sælger godt i England, men ikke smart i Danmark for en model, der ikke rigtig brænder i gennem.

Jeg spotter – med hjælp fra Opel – et nyt Opel-logo (the Blitz!), et lidt bredere luftindtag lige under den lukkede grill og LED-kørelys med små separate blokke i siden. Det samme bagtil – minus luftindtagene, selvfølgelig.

I Mokkas indre sker der mere. Et nyt rat med flad bund, en ny midterkonsol og nye knapper til parkeringsbremsen og køreindstillinger direkte fra den nye Grandland. Det vigtigste ved faceliftet er, vil jeg mene, nyt infotainmentsystem og ny digital instrumentering, som i begge tilfælde har en skærm på 10″ som standard. Infotainmentsystemet har været en akilleshæl i Opels biler, og det kan egentlig kun blive bedre.

Benzinudgaver af Mokka kommer nu altid med en 1,2-liters motor, og standardudgaven har 136 hestekræfter. Der er også en mild-hybrid med dobbeltkoblingsgearkasse og 48V-teknologi, der har en elmotor med 28 hestekræfter og benzinmotorens 136 hk.

Elbilen, Mokka Electric (den hed tidligere Mokka-e), er den eneste, der potentielt kan vække interessen hos købere i Danmark. Den kunne allerede inden faceliftet fås i en udgave med 156 hestekræfter, batteri på 54 kWh og rækkevidde op til 403 kilometer. Den variant er nu den eneste tilgængelige, da versionen med 136 hestekræfter og 50 kWh er udgået.

NewOpelMokka-6

Opel SKAL lande nogle gode priser

Med mindre Opel sælger den faceliftede Mokka i en elektrisk udgave til meget laver priser, måske 225.000 kr. med en masse udstyr, så kan jeg ikke se, hvordan den lille crossover har en forbedret chance i Danmark.

Det er op ad bakke, hvis ikke den ligger prismæssigt langt fra nye, spændende biler som Kia EV3 og Skoda Elroq. Bare vent til den også skal være i samme marked som den nye Renault 4 E-Tech Electric og en kommende MG4-baseret el-crossover fra MG.

Hvis historien er noget at læne sig op ad, så kommer det med meget lave priser ikke til at ske. Den danske Opel-importør har i forvejen ødelagt chancerne for den elektriske Astra og den faceliftede elektriske Corsa ved at sætte priserne alt for højt.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen