Internettet raser over det nye Jaguar
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
Tekst & foto: Morten Bek / d. 24. juli 2021
Det lovede allerede virkelig godt, da de første billeder af den nye Hyundai Tucson blev frigivet i september sidste år. Den slog mig øjeblikkeligt som speciel, attraktiv og nytænkende. Det blev bestemt ikke værre, da jeg kort før jul kom bag rattet af den nye koreaner, og bortset fra lidt syrlighed, fra min side, i forhold til affjedringen i udgaver med store hjul (17” er da heldigvis standard) og det underlige træk, at SUV’en kun i de dyreste udgaver har LED-forlygter, så er min begejstring ikke aftaget efter at have været gennem et par testbiler i det forgangne halve år.
Men den Tucson jeg har ventet på, og den Hyundai selv har ventet på, kommer først nu. En Tucson, som rigtig kan rykke ved modellens popularitet i Danmark. Det kunne selvfølgelig være den brutale N-version, jeg tænker på, som får endnu større hjul og et eller andet sted omkring 300 hk. Men så tabt bag en vogn føler jeg mig alligevel ikke. Det er selvfølgelig plug-in-hybriden, vi har ventet på. Mange hestekræfter, mulighed for at køre omkring på strøm alene – og attraktive priser.
SE OGSÅ | VIDEO: Det er billigere at låne penge til en “grøn” bil
Hyundai-importøren har sikret danskerne meget attraktive priser. Tucson PHEV er ikke billigst i klassen, men den ligger ikke langt fra bundniveauet. Og når jeg så tæller med, at koreaneren har noget, de fleste konkurrenter ikke har, så virker priserne – fra 310.000 kr. – i den grad attraktive.
Motor: R4, 1.598 ccm + el
Ydelse: 265 hk/350 Nm
0-100 km/t: 8,2 sek.
Tophastighed: 191 km/t
Forbrug: 71,4 km/l
Rækkevidde på el: 62 km
Startpris: 359.995 kr.
(Tucson PHEV fås fra 309.995 kr.)
Måske du vil synes, det er ligegyldigt, at Tucson PHEV har firehjulstræk. Men det et USP for Hyundai – Unique Selling Point: Et element som er så specielt, at det er et salgsargument. For de fleste danskere har firehjulstræk i en SUV, der i værste fald kommer ud på en grusvej, men aldrig ud for ret meget andet, der kan minde om terræn.
Men fordi plug-in-hybrider har mere power end deres artsfæller med benzin- eller dieselmotor, hvor forhjulene belastes af både elmotorens og benzinmotorens kræfter fra stående start, så er hjulspind og kræfternes forstyrrelse i rattet (som får rattet til at trække til siderne) nærmest en standardting. Det må man leve med i biler som Ford Kuga PHEV, Peugeot 3008 Hybrid og VW Tiguan eHybrid.
Således ikke i Tucson PHEV. Den har flere kræfter end konkurrenterne i prisklassen, og den kan uden problemer overføre dem alle til asfalten. Fordi den har firehjulstræk.
Når alt lægges sammen, er ydelsen 265 hk og 350 Nm. Du får 225 hk i Kuga PHEV og søskendemodellerne Peugeot 3008/Citroën C5 Aircross/Opel Grandland, mens Tiguan eHybrid med drivlinjen fra Golf GTE har 245 hk.
Benzinmotoren er en 1,6-liters turbomotor, som svarer til den, der bruges i de rene benzinudgaver af Tucson. Elmotoren sidder oppe foran, og med 91 hk har den rigeligt til at drive Tucson hurtigt op til landevejsfart.
Batteripakken, som sørger for den lave danske pris og muligheden for at køre på strøm, har en kapacitet på 13,8 kWh. Fuldt opladet vil der i bedste fald være til cirka 62 kilometer på strøm på en fuld opladning. Opladning kan køre med maksimalt 7,2 kW, så med lidt hovedregning er batteriet ladet op på under to timer, hvis man har en opladningsmulighed, der kan levere 7,2 kW i timen. Fordi Hyundai forstår at tænke fornuftigt, så er batteripakken gemt af vejen i bunden af bilen. Der er ingen kompromisser omkring bagagerumsplads eller bagsædets monteringshøjde. Det er præcist, som det skal være, og står i modsætning til mange langt, langt dyrere biler.
LÆS OGSÅ | TEST: BMW 545e er den fedeste plug-in hybrid
Efter en opladning oplyser Tucson mig om, at vi sammen kan tilbagelægge 54 kilometer uden at få benzinmotoren vækket. Det oplyser den i menuen i infotainmentsystemet (10,25” skærm kun som standard i øverste udstyrsvariant, Advanced), hvor man også kan se ladestationer, ladetid, strømforbrug, hvornår benzinmotoren har kørt og meget, meget mere.
Auto-modus, hybriddrift og EV (elektrisk) er de tre muligheder for at forvalte strømmen og benzinmotoren, og auto virker som den fornuftige vej. Jeg kører fra Aarhus til Randers, hvor jeg spænder en lille campingvogn bagpå (cirka 900 kilo) og kører med den i 40-50 kilometer. Derefter direkte ad landevejen til Struer.
Mange PHEV-modeller ville tømme batteriet på turen fra Aarhus til Randers (min rute er 40 kilometer), og det ville være gået hurtigt på motorvejen. Jeg ved ikke, hvad Hyundai kan, men jeg er helt seriøs, når jeg siger, at den forvalter strømmen så fornuftigt ved bykørsel og på landevejen. Først 20 kilometer inden Struer løber jeg tør for strøm, og på det tidspunkt har jeg kørt cirka 170 kilometer. Mens det selvfølgelig betyder, at benzinmotoren har kørt meget af tiden, så er min opfattelse den, at Tucson PHEV har et lavt strømforbrug.
Hvis lavmålet for hvor godt en plug-in-hybrid-drivlinje virker er Ford Explorer PHEV, og det bedste af det bedste er BMW 545e, så ligger Tucson PHEV tættere på den bedste. Der er ingen trinløs CVT-gearkasse (hylende omdrejninger…) og ej heller en dobbeltkoblingsgearkasse (hakkende skift især ved lav fart…). Den har i stedet, en traditionel automatgearkasse med seks trin, som gør det godt, for ikke at sige rigtig godt. Jeg har ikke prøvet en plug-in-hybrid i prisklassen omkring 300.000 kr., der har en så smidig drivlinje.
LÆS OGSÅ | TEST: Det bliver et klart og rungende nej tak til Ford Explorer
Selv når strømmen så er brugt, altså den du via kabel har ladet på bilen, vil infotainmentsystemet sige, der er 13-16 procent strøm på batteriet. Den portion bruger systemet til at køre på strøm meget af tiden i by og på land. Langt, langt mere end jeg har oplevet i en konkurrent som Opel Grandland X Hybrid. Det har meget positiv indvirkning på forbruget, som helt uproblematisk kan ligge på 20 km/l eller derover.
Benzinmotoren kan finde på at snerre, når den op ad en bakke er ene om at drive den mindst 1.818 kilo tunge SUV. Jo mere udstyr bilen har, desto tungere: Advanced med ekstraudstyr vejer op til 1.924 kilo. Men helt ærligt, hvis du har hørt på 1,3-liters motoren i Mercedes-Benz GLA 250 e eller 1,6’eren i Peugeot 3008 Hybrid4, så er Hyundai-motoren som honning i øregangene…
Vægten oplever jeg ikke som et problem. Omkring 300 kilo mere end hvad en Tucson diesel vejer har en positiv effekt på affjedringskomforten. Selv om PHEV’en har 19” hjul som standard, fjedrer den langt mere smidigt og luksuriøst.
LÆS OGSÅ | TEST: Ford Kuga Hybrid er den misforståede søster, som ingen vil have
Jeg er endnu engang imponeret over de fyrstelige pladsforhold, den interessante og samtidig tilfredsstillende overskuelige opbygning af førerpladsen og støjniveauet i den nye Tucson.
Tucson PHEV fås som Pure, Essential, Advanced (testbilen) og endelig som N Line. Priserne er 309.995 kr., 324.995 kr., 359.995 kr. og 374.995 kr.
Jeg synes stadig det er besynderligt, at en ny mellemstor SUV ikke har LED-forlygter som standard. Det gælder for Pure og Essential, for de er inkluderet i Advanced og N Line. Pure-versionen til 309.995 kr. er langt mere veludstyret end Pure-versionen af Tucson som benzin eller diesel. Varme i forsæderne, adaptiv fartpilot, læderrat, p-sensorer, tagræling og meget mere er først standard i Essential til 324.995 kr. Så Pure er et godt bud, hvis du kan leve uden LED-forlygterne.
Advanced og N Line koster selvfølgelig lidt mere igen. De to er i øvrigt stort set identisk udstyret, hvor N Line blot spiller på et “sportsligt” design. Bortset fra at de mangler el-betjent bagklap (7.495 kr.), så har de næsten alt, hvad der skal være af udstyr.
Sammenligninger er altid interessante. Og når det kommer til Tucson PHEV, så er det meget nemt at lave dem. Der er nemlig rigtig mange konkurrenter. De billigste konkurrenter er MG EHS PHEV fra 269.999 kr., Ford Kuga PHEV fra 289.900 kr., Citroën C5 Aircross Hybrid og Opel Grandland X Hybrid fra 299.990 kr. Peugeot 3008 Hybrid sælges fra 324.990 kr., og den nye VW Tiguan eHybrid tog hurtigt et prishop fra oprindelige 369.995 kr. til nu at koste mindst 394.995 kr.
Ingen af de biler har firehjulstræk, og mens MG’en giver rigtig meget for pengene, så er Tucson PHEV mere raffineret. Tiguan eHybrid har en kraftig, harmonisk drivlinje og scorer højt på rigtig mange områder. Men eftersom Tiguan eHybrid koster det samme som Audi Q3 som PHEV, og ladekapaciteten kun er 3,6 kW, så virker den pludselig dyr.
Firehjulstræk fås hos Peugeot i 3008 Hybrid4 med 300 hk og Toyota RAV4 med 306 hk, og mens de har større muskler, så stikker priserne hurtigt af. Den franske model koster fra 374.990 kr., og den bil kan jeg simpelthen ikke anbefale. Udgaven med 225 hk er langt mere harmonisk. RAV4 skal du betale mindst 419.990 kr. for. Den stiller med lang rækkevidde på el, op til 75 kilometer, men den er belastet af CVT-gearkassen og, i dette selskab, prisniveauet.
Ikke overraskende står den nye Tucson PHEV rigtig stærkt i det minefelt af biler. For ikke bare er priserne i orden, men også når det gælder drivlinje, køregenskaber, indretning og design står den stærkt.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Renault 5 E-Tech Electric kommer i foråret 2025 med retro-charme og rækkevidde op til 410 kilometer. En sammenligning med den første Zoe viser, hvor langt batteriteknologien er kommet.
Med den nye MMA-platform, som debuterer i den elektriske CLA, vil Mercedes ramme ekstremt høj effektivitet. En udgave med benzinmotor skal desuden byde på forbrug som en diesel.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.