marts 7, 2021

TEST: Audi A3 som plug-in hybrid gør præcist det, den skal

Plug-in hybrid. Plug-in hybrid. Plug-in hybrid. Alle snakker om dem, hvad de kan og hvor meget billigere de er blevet med de nye afgifter. Kan den polerede og skjorteklædte Audi A3 TFSIe flytte på snakken og få et lod med i plug-in-puljen?

Af: Simon Hallenslev / d. 7. marts 2021

Sammenlignet med sine nært beslægtede plug-in-søskende, er Audi A3 40 TFSIe klart den mest pæne og polerede. Den passer lidt bedre til nystrøget skjorte og spidse sko end Skoda Octavia iV, VW Golf eHybrid og Seat Leon e-Hybrid. Det er alle gode biler, der dog ikke pakker samme mærkeværdi som Audis fire ringe.

Fuldstændig som med hesten på skjorten eller æblet på telefonen, betaler man for mærkeværdien hos Audi. A3 er nemlig mellem 30- og 60.000 kroner dyrere end de førnævnte biler, den deler motor og hybriddrivlinje med. Spørgsmålet er hertil, om merprisen køber mere end blot fire ringe på fronten?

Vi tester plug-in hybridmodellen Audi A3 40 TFSIe.

Audi A3 40 TFSIe

Motor: R4, 1.395 cm, benzin + el

Ydelse: 204 hk / 350 Nm

0-100 km/t: 7,6 sek.

Tophastighed: 227 km/t

Forbrug: 100 km/l

Rækkevidde på el: 65 km

Startpris: 349.991 kr.

(A3 starter fra 299.989 kr.)

Ens på papir

Under hjelmen ligger en 1,4-liter benzindrevet turbomotor, som yder 148 hk, mens der på den 6-trins DSG-gearkasse er tilkoblet en elmotor, der yder 107 hk. Det giver en samlet systemydelse på 204 hk, et samlet forbrug opgivet til 100 km/l og en elektrisk rækkevidde opgivet til 65 km.

Den devise har du hørt før. Det er nemlig samme platform, motor og hybriddrivlinje, der findes i Octavia iV, Golf eHybrid og Leon e-Hybrid, hvorfor specifikationerne også er mere eller mindre de samme. Men som dueltesten af Octavia iV og Golf eHybrid afslørede, er samme platform slet ikke ensbetydende med samme bil.

Den store forskel

Jeg vil undlade at danse om den varme grød for længe. Merprisen i Audi A3 berettiges i kabinen, som uden tøven føles bedre bygget i federe materialer end i de tre søskende. Kabinen er mere ’premium-agtig’ i sin helhed. Kvalitetsmæssigt tager Audi A3 i højere grad kampen op med en konkurrent som Mercedes A-Klasse, der også fås som plug-in hybridvariant: A250e.

Det lyder fjollet, men et af de bedste partytricks i Audi-kabinen er, at man har valgt at bibeholde en hel håndfuld knapper. Ikke kun til styring af klimaanlæg. Også til køremodus er knapper, hvor man let og elegant kan indstille, om man vil spare på strømmen eller køre på ren el.

LÆS OGSÅ | TEST: Hvad får man for pengene, når man køber RS til Skoda Octavia?

Det skriger til himlen, hvor meget bedre det fungerer end den løsning, man har fundet tilfredsstillende i VW Golf 8. Her tilgås alle funktioner skærm eller klodsede touch-knapper. Selvom det er lavet sådan i Golf for at få det til at føles moderne, er en god, gammeldags og velafvejet knap bare federe at trykke på.

Hvis man er meget nysgerrig og ihærdig, kan man godt finde plastdele, der er hentet i samme budgetkurv som det, VW Golf er udstyret med. I det store hele føles Audi A3 dog mere kvalitetsbetonet i både sin opsætning og sammensætning af materialer. Den af de søskende der kommer tættest på A3 i kvalitet er Octavia. A3 giver stadig en mere eksklusiv følelse – og sådan skulle det jo også gerne være.

Pladsbegrænsning

Til at støtte op om den velorkestrerede kabine findes også to velstøttende forsæder. Her finder man sig hurtigt godt til rette. Der er god plads til sidemanden og en god køreposition, hvorfra alle knapper kan nås. Bagsædepladsen er ligeledes udmærket til to voksne personer både i forhold til hoved- og knæplads.

I bagagerummet er Audi A3 TFSIe dog lidt udfordret på pladsen. Selvom batteriet er placeret under bagsæderne, har det skubbet benzintanken tilbage ved bagagerummet, som dermed optager en del plads. Med 280 liters kapacitet pakker plug-in versionen godt 100 liter mindre end en almindelig Audi A3 og konkurrenten Mercedes A250e.

En gylden mellemvej

Igen må jeg trække på min dueltest af de nært beslægtede plug-in hybrider Octavia iV og Golf eHybrid. Det er nemlig som om, Audi har fundet en gylden mellemvej i konfigureringen af undervogn, styretøj og generelle køreegenskaber.

Hvor Octavia er den bløde og komfortable, og Golf er strammere og mere velkørende, jonglerer Audi A3 en blanding af de to på elegant manér. Styretøjet er sikkert, præcist og indlevende, hvilket hjælpes godt på vej af en undervogn i balance. Vægten i rattet er til den lette side, men når styretøjet er så præcist, som det er, får det bilen til at føles smidig og agil.

LÆS OGSÅ | TEST: VW Golf 8 GTE sætter strøm til sjov og spas

Audi A3 er derfor endnu mere velkørende end VW Golf. Det klarer den helt uden at kompromittere komforten, hvor undervogn og affjedring er tilgivende, hvis du overser et hul i vejen. Mercedes A250e er blødere og måske også en my bedre over ujævnheder, men er omvendt ikke lige så præcis som A3.

Støjisoleringen er ligeledes godt skuldret af Audi, hvilket bliver tydeligt, når man kører på elektricitet alene. Selv et travlt København kan lukkes pænt ude. Som motorvejskompagnon er A3 TFSIe med andre ord heller ikke så skidt, da vind- og vejstøj dæmpes godt, mens førnævnte komfort gør langture til en leg.

Hybridbalance

Hvis jeg skal starte, hvor jeg slap på støjsiden, har jeg én anke til A3 TFSIe. Den 4-cylindrede turbomotor på 1,4 liter har tendens til at springe lidt for entusiastisk i gang, når den elektriske motor behøver assistance fra benzinmotoren under acceleration. Det lyder ret anstrengt og var ikke noget, jeg bed mærke i med hverken Octavia eller Golf.

Med det sagt er VAG-koncernens opkobling af elmotor på DSG-gearkassen ret sømløst udført såvel i A3 som i de to søskende. Så længe det ikke er en hurtig acceleration, vi taler om, er overgangen mellem el- og benzinmotor helt uden slinger i valsen.

LÆS OGSÅ | TEST: BMW X2 25e er et slagtilbud

Den regenererende nedbremsning er bedre orkestreret end den, man finder i Skoda Octavia iV, selvom bremsepedalen er omtrent lige så blød og med lige så lang vandring. Nedbremsning klares blødt og præcist.

De 107 elektriske hk kan selvstændigt skubbe bilen fra 0 til 60 km/t på lige over 5 sekunder, hvilket føles friskt og er rigeligt ved bykørsel, mens elmotorens tophastighed er 140 km/t.

Audi lover 65 km i ren elektrisk rækkevidde efter WLTP-standarder, og her formår jeg at få A3 tættere på den lovede rækkevidde end Octavia og Golf. Jeg formår at ramme cirka 55 km på ren strøm i A3, hvor jeg ikke nåede mere end 45 km i dueltesten. Men for at være fair, kan det også have noget at gøre med vejret.

Samme platform, færre kompromisser

Merprisen på op til 60.000 kr. (sammenlignet med Seat Leon e-Hybrid) giver dig mere end blot fire ringe på fronten og et image som skjorteklædt kontorkriger. Audi A3 TFSIe giver dig færre kompromisser at vælge mellem, når man sammenligner med de søskende, den deler platform med.

A3 kan lidt mere og gør flere ting lidt bedre. Den gør med andre ord præcist det, en Audi skal, når man sammenligner med VW, Skoda og Seat. Vi taler samme platform og samme praktik men lige lidt mere eksklusivitet i kabinen og lidt mere tiltalende køreegenskaber.

LÆS OGSÅ | DUEL: Audi A6 og BMW 5-Serie som plug-in følger med strømmen

Men hvad så når man sammenligner med øvrige konkurrenter, som besidder samme premium-følelse? Der synes jeg stadig, at Audi A3 er godt med. Mercedes A250e er den hårdeste nød at knække. Den har lidt flere kræfter, lidt længere elektrisk rækkevidde og lidt federe kabine med den horisontale MBUX-skærm.

For Mercedes A250e skal du til gengæld betale 60.000 kr. mere, da den starter ved 390.699 kr., og så stor er forskellen trods alt ikke. Hvor merprisen på 60.000 kr. fra Leon til A3 køber kvalitet og premiumfølelse, køber den blot nogle smådetaljer fra A3 til A250e. Og her er A3 stadig mere velkørende og føles mindst lige så velbygget. Audi A3 TFSIe står ultimativt tilbage som et rigtig godt lod i puljen af mellemstore plug-in hybridbiler.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS