Det er præcist et år siden, jeg sidst havde fingrene i en MG4. Dengang var konklusionen, at den ikke længere kunne være med. Assistentsystemerne manglede en seriøs kalibrering, og det samme gjorde infotainmentsystemet, mens prisen i stedet manglede et hug nedad.
Testbilen, jeg har fingrene i nu, er faktisk nøjagtigt den samme, jeg kørte i for 12 måneder siden. Her er de samme tålmodighedsprøvende assistentsystemer samt et infotainmentsystem, der på hurtighed og layout fortsat ikke kan kaldes tidssvarende.
Til gengæld har den fået prishugget. Testbilen er blevet hele 55.000 kr. billigere, så den nu starter i 199.999 kr. Det ændrer selvsagt billedet for MG4 Luxury, der med pæn rækkevidde, god plads og sjove køreegenskaber kan konkurrere med brugtmarkedets slagtilbud.

Hvad kan man få?
Jeg er med på, at der efterhånden findes et par andre nye elbiler, der også fås for under 200.000 kr. Samtlige af disse er dog enten en hel klasse mindre end MG4, som Renault 5 og BYD Dolphin Surf, udstyrsmæssigt skrabet som en fitness-dronnings rugbrødsmad, eller begge dele.
Tag bare Peugeot E-2008, der også fås fra 199.990 kr. i indgangsniveauet Style, hvor der hverken er sædevarme, bakkamera eller klimaanlæg.
Her skal man huske, at det er en Luxury, man får, hvis man køber sig en MG4 til 199.999 kr. Det betyder klimaanlæg, varme i rat og forsæder, 360-graders kamera, nøglefri betjening og jeg skal komme efter dig.
Vil man have den slags udstyr til den pris, skal man orientere sig mod brugtmarkedet. De nyeste og mest iøjnefaldende modeller, som man kan sammenligne med på pris, plads, rækkevidde og udstyrsniveau, er Cupra Born og Opel Astra Electric.



Med Cupra Born skal man acceptere, at bilen har kørt op mod 50.000 kilometer, mens man med Opel Astra Electric typisk må acceptere en årgang 2023 eller 2024. I begge tilfælde er der således forsvundet en god bid af garantien.
Det samme gælder for Hyundai Kona, hvor den seneste generation nærmest ikke fås til under 200.000 kr., samt for Tesla Model 3, der til denne pris typisk har kørt tættere på 70.000 kilometer.
Fordelene
Den overliggende fordel ved at slå til og vælge en spritny MG4 Luxury er selvfølgelig, at bilen er ny. Du får fem års garanti eller op til 150.000 kilometer. Det er lang tid med ro i maven og en vished om, at hvis noget går galt, triller man blot på værkstedet og får det fikset uden regning.
Læs også: Duel: VW ID.3 slår hårdt igen mod MG4
Det er et stort plus i en bil, der som grundprodukt er rigtig, rigtig fin. Tag bare køreegenskaberne, der er bedre end samtlige af de biler, jeg remsede op i det forgangne afsnit – ny som brugt.




Hver gang jeg kommer bag rattet af en MG4, bliver jeg overrasket over, hvordan en bil så billig og simpel kan gøre mig så glad. Styretøjet er let, og undervognen velafstemt, hvilket sammen med 204 hestekræfter på bagakslen får bilen til at føles vaks.
Rent praktisk er der heller ikke en finger at sætte på MG4, der som minimum hamler op med de førnævnte brugte konkurrenter. Bagsædepladsen rummer rigeligt voksne mennesker, også på langtur, mens kapaciteten på 363 liter i bagagerummet også tager vare på disses habengut.
Og hvad så med teknikken, er den helt uddateret? Nej, faktisk ikke. Med et batteri på 64 kWh kører MG4 Luxury op til 450 kilometer på en opladning, mens strømmen fyldes på igen med op til 140 kW DC.






Faldgruberne
Det skal heller ikke lyde som om, at en besparelse på 55.000 kr. får al svie og smerte til at forsvinde som dug for solen. Og, som nævnt til at begynde med, er assistentsystemerne sammen med infotainmentsystemet en akilleshæl for MG4.
Assistentsystemerne er blevet opdateret siden lanceringen i 2022 og er langt fra så latterlige, som de var dengang. Skarpe er de dog ikke blevet, med en skiltegenkendelse der er ren tombola, og en vognbaneassistent der bare er middelmådig til at gribe ind med ynde, når man nærmer sig stregerne i vejen (eller når den tror, man nærmer sig).
Infotainmentskærm og dertilhørende system er bedaget i layout og betjening. Den 10,25” store skærm har i virkeligheden en god opløsning, men lades i stikken af et kluntet system med langsom reponsivitet.

I betjeningen af MG4 er der én ting, som jeg elsker at hade: drejehjulet til gearvalg. Der er sjældent system i, hvornår bil og drejehjul er klar til at skifte, og man ender med at dreje en fire-fem gange, før man får sat bilen i Drive og kommer afsted.
DEN ENDELIGE DOM
Så! Er MG4 Luxury bedre end brugt? Ja. Det synes jeg. Alene sikkerheden i at få sig en helt ny bil med frisk fabriksgaranti til den pris er nok til, at man bør overveje den. Dertil kommer, at den er rummelig, velkørende og hurtigladende til en grad, så den stadig kan være med de skarpe konkurrenter på brugtmarkedet.
Og så er der faldgruberne, der klart kan give anledning til frustration. Til 199.999 kr. tror jeg bare alligevel godt, at man kan tåle at slå vognbaneassistent og fartalarm fra samt sætte trådløst Apple CarPlay til den flotte skærm og glemme alt om, hvordan det hjemmegjorte MG-system ellers gebærder sig.
MG4 Luxury
Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 204 hk / 250 Nm 0-100 km/t: 7,9 sekunder Tophastighed: 160 km/t Batteristørrelse: 64 kWh Ladekapacitet: 140 kW Rækkevidde: 450 kilometer Forbrug: 16,6 kWh/100 kilometer Mål (L/B/H): 429/184/150 cm Køreklar vægt: 2.123 kg Trækvægt: 500 kilo Bagagerumsvolumen: 363-1.165 liter Startpris: 199.999 kr. Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995 kr./2.995 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst



