december 12, 2022

Duel: MG4 og Renault Megane E-Tech er ikke så tætte som ventet

MG4 og Renault Megane E-tech fik podieplaceringer til Årets Bil 2023 – hvordan klarer de sig mod hinanden?

Tekst & foto: Simon Hallenslev

Det blev til en henholdsvis anden- og tredjeplads til MG4 og Renault Megane E-Tech ved Årets Bil 2023. De blev løbet over ende af den charmerende VW ID.Buzz med blot ét point mere end MG og 30 point mere end Renault.

Bevares, VW ID.Buzz er fed – men den er også både stor og halvdyr. Er man på udkig efter en lille, elektrisk bil nummer to til husstanden, står de to resterende podiepladsindehavere i virkeligheden som bedre bud.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om anden- og tredjepladsen er en retvisende rettesnor for, hvilken man skal vælge – eller om placeringerne byttes rundt i løbet af en uges test? Vi sætter MG4 mod Renault Megane E-Tech. 

Hvordan kører de?

Elbiler mod strømmen

De to duellanter har et fedt, fælles fodslag i en lav køreklar vægt. Begge går således mod strømmen af gumpetunge elbiler med en kampvægt omkring 1.700 kg, hvilket er ganske pænt – i hvert fald i elbilterminologi.

Til duellen er det med andre ord to agile banditter, der stiller klar med lidt over 200 hk hver. Begge har ret beset evnerne til at være lidt krydderi på hverdagen, når ungerne er afleveret i daginstitutionen, og man tager den kringlede bagvej til arbejdet.

LÆS OGSÅ | Duel: Nissan Ariya udfordrer favoritten Skoda Enyaq

Renault Megane E-Tech står strammere på en undervogn, der virker mere avanceret end den halvbløde sag, som MG4 kører på. Franskmanden har mindre krængning uden at det koster på komforten, hvor de ellers er rimeligt ligeværdige. Kun rimeligt, fordi den kinesiske undervogn slår igen, når ujævnhederne bliver for skarpe.

Duellanterne har hver en akilleshæl, der for Renault Megane E-Tech er forhjulstræk og for MG4 er styretøj. Trods en avanceret konstruktion kan Renault ikke bøje fysikkens love, og når vejen er våd, er understyring ikke umuligt.

MG4 har baghjulstræk, hvilket eliminerer understyring og giver et lille ekstra pift til dynamikken i forhold til den forhjulstrukne franskmand. Til gengæld er styretøjet i MG4 komplet blottet for feedback og kan bedst beskrives som slapt.

Lige rækkevidde og slet sikkerhed

MG4 er opgivet til 435 km på en opladning med 204 hk, mens Renault Megane E-Tech med 220 hk er opgivet til 442 km. Her er Megane mere effektiv, da den trækker en smule mere rækkevidde ud af et batteri på 55 kWh forhold til MG4, der kører med 64 kWh batteri og har færre kræfter at gøre godt med.

LÆS OGSÅ | Duel: Kia EV6 og Skoda Enyaq er ikke folkefavoritter for sjov

Når batterierne udsættes for det danske vinterklima, kan man forvente en realistisk rækkevidde på omkring 350 km med blandet kørsel. Renault virker mere rækkeviddestabil og kan lokkes tættere på 400 km, hvis man passer på.

Renault trumfer også med at få strømmen på batteriet igen med 22 kW AC mod 11 kW AC i MG4. På DC præsterer de henholdsvis 130 og 135 kW, hvilket ikke er mere end ordinært. Den hurtige AC-ladning er her et stort, fransk es i ærmet, fordi den åbner for hurtig ladning på landets mange offentligt tilgængelige AC-ladere.

På sikkerhedssystemerne er det ikke så meget Renault, der trumfer, som det er MG4, der spænder ben for sig selv. Snuser man til spærrelinjerne, kvitterer vognbaneassistenten med heftige ryk. Adaptiv fartpilot og autopilot trænger mildest talt til opdateringer, da fartpiloten nærmest katastrofebremser, mens autopiloten aldrig rigtigt finder midten af kørebanen.

Hvordan er kabinerne?

To niveauer af god

Første gang jeg havde fingrene i MG4, var jeg ret overrasket over kabinen. Selvom jeg vender tilbage til priserne, kan jeg roligt nævne, at den kinesiske duellant klart er den billigste af de to og må betragtes som en vaskeægte budgetbil. Derfor overraskede mængden af bløde materialer mig.

LÆS OGSÅ | Duel: Kan Cupra Born banke VW ID.3?

Det gør det sådan set stadigvæk. Instrumentbordet, dørsiderne, armlænet, rattet… Det føles alt sammen blødt og solidt. Sæderne giver god støtte, selvom de trods alt er beklædt i et materiale, der lugter lidt af budgetoptimering. Det er noget tyndt. Alt i alt virker kabinen dog skruet godt sammen til en grad, hvor VW ID.3 kan pakke sine sydfrugter.

I direkte sammenligning er Renault Megane E-Tech også god – og lidt til. Foruden gode, bløde og solide materialer, er der her tænkt på løsninger, der er lækre og virker eksklusive. Der er et perforeret stykke plastik maskeret som træ i dørsiderne, som ser lige dele klassisk og futuristisk ud. Under skærmen er et område, hvor en smartphone kan stå stabilt.

Det er de små, lækre ting, der gør den store forskel i franskmanden. Helt apropos er gearvælgeren, der er en stilk bag rattet, også en smart lille ting, der gør, at en trepunktsvending kan klares på rekordtid. Her har MG4 i skarp kontrast et drejehjul, der lever sit eget liv og er 100 år og en sommer om at fatte, om man vil frem eller tilbage. Et kæmpe irritationsmoment.

Google hjælper

Ser man på infotainmentskærme- og systemer, gentager ovennævte scenarie sig. Det er udmærket i MG4: Skærmen er klar i opløsningen, fint trykfølsom og udmærket intuitiv. Er man for hurtig på aftrækkeren, kan selve systemet tøve lidt, og klimafunktionerne er lidt for godt gemt væk til, at det er sikkert at pille ved under kørsel.

LÆS OGSÅ | Duel: Renault Megane E-Tech Electric vs. Kia EV6 – fede og vidt forskellige

Megane E-Tech kører med Renaults sidste nye system. Det hedder OpenR, og det er lige i skabet. Her er Google Play, så man kan hente applikationer som Spotify og Google Maps direkte til bilen, hvilket bare spiller. Foruden at være pænt og intuitivt, er systemet ikke sådan til at stresse eller slå ud af kurs.

Plads og praktik

MG4 pakker 363 liter i bagagerummet, mens Renault Megane E-Tech har plads til 440 liter. Det er ikke alene en overlegen sejr på de håndgribelige mål, men også i måden, bagagerumspladsen er udnyttet. I Megane er bagagerummet dejligt dybt, mens MG4 har et noget smallere rum, der er længere.

LÆS OGSÅ | Duel: Hyundai Ioniq 5 vs. Kia EV6 – Hvilken er bedst?

På bagsædet tager MG4 en sejr, om end det er en kneben en af slagsen. Bagdørerne åbner bredere, hvilket gør det lettere at smide en barnestol på bagsædet. Bagsædet tager derudover en smule bedre imod vertikalt velsignede bagsædepassagerer, da der er bedre knæplads end i franskmanden. 

Lårene er til gengæld hævet mere fra siddepuden i MG4, da Renault Megane E-Tech kører med en smallere batteripakke. Det kan have betydning for komforten på længere ture.

Priser og udstyr

Stor forskel

Når alt kommer til alt, så er der ret stor forskel mellem de to duellanter. Renault Megane E-Tech har mere at byde på og virker såvel mere komplet som teknisk avanceret – i kabinen, i køreoplevelsen og i de utallige små, lækre detaljer.

LÆS OGSÅ | Test: MG4 viser, at forhåndsindtrykket kan snyde

Verden er sjældent skruet sådan sammen, at gode ting er gratis, og den store forskel mellem duellanterne kommer også med en ret stor prisforskel. MG4 starter i 284.999 kr. (en udgave med kortere rækkevidde og 170 hk koster 249.999 kr.) og det er med en ordentlig spandfuld udstyr: LED forlygter, eljusterbart forsæde, 360-kamera, 10,25” infotainmentsystem med navigation og stor sikkerhedspakke (hvor meget den end er værd).

Renault har fjernet priserne på Megane E-Tech, da lageret er tømt og 2023-priserne ikke er klar endnu. Jeg ved dog, at den til 2022-priser, 60 kWh-batteri og 220 hk kunne fås fra 349.990 kr., men uden samme mængde standardudstyr som den kinesiske duellant. Med en tilsvarende mængde udstyr var Megane E-Tech mindst 100.000 kr. dyrere.

Er Renault Megane E-Tech merprisen værd? Ja. Den er mindst 100.000 kr. federe end MG4, som dog stadig skal ses som den veludstyrede budgetbil, den er. Målt på finish, detaljer og sømløshed ved hverdagsbrug halter den bare betragteligt efter franskmanden, hvorfor podieplaceringerne i en direkte sammenligning ikke magter opgaven som retvisende rettesnor.


MG4 Luxury 

Motor: Elmotor (bagtil)
Ydelse: 204 hk/250 Nm
0-100 km/t: 8 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 16,6 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 64 kWh
Rækkevidde: 435 kilometer
Ladekapacitet AC/DC: Op til 11 kW / 135 kW
Mål (L/B/H): 429/184/150 cm
Køreklar vægt: 1.685 kilo (egenvægt)
Bagagerumsvolumen: 363 liter
Startpris: 284.999 kr. (MG4 fås fra 249.999 kr.)


Renault Megane E-Tech Electric EV60

Motor: Elmotor (foran)
Ydelse: 220 hk / 300 Nm
0-100 km/t: 7,5 sekunder
Tophastighed: 160 km/t
Forbrug: 15,5 kWh/100 kilometer
Batterikapacitet: 
60 kWh
Rækkevidde: 442 kilometer
Opladningshastighed AC/DC: Op til 22 kW / 130 kW
Mål (L/B/H): 420/177/151 cm
Køreklar vægt: 1.743 kilo
Bagagerumsvolumen: 
440 liter
Startpris: 349.990 kr. (2022)

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS