For andet år i træk er Tesla Model Y den mest solgte bil i de nordiske lande. Kun i Finland er den elektriske amerikaner ikke at finde på førstepladsen.
TEKST Morten Bek FOTO Bilbasen
Vores naboer rundt omkring i Norden har mange ting til fælles med os, men der er alligevel masser af forskelle. Som dansker skal man passe på med at tage sarkasmen med til Sverige, og i Norge har de oliepenge, som de fleste slet ikke kan forestille sig. Finland? Ja, det er straks sværere at finde ud af, for mange af finnerne taler helst ikke (danskerne er også rigtig gode til at generalisere).
Men en ting har danskerne i hvert fald til fælles med nordmændene og svenskerne, og det er lysten til at købe bilmodellen Tesla Model Y.
Tal fra Bilstatistik.dk, Bilstatistik.dk, OFV.no og Valueclinic.fi viser, at Model Y er den absolut bedst sælgende bil i Norden i 2024. Også i 2023 var Model Y den bil, flest i Norden købte fra ny.
Kun i et af de fire lande i Norden fik Tesla ikke møvet sig ind på førstepladsen i 2024, og det er samtidig det nordiske land, hvor elbilerne har det sværest.

Elbilerne tog et nederlag i Finland og Sverige
I Sverige er de cirka 10.5 millioner mennesker, så det er ikke så underligt, at de køber flere biler end de cirka seks millioner danskere, 5,2 millioner finner og 5,6 millioner nordmænd. Men det gik egentlig slet ikke godt med svensk bilsalg i 2024 – det faldt med 7,1 procent.
Helt galt gik det i Finland, hvor de i forvejen ikke sælger så mange biler; salget røg ned med 15,4 procent i forhold til 2023. I Finland købte cirka 1,4 procent af alle finner ny bil i 2024 – I Danmark var det cirka 2,9 procent af den samlede befolkning. Så der er forskellen virkelig stor.
Bilsalg i Norden i 2024
Danmark – 173.039 personbiler (plus 0,17 procent) – (2,93 procent købte ny bil) Finland – 74.063 personbiler (minus 15,39 procent) (1,41 procent købte ny bil) Norge – 128.691 personbiler (plus 1,37 procent) – (2,29 procent købte ny bil) Sverige – 266.973 personbiler (minus 7,1 procent) – (2,53 procent købte ny bil)
Danskerne har bevæget sig rigtig hurtigt frem på elbiler, som man ikke kan undgå at bemærke. I 2024 var 51,5 procent af nye personbiler på el (op fra 36,3 procent i 2023). I Sverige faldt andelen af elbiler fra 39 procent i 2023 til 35,3 procent i 2024, og det samme skete i Finland: fra 33,8 procent til 29,6 procent.
Men nordmændene er et kapitel for sig. Allerede i 2022 var elbilernes andel på cirka 80 procent. I 2023 var den på 82,4 procent. I 2024 gik det videre i samme retning og endte med 88,9 procent elbiler. Ikke så underligt, at Volkswagen i Norge ikke længere sælger personbiler med forbrændingsmotor.

I Sverige steg lysten til Tesla Model Y i 2024
I Danmark gik noget af luften af ballonen for Tesla og Model Y i 2024. I 2023, hvor Tesla pressede alle konkurrenterne med overraskende (og overraskende store) prisnedsættelser, var mere end hver 10. ny personbil på gaden en Model Y (17.954 eksemplarer). I 2024 blev det til stadig meget imponerende 6 procent af hele markedet for nye personbiler (10.471 eksemplarer).
I Norge lå Model Y i 2023 med hele 18,2 procent (23.088 styk) af markedet for nye personbiler, og i Sverige lå den til 5,7 procent (16.449 styk). I 2024 ville nordmændene have langt færre Model Y, så det blev til kun 13,1 procent af hele markedet (16.858 eksemplarer). Til gengæld skulle svenskerne bede om flere: 18.309 styk (6,9 procent) mod de 16.449 styk i 2023 (5,7 procent).
Og så er der de finske bilkøbere, som altså ikke er specielt glade for elbiler. Model Y var med i top tre i 2024, men den blev slået af to meget fornuftige hybridbiler: Toyota Corolla på førstepladsen, Yaris Cross på andenpladsen.
Mest solgte biler i Danmark, Finland, Norge og Sverige i 2024
Danmark
Tesla Model Y (10.471 styk)
Skoda Enyaq (5.653 styk)
VW ID.4 (5.651 styk)
Finland
Toyota Corolla (3.714 styk)
Toyota Yaris Cross (2.896 styk)
Tesla Model Y (2.395 styk)
Norge
Tesla Model Y (16.858 styk)
Tesla Model 3 (7.264 styk)
Volvo EX30 (7.229 styk)
Sverige
Tesla Model Y (18.309 styk)
Volvo XC60 (15.063 styk)
Volvo EX30 (7.102 styk)