Lav sigtbarhed og ringe synlighed er en livsfarlig kombination. Her kan du se, hvordan du sikrer, at du bliver set i trafikken.
Af: Esben Skrumsager / d. 14. marts 2018
Mørklagte biler er farlige i trafikken. Særligt når sigtbarheden bliver lav sidst på dagen, eller når tågen lægger sig over landet.
De farlige situationer opstår, fordi mange biler er indstillet til automatisk at tænde baglygterne, når det bliver mørkt. Men i både skumringstiden og i tæt tåge kan bilens sensorer have svært ved at registrere, at bilens synlighed er minimal.
Og desværre er de farlige bilister ikke et sjældent fænomen. I en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik svarer 7 ud af 10, at de for nylig har mødt en bil, der var helt mørklagt.
– Biler, der kører rundt uden tændt kørelys i baglygterne, skaber farlige situationer og ulykker i trafikken. De er svære for andre bilister at få øje på, og i værste fald opdager bagvedkørende dem ikke, før det er for sent, skriver Rigspolitiet på Facebook i en opfordring til danskerne.
Sådan tænder du baglygterne
Men hvordan sikrer du, at ikke udsætter dig selv og andre for fare ved at køre uden tændte baglygter? Det kan du se herunder.
På de første billeder er bilen indstillet til at tænde baglygterne af sig selv, når det bliver mørkt. Problemet er, at den ikke registrerer, hvis det bliver tåget, og derfor vil den ikke automatisk tænde lyset.



Herunder er bilen indstillet til altid at have lys på – både foran og bagved. Det varierer fra bil til bil, hvor det gøres, men som udgangspunkt sker det enten på en drejeknap som her eller ved hjælp af en drejestilk. Begge dele er som regel placeret lige bag rattet.



Lær lyset i din bil at kende
– Brug 5 minutter på at få styr på det, når bilen er parkeret. Det er bedst at gøre det i mørke, og der skal helst være god plads rundt om bilen.
– Tænd og sluk alle de forskellige lygter på bilen, og gå rundt om bilen og se, hvordan de lyser. Både foran og bagpå.
Nu ved du, hvordan lygterne fungerer, den dag du får brug for det under kørslen. Hvis du først skal til at finde ud af det, når du sidder bag rattet ude på vejen, kan det være farligt og gøre dig uopmærksom i trafikken.
Kilde: Rådet for Sikker Trafik