DUEL Audi A6 vs BMW 5-serie
november 14, 2020

DUEL: Audi A6 og BMW 5-serie som plug-in følger med strømmen

Store tyske sedaner i luksusklassen kan også være “grønne”. Audi A6 50 TFSI e og BMW 530e er begge plug-in-hybrider med cirka 300 hk, men hvilken er så den mest elektrificerende model af de to?

Af: Morten Bek / d. 14. november 2020

Du er nået til det punkt i din karriere, hvor firmabilen bliver en tak større end din gamle VW Passat. Du har nu fået lov til at vælge noget i den tungere ende af skalaen, og du er slet ikke i tvivl: Valget falder på en stor sedan, og den skal være tysk, for hvad andet kan den være? Ingen tåbelig SUV, ingen familievenlig stationcar (barnevognen? – Det var for 10 år siden). Men en klassisk stor luksusbil med god, gammeldags prestige i stride strømme.

SE OGSÅ | Er Mercedes-Benz E-klasse verdens bedste bil?

Engang var det sjældent at få mulighed for at vælge en stor sedan som Audi A6 eller BMW 5-serie, når der skulle vælges firmabil. I dag er beskatningsreglerne mere til at have med at gøre, så du bliver ikke ligefrem alene med valget af en stor tysk sedan; I de første 10 måneder af 2020 har 717 danskere sat sig ind i og kørt af sted i en ny Audi A6, og 711 har gjort det samme i en BMW 5-serie. Mange mennesker. Heldigvis har dit firma en grøn profil, så du har mulighed for at tage et andet valg end den klassiske dieselvariant: Plug-in-hybriden (PHEV).

Hvor heldigt, at Audi nu endelig har lanceret A6 som PHEV. Sågar i to varianter, alt efter hvor mange kræfter beskatningskronerne rækker til. Som A6 50 TFSI e har den en systemydelse på 299 hk. Som A6 55 TFSI e er systemydelsen på 367 hk. Men vælg nu ikke for tidligt, for BMW har netop faceliftet sin velkendte 5-serie, og den fås nu ikke bare som plug-in-hybriden 530e med en systemydelse på 292 hk. Men nu også som 545e med en systemydelse på hele 394 hk. Og så har den en 6-cylindret benzinmotor med en himmelsk lyd.

Nå, det skal stadig være fornuftigt, og store armbevægelser har du ikke fået lov at have. Derfor har jeg til denne sammenligning valgt de to “basismodeller”, A6 50 TFSI e og 530e.

Specifikationer

BMW 530e

M Sport

Motor: R4, plug-in hybrid, 1.998 ccm

Ydelse: 292 hk

0-100 km/t: 5,9 sek.

Tophastighed: 235 km/t

Forbrug: 58,8 km/l

Rækkevidde på el: 62-67 km

Startpris: 638.296 kr.

Specifikationer

Audi A6 50 TFSIe

Quattro Sport Prestige

Motor: R4, plug-in hybrid, 1.984  ccm

Ydelse: 299 hk

0-100 km/t: 6,2 sek.

Tophastighed: 250 km/t

Forbrug: 66,7 km/l

Rækkevidde på el: 64 km

Startpris: 649.990 kr.

Hvad er de største forskelle mellem de to tyske PHEV’er?

A6 er den nyere af de to biler, og med kun lidt over to år bag sig i seneste udgave, går der en rum tid, før den får et facelift. Plug-in-hybriden er, som alle Audi-modeller med undtagelse af R8, baseret på en platform, hvor forhjulstræk dominerer. Men fordi den med 299 hk har mange kræfter, har Audi valgt, at den skal trække på alle fire hjul. 2-liters benzinmotoren har i sig selv 252 hk. Det er langt flere benzinkræfter end i konkurrenten. Men i modsætning til BMW’en kan du ikke bruge benzinmotoren til at lade batteriet op på farten – den funktion har Audi undladt. Så strøm til elektrisk kørsel skal du altid have på via et kabel (det er jo også hele idéen med plug-in-hybrider).

Det er en automatisk dobbeltkoblingsgearkasse med syv trin, som forvalter kræfterne fra benzin og strøm. Batteriet, med en kapacitet på 14,1 kWh, fylder godt i bunden af bagagerummet, som er reduceret til blot 360 liter, mens den elektriske motor – med 143 hk – er integreret, pladsbesparende, i gearkassen.

SE OGSÅ | VIDEO: Tysk eller fransk firmabil?

Der er mange tal omkring ydelsen og kapacitet at holde styr på. Og man får hurtigt fornemmelsen af, at ikke alle tal vægter helt det samme. BMW 530e har som sagt en systemydelse på 292 hk, men det er kun ved såkaldt overboost i kortere sekvenser. Den regulære systemydelse er 252 hk. Batteriet har med 12 kWh en lavere kapacitet, men 530e har et bagagerum på 410 liter og vejer også 175 kg mindre. Det er blandt andet et mindre batteri og det faktum, at bilen (kun) trækker på baghjulene, der gør forskellen.

At finde de officielle tal for den elektriske rækkevidde er ikke helt ukompliceret. Prislister siger en ting, data-ark noget andet og pressesider noget tredje. Jeg vil i stedet sige, at jeg, over to dage, har ladet de to biler helt op ved samme ladestander, og det giver i begge biler en lovet el-rækkevidde på 52 km.

Hvordan er de på vejen?

Der er stor forskel på at køre A6 og 5-serie. Den absolut største forskel ligger i køreegenskaberne, og forskellen bliver alt andet lige forstærket af, at 5-serien optræder med det mere dynamisk betonede M Sport-udstyr, som blandt andet har en påvirkning af undervognen.

530e har klart den strammere undervogn af de to, og effekten ville utvivlsomt være endnu større med store hjul. Men testbilen er forholdsvis tilbageholdende med sine 18” “vinterhjul”. Styretøjet er kontant og reagerer prompte, og mens det får 5-serien til at skrumpe lidt i svingene, så tror jeg, det medvirker til en forholdsvis dårlig retningsstabilitet. Er der mere end svag sidevind, så skal der ofte styres kontra på rattet.

LÆS OGSÅ | Se kortet: Her er der størst risiko for at blive blitzet

Det står i kontrast til hvor perfekt hele motoriseringen og plug-in-drivlinjen fungerer. 530e har en rigtig 8-trins automatgearkasse, med momentomformer og ikke dobbeltkobling. Den er perfektion i gearkassernes verden. Smidig, hurtig og altid beredt. Samspillet mellem benzinmotoren og elmotoren går lyd- og vibrationsfrit, og du vil opleve absolut rigelige kræfter. Kører du meget på mindre landeveje og i byen, vil du også komme tæt på de cirka 50 km på el på en opladning. Kører du meget motorvej og vil gemme strømmen til brug ved lavere hastigheder, så er det bare at sætte din destination ind i navigationen. Hybridsystemet og navigationen finder sammen frem til de tidspunkter, hvor strømmen er mest til gavn, som typisk er i byen.

LÆS OGSÅ | Første danske test af Audi e-tron GT

A6 TFSI e er ingen sjov bil, og den har bestemt ikke hverken kontante eller påtrængende køreegenskaber. Det jeg godt kan lide ved den er, at den kan presses langt ud uden at vise unoder. Og så har den en affjedringskomfort, som er mere luksuriøs, mere absorberende end konkurrentens. Styretøjet er fjernt og altid mere en tjener end en kompagnon. Men på motorvejen er stabilitet og vindfølsomhed en klasse bedre end hos konkurrenten.

Jeg hverken mærker eller hører noget til skiftene mellem benzinmotoren og elmotoren. Ofte er det nødvendigt at kigge på den lille omdrejningstæller for at se, om benzinmotoren egentlig kører. Det er så perfekt i A6, som det er i 5-serien, men brugen af en dobbeltkoblingsgearkasse trækker en smule ned, fordi skiftene ved lav fart, når bilen kører som hybrid, ikke altid er perfekte.

Hvordan er førerpladsen i de to biler?

Det er egentlig forfriskende at se, hvor stor forskel der kan være på den grundlæggende indretning af førerpladsen i nye biler. Både Audi og BMW er gået fra at sværge til, at touchscreens ikke hørte hjemme i biler til at bruge dem i stor stil – men på to meget forskellige måder.

LÆS OGSÅ | Førte test: BMW 4-serie med kontroversielt design

Audi bruger en touchscreen til både infotainmentsystemet og til klimafunktioner, og skærmene er både skarpe og overskuelige. Men det vil altid være nemmere og mere trafiksikkert at dreje på en knap end at trykke på en stor skærm, når temperaturen skal hæves og sænkes. På den måde er A6 ikke uden ergonomiske fejl. Det giver til gengæld en strømlinet og ren indretning. Vil man have festfyrværkeri, får man det også med den digitale instrumentering, som er meget variationsrig og kan vise et stort Google Maps-landkort på det meste af skærmen.

Ved siden af den opvisning er den digitale instrumentering i 5-serien en fuser. Du kan ikke ændre på, at speedometer og omdrejningstæller løber som to bånd ude i siderne- Du kan altså ikke få en visning, der ligner de klassiske urskiver. Og så fra BMW, som har været kendt for simple, elegante og æstetisk tilfredsstillende instrumenteringer.

5-serien slår igen med et brag af et infotainmentsystem med større og endnu federe touchscreen end i A6’eren. Men det bedste er, at du aldrig behøver trykke på den store skærm. Der er nemlig stadig et stort drejehjul ved gearvælgeren, og der er stadig mange ægte knapper. Klimafunktionerne har rigtige knapper, og det samme har køreindstillinger og genveje i infotainmentsystemet. Ser det mere rodet ud end i Audi’en? – En smagssag, vil jeg sige.

LÆS OGSÅ | 10 irriterende trends i nye biler

A6 og 5-serie oser af klasse og kommer med kvalitetsmaterialer, som man forventer sig af de “voksne” priser. Audi’en virker som støbt ud af et stort stykke stål, når man lukker dørene og hører den præcise, tunge lyd, men materialevalget er mere spændende i BMW’en.

Hvad koster de to luksusmodeller?

Tiderne er forbi, hvor selv store modeller som A6 og 5-serie var udstyret, så alt kostede ekstra. Og så alligevel ikke helt. For mens de to i det store hele er udstyret, så man ikke behøver at besøge ekstraudstyrslisten (LED-forlygter, navigation, sædevarme), så skal der stadig betales ekstra for eksempelvis nøglefri betjening, indtræk i læder eller kunstlæder og adaptiv fartpilot.

SE OGSÅ | VIDEO: Spar penge med fornuftig og glidende kørsel

Beskatningsgrundlagene og listepriserne for A6 50 TFSI e og 530e ligger forholdsvis tæt, hvilket ikke ligefrem er en overraskelse. Audi sender A6’eren af sted med et beskatningsgrundlag på 585.000 kr. og en listepris på 650.000 kr. BMW 530e kommer med et beskatningsgrundlag fra 550.000 kr. og en listepris fra 640.000 kr. (den testede M Sport står til 585.000/680.000 kr.).

Hvis den grønne profil virkelig skal følges til dørs, så skal der installeres en ladeboks på din adresse, så du på et par timer kan lade din nye luksussedan op. Den udgift lægges i øvrigt til beskatningsgrundlaget.

Hvilken bil vinder?

Det er forbløffende tæt løb, og det er et løb med to meget velfungerende, lækre biler, som rent faktisk også fungerer godt som plug-in-hybrider. Hybridsystemet i A6 50 TFSI e og 530e spiller uden de mindste gnidninger, og både den ene og den anden sedan har rigeligt med kræfter.

LÆS OGSÅ | Stort prishop: Din brugte bil er steget markant i værdig

Der er ingen klar vinder, så du skal selv i gang med at overveje, hvad du er mest til. Audi’en med den stilrene kabine og de solide, komfortable køreegenskaber? Eller BMW’en med klassisk baghjulstræk, kontante køreegenskaber og den mere tilgængelige førerplads? Smag og behag skal afgøre det, men begge biler er værd at krydse af på listen over firmabiler.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS