På 11 strækninger i Danmark skal permanente stærekasser gøre fotovogne overflødige. Nu er de første på plads!
Af: Esben Skrumsager / d. 25. juni 2018
Ordensmagten har fået nyt værktøj i kampen mod for høje hastigheder på de danske veje. Det er de såkaldte stærekasser. De har – i modsætning til de udskældte fotovogne – en fast placering ved kryds eller på strækninger, der er belastet af ulykker.
Læs også: Sådan spotter du en civil politibil
Ifølge planen skulle de første af stærekasserne på de i alt 11 strækninger have været i drift fra begyndelsen af året. Men ifølge Vejdirektoratet har processen været mere omstændig end forventet.
– Vejdirektoratet forventer nu, at de første stærekasser vil være sat op inden sommerferien, lød meldingen fra Transportministeriet på en direkte forespørgsel fra Bilbasens redaktion i begyndelsen af juni.
Og nu er de første af de i alt 20 standere fordelt på 11 strækninger over hele landet blevet indviet.
Stærekasser med fokus på trafiksikkerheden
To stærekasser er sat op i hver retning ved Måløv nord for Ballerup. Og mens fotovognene ad mange omgange er kritiseret for blot at være pengemaskiner, så lover transportministeren, at stærekasserne i stedet har fokus på at øge sikkerheden:
– Vi prøver det af som et pilotprojekt. Hvis det virker i praksis, vil vi kunne udbrede det til andre steder. De her stærekasser har den fordel, at de står permanent på steder, hvor folk kører for stærkt. Folk kan se det på et skilt, så de ved, at her skal de ikke køre for stærkt, for ellers får de en bøde. Det er til gavn for trafiksikkerheden, siger transportminister Ole Birk Olesen til DR Nyheder.
Herunder kan du se de 11 strækninger, hvor der i løbet af i år vil blive etableret permanent fartkontrol i form af stærekasser.
Vejdirektoratet oplyser, at der vil blive skiltet i god tid, så trafikanterne ved, at de bliver blitzet og kan få en hilsen fra politiet, hvis de kører for stærkt.
Politiet tester løs
Men ingen behøver lige nu at være bekymret for at blive fældet af de to nye stærekasser, da de efter indvielsen vil blive dækket til igen.
– De står lige nu overdækket, og det vil de blive ved med efter indvielsen, siger Marianne Foldberg Steffensen, afdelingsleder for trafiksikkerhed i Vejdirektoratet, til TV 2.
Det skyldes, at politiet i den kommende tid vil køre en række tests – både i forhold til billeder, kalibrering og politiets it-systemer.
– Det vil blive meldt klart ud, hvornår de begynder at tage billeder af trafikanterne, oplyser Vejdirektoratets Marianne Foldberg Steffensen til TV 2.
Når testperioden er ovre, vil de to kameraer i Måløv – ligesom alle andre stærekasser – starte målingen 50 meter før standeren og slutte målingen 20 meter før standeren.
Forventer hærværk mod stærekasser
Erfaringer fra udlandet viser, at der er flere tilfælde af hærværk end ved mobile fotovogne.
Derfor regner Transport-, Bygnings- og Boligministeriet i en rapport også med, at brug af stærekasser ”vil medføre øgede udgifter til udbedring af stærekasserne efter hærværk,” ligesom hærværk kan medføre, at en stærekasse vil være ude af drift i en periode.
Stærekasser: Derfor er de placeret, som de er
De faste stærekassers placering er udvalgt på baggrund af Vejdirektoratets ulykkesstatistik samt Rigspolitiets vurdering.
Der er taget udgangspunkt i lokaliteter, som er ulykkesbelastede. Det vil sige, at der har været mindst fire ulykker med personskade pr. lokalitet i perioden 2011 – 2015. Desuden er der en årsdøgntrafik på 5.000 – 15.000 køretøjer på stedet.
Kilde: Vejdirektoratet