Suzuki Jimny
november 28, 2021

TEST: Suzuki Jimny mangler bagsæderne — ikke charmen

Snedige Suzuki skrotter bagsæderne i Jimny for at give den et par år mere på markedet — men giver det overhovedet mening? Vi tester Suzuki Jimny Van.

Af: Simon Hallenslev / d. 28. november 2021

I midten af sidste år måtte Suzuki stoppe for leverancerne af den lille firehjulstrækker, Suzuki Jimny, til Europa. Nye, skrappe udledningsregler gjorde, at der vankede japanerne en tre-cifret millionbøde, hvis de fortsatte med salget af den ikke-så-økonomiske Jimny. Men de har fundet et smuthul.

Jimny kan ikke trække gennemsnittet for udledningen af Suzukis personbiler ned, hvis den slet ikke sælges som personbil men som varevogn i stedet. Vil man købe den terrændygtige Jimny herhjemme i dag, er det derfor kun på gule plader.

Spørgsmålet er så, om det giver mening at købe Suzuki Jimny på gule plader? Giver den mening, når man trækker charmen ud af ligningen? Det og mere til vil jeg finde ud af, når jeg tester Suzuki Jimny Van.

Suzuki Jimny Van

Motor: R4 benzin, 1.462 ccm

Ydelse: 102 hk / 130 Nm

0-100 km/t: 12 sek.

Tophastighed: 145 km/t

Forbrug: 13 km/l

Vægt: 1.165 kg

Pris: 199.230 kr. inkl. moms

Hvad betyder Van?

Når man køber Suzuki Jimny som Van, får man naturligvis kun to sæder, mens bagagerummet vokser til 863 liter fra de beskedne 83 liter i Jimny som personbil. Det er dog ikke det eneste, der forandrer sig. Suzuki Jimny Van kan nemlig kun bestilles i Active-variant, der er sparsommeligt udstyret.

LÆS OGSÅ | TEST: Toyota Hilux er heldigvis en hård banan

På udstyrsfronten er Suzuki Jimny Van at sidestille med en bil fra slut 90’erne. Væk er infotainmentskærmen, som man kunne bestille i en almindelig Jimny. I Active må stille sig tilfreds med en lille, orangelysende LCD-skærm til radioen. Der er DAB-radio, Bluetooth-opkobling til mobilen, aircondition, en gammeldags fartpilot og en ganske utidssvarende vejbaneassistent. Det er dét, man får i Suzuki Jimny Van Active.

Hold dig fra motorvejen

Mens udstyrsniveauet leder tankerne på 90’erne, er køreoplevelsen mere som en veteranbil fra 60’erne. Veteranoplevelsen starter med støjisoleringen, der er tæt på ikke-eksisterende. Den lodrette forrude gør, at vindstøjen er ret intens, og når det regner, hører man hvordan vandet slår op i hjulkasserne.

Triller man ud på motorvejen er vind- og vejstøjen dog ingenting i forhold til det lydniveau, som både motor og gearkasse lægger for dagen. Gearkassen hviner som på en klassisk racerbil og er desuden kun velsignet med fem gear, hvorfor en motorvejshastighed på 110 km/t resulterer i 3.500 omdrejninger og en konstant, højtonet motorlyd.

LÆS OGSÅ | TEST: Den korte udgave af Land Rover Defender taler til et langt smallere publikum

Den smalle og høje bil er ret vindfølsom, og danser flittigt fra side til side mellem motorvejens linjer. Motorvejsdansen skyldes også et helt igennem slapt styretøj, der ikke giver antydningen af følelse med forhjulene. Til gengæld krænger den ad Pommern til, hvilket heller ikke gør den til en landevejskriger.

Bykørslen skuldres heldigvis lidt bedre af Jimny, der med sin højde og drøjde eller mangel på samme kan smides ind i de snævreste båse, mens stålfælge og ballondæk besejrer selv de tarveligste kantsten. Med et moment på 130 Nm skal armen vrides på ryggen af den 4-cylindrede sugemotor, før der sker noget, og i storbyjunglen lokker den nemt et skævt smil af sig, når man med 5.000 omdrejninger suser ind og ud af morgentrafikken. Selvom styretøjet er mærkeligt afvejet, skifter den retning, som den skal, og opleves fint agil.

Pladsproblemer

Bagsæderne i en almindelig Jimny var ret elendige og kunne kun bruges til nød af kortbenede bagsædepassagerer. Jeg græder med andre ord ikke snot over, at de ikke er at finde længere. Ombygningen til varevogn giver 10 gange mere plads i bagagerummet end i en almindelig Jimny,  og alligevel har jeg noget at brokke mig over. Varevognsombygningen giver nemlig pladsproblemer på forsædet i stedet.

LÆS OGSÅ | TEST: Subaru Outback er komfortabel, men trænger til forstærkning

Ombygningen til varevogn er løst ved, at adskille ‘førerhuset’ fra bagagerummet med et metalgitter. Det er sikkert fint til at gribe genstande, før de rammer mig i nakken ved hårde opbremsninger, men begrænser også justeringsmulighederne af forsæderne. Man sidder per automatik rankt (og dårligt), ligesom personer over 1.80 får reelle pladsproblemer bag rattet.

Resten af kabinen er i stil med den 90’er-orientering, jeg har beskrevet tidligere. Det betyder både, at plastmaterialerne er hårde og skrattede, men også at opsætningen af instrumenterne er komplet forvirringsfri. Der er ingen dumme undermenuer at blive væk i, men i stedet fysiske og fumlefri knapper, der er placeret inden for armslængde.

Berettigelsen

Jeg kan godt høre, at min anmeldelse indtil nu bevæger sig i den bitre ende af spektret, og det gør den fordi, Suzuki Jimny Van er uduelig til ret mange ting. Alligevel er Jimny undskyldt, da den i realiteten ikke er udviklet med asfalterede veje som førsteprioritet. Selv beskriver Suzuki deres Jimny som en rendyrket offroader, og det er hverken en løgn eller en overdrivelse.

På den lille gearstang mellem sæderne betjenes reduktionsgearkassen, hvor firehjulstræk og lavgear kan vælges helt uden dikkedarer. Glem alt om komplicerede terrænprogrammer og elektronik, der skal slås til i en moderne Land Rover. Når firehjulstrækket er tilsluttet, er det bare bilen og dig mod elementerne.

LÆS OGSÅ | TEST: N-Line er sportskrydderi til fornuftig Hyundai i20

Den køreklar vægt på beskedne 1,1 ton og den klejne statur gør, at kun meget få steder er ufremkommelige for Jimny. Den hopper, danser og trækker sig gennem selv det sværeste terræn. Det er med andre ord her, bilen køber sig til sin egen berettigelse, og her man for alvor fornemmer den pokkers charme, som den forenede motorpresse har beskrevet den med.

Charmen er ikke noget, man kan trække fra Suzuki Jimny. For uanset hvor fjollet og uduelig den er, så gør den op for det meste. Ikke kun på sin terrænduelighed men også sin personlighed. En VW Up er uden diskussion et mere fornuftigt og velkørende valg som bybil, men ved siden af en Jimny er den decideret kønsløs. Så vil jeg hellere leve med de skøre, skæve og irriterende finurligheder ved Jimny, der til gengæld kan give mig et smil på læben.

Så giver Suzuki Jimny Van mening?

Nej. For størstedelen af de danske bilkøbere, vil Suzuki Jimny Van ikke give mening. For den skydeglade godsejer, landinspektøren eller skovfogeden, kan den måske give mening, fordi den kan smy sig gennem alle typer terræn med plads til en jagthund, et halvt dusin nedlagte fasaner eller en motorsav.

For børnefamilien duer bilen selvsagt ikke grundet de manglende bagsæder, og for pensionistparret er den ganske enkelt for larmende og klodset. Selv hvis man trækker støjen og manglen på køredynamik fra ligningen, vil Suzuki Jimny Van ikke være interessant for mange. Og det skyldes prisen.

LÆS OGSÅ | Første test: Dacia Spring Electric – kan Danmarks billigste elbil bruges?

Suzuki Jimny Van koster fra 199.230 kr. Inklusive moms, hvilket er 30.000 kr. mindre end den almindelige Jimny. Selvom bagsæderne ikke duede til meget, er det et beskedent afslag for en ret betydelig mangel – og det er ikke engang den største prismæssige udfordring. Den såkaldte misundelsesafgift gør, at man får lov at slippe 8.770 kr. om året, hvis Jimny Van skal bruges privat.

Det er en synd og skam, fordi Suzuki Jimny skiller sig ud fra mængden af konforme og kønsløse mikro- og minibiler. Den er irriterende men med kant og et glimt i øjet, der gør, at den har mere personlighed end majoriteten af de biler, der kan købes i dag.

Skulle jeg vælge blindt mellem Jimny Van og enhver anden dødkedelig mikrobil som bybil, var der ingen tvivl om, at jeg ville vælge Jimny. Men når man skal undvære bagsæderne og betale så meget for at eje den, går meningen af fløjten, selvom det piner mig at skrive.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS