september 12, 2023

Stor rabat på Subaru Solterra: Spar 62.500 kr.

Subaru vil have kunder i forretningerne, som lige nu løber til Tesla. Alle udgaver af elbilen Solterra kommer nu med en rabat på 62.500 kr., så den starter på 367.400 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Til at starte med gav de store prisjusteringer hos Tesla konkurrenterne et chok, som førte direkte til noget, der minder om handlingslammelse. Mange konkurrenter holder fast i de gamle priser, men efterhånden går det op for flere og flere mærker, at kunderne ikke kommer, når de kan få en Tesla meget billigere.

Nissan, Mercedes og Toyota har sat priserne ned, og Skoda har introduceret en meget veludstyret Premium-udgave af Enyaq, som gør den relevant set i forhold til Tesla Model Y.

Subaru, som forsøger at få gang i salget af sin eneste elbil, Solterra, sætter nu en kampagne i søen med meget store besparelser. Importøren siger stort set direkte, at prisnedsættelserne skyldes Tesla:

“Vi kan ikke bare se stiltiende til, at kunder der foretrækker en Subaru fravælger den japanske kvalitetsbil på grund af prisen. Kunderne har krav på at blive behandlet ordentligt, og går man efter en Subaru, må økonomien ikke være alt afgørende, blot fordi andre bilmærker konkurrerer på prisen.”

Så kan det ikke siges meget klarere uden at nævne Tesla ved navn. Og det er ikke småpenge, der bliver kastet efter Solterra for at tiltrække kunder. Alle udgaver af Solterra falder med 62.500 kr.

Skift fælgene på de dyre udgaver for at øge rækkevidden

Hvis du har brug for en genopfriskning i forhold til, hvad Solterra er for en elbil, så er den søstermodel til Toyota BZ4X, som vi har kritiseret for meget højt forbrug og ringe rækkevidde. Solterra venter vi endnu på at teste, og når vi får lejlighed til det, kommer den – som BZ4X – med opdateringer, der skulle afhjælpe nogle af problemerne.

Med rabatten starter Solterra som Limitid på 367.400 kr., og i forhold til BZ4X, som har forhjulstræk som standard, firehjulstræk som ekstraudstyr, har Solterra altid firehjulstræk. BZ4X fås fra 377.990 kr., mens den billigste BZ4X med firehjulstræk koster 424.990 kr.

Solterra Limited med 18″ fælge har en WLTP-rækkevidde på 465 kilometer. Den har LED-lygter, nøglefri betjening, el-betjent bagklap, navigation, infotainment med 12,3″ touchscreen og meget mere.

Vælger man at opgradere på udstyret, som man gør med Solterra Touring (387.400 kr.) og Solterra Touring+ (397.400 kr.), sker der noget med rækkevidden; den falder ret drastisk til kun 414 kilometer. Grunden er primært, at Touring og Touring+ har 20″ fælge.

Det bedste råd vi kan give, hvis man vil have en af de dyrere varianter med bl.a. varme i rattet, Harman/Kardon-lydanlæg og trådløs opladning af smartphones, er at få forhandleren til at montere bilen med 18″ fælge – at ofre 52 kilometer rækkevidde for at få 20″ er simpelthen for dumt, når elbilen ikke har rigtig lang rækkevidde.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte biler fra Subaru til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS