september 12, 2024

Test: Mere plads og smartere design i BMW i5 Touring

En af de bedste elbiler i den dyre ende af skalaen er lige blevet endnu bedre. Mød BMW i5 Touring, der som stationcar giver endnu mere mening.

TEKST & FOTO Jacob Dalby

Inden verden gik af lave, og alle pludselig ville have højbenede SUV’er i indkørslen, var det stationcars, der var drømmen herhjemme. Og imens der bliver sprøjtet elektriske SUV’er ud fra bilfabrikkerne, er mulighederne få, når det kommer til elektriske stationcars.

På øverste hylde finder vi Porsche Taycan Sport Turismo og Cross Turismo, som kan diskuteres, om det overhovedet er en stationcar. Så er der VW ID.7 Touring og Nio ET5 Touring (hvis tilstedeværelse på det danske marked er tvivlsom) samt de to søskende Peugeot E-308 SW og Opel Astra-e Sports Tourer.

Og så er der denne; BMW i5 Touring. I skrivende stund er der ingen rigtige konkurrenter i samme prisklasse, men omkring årsskiftet skal BMW kigge sig over skulderen, hvor Audi A6 Avant e-tron rammer det danske marked.

Både BMW i5 Touring og Audi A6 Avant e-tron har en startpris på lige omkring 600.000 kr. Og på papiret ser Audien ud til at have en fordel, når det kommer til specifikationer. Men som vi ved, handler biler om langt mere end specifikationer.

Plads til det meste

Stationcarudgaven af i5 udmærker sig selvfølgelig ved et større bagagerum end sedan-udgaven. Det rummer 570 liter og op til 1.700 liter, når bagsæderne bliver lagt ned. Takket være stationcar-formen er der også mere loftshøjde at gøre godt med på bagsæderne – især en fordel, hvis du fragter dine teenagere rundt til diverse aktiviteter.

Men den mere praktiske facon klæder endda i5. Meget, hvis du spørger undertegnede. Særligt med M Sport-udstyr, som testbilen er monteret med.

Merprisen på 35.000 kr. giver blandt andet Alcantara-indtræk og M Sport-undervogn, men derudover er det meste kosmetik. Selv hvis det udelukkende var kosmetisk, var M Sport stadig den rette – udelukkende på grund af det pænere design.

i5 Touring kommer også i en noget hurtigere variant i form af M60 med hele 601 hk. Men tro mig: Den er der ingen, der har brug for. eDrive40 er al rigeligt. Det skulle lige være, hvis du er afhængig af, at din bil har firehjulstræk. For nu er det nemlig kun muligt i M60, hvis din i5 skal være en Touring.

i5 Touring M60 klarer 0-100 km/t på 3,9 sekunder men rækkevidden er endnu kortere end basisvarianten. Til gengæld koster den over en million kroner.

Komfortabel transport af familien

Når vi sammenligner med andre elbiler, kan BMW i5 virke til den konventionelle side. Der er designmæssigt ikke gjort det store for at få i5 til at se futuristisk ud. Næh, i5 føles nærmere som at komme hjem, og jeg er sikker på, at det vil tale til mange, der stadig ikke har vænnet sig til tanken om, at de skal køre elektrisk på et tidspunkt.

Det samme gælder måden BMW i5 Touring opfører sig på vejen. Det er en gedigen, komfortabel og særdeles lydløs oplevelse at tage på tur. Det hele foregår ubesværet, blødt og smidigt.

Særligt assistentsystemerne i i5 er i en klasse for sig. Eksempelvis den adaptive fartpilot, der tilpasser farten til den forankørende. Der er ingen hak, ingen overraskelser, og selvom personen foran kører, som havde han træben, tilpasser i5 smidigt hastigheden. En ren og skær fornøjelse.

Undervognen er samtidig sat komfortabelt op, så ujævnhederne absorberes på fornem vis. Særligt ved landevejs- og motorvejshastighed, er oplevelsen decideret sublim. Men den er heller ikke for blød til, at det går ud over de sportslige køreegenskaber.

Selvom i5 Touring vejer over 2,2 tons, er balancen og måden den angriber svingene på helt på niveau med, hvad vi forventer os af en BMW – og helt på højde med en god, gammeldags BMW 5-serie.

Udfordringerne

Det lyder fryd og gammen det hele, men i5 er selvfølgelig ikke uden udfordringer. Rækkevidden i den virkelige verden er til den korte side og det fede design er ikke det mest aerodynamiske, så forbruget er heller ikke ligefrem klasseledende.

Det kan du læse mere om i vores test af BMW i5 sedan herunder. Blandt andet hvordan i5 klarer sig under vinterlige forhold.


SPECIFIKATIONER

BMW i5 eDrive40 Touring
M Sport

Motor: Elmotor
Ydelse: 340 hk / 430 Nm
0-100 km/t: 6,1 sekunder
Tophastighed: 193 km/t
Forbrug: 16,9 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 81,2 kWh
WLTP Rækkevidde: 549 kilometer
Ladekapacitet: Op til 205 kW
Mål (L/B/H): 444/187/165 cm
Køreklar vægt: 2.255 kilo
Trækvægt: 1.500 kg
Bagagerumsvolumen: 570 – 1.700 liter

Pris: 625.000 kr. (i5 Touring fås fra 590.000 kr.)
Privatleasing, 36 mdr., 15.000 km (engangsydelse/mnd. ydelse): 40.000 kr. / 6.495 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: 550.000 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS