september 1, 2024

Test: Mesterlig motor i meningsløs Mercedes-AMG GLA 45 S

AMG opfylder forventningerne til potens og ingeniørtrylleri i opdateret GLA 45 S, mens højbenet crossover-statur sætter en kæp i hjulet på dynamikken og fjerner forståelsen for det tårnhøje prisskilt.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

Under hjelmen ligger en håndbygget herlighed, der med sine 421 hk fra fire cylindre er den kraftigste af sin slags. Et lille aluminiumsskilt fortæller, at det i denne bil er Mario, der har lagt arbejdstimer i turbomotoren på fabrikken Affalterbach. Han er garanten for, at turboen kan presse kraftværket op på knap 7.000 omdrejninger, uden at det eksploderer.

Det er en god fortælling, som hurtigt falmer, når man træder tre skridt væk. Den mesterlige motor ligger i den kompakte crossover Mercedes-AMG GLA 45 S, som trods sportstrim og AMG-skiltning stadig emmer af den højbenede familiebil, den er bygget på. Et faktum, der oprigtigt udfordrer forståelsen for startprisen på 1.161.427 kr.

AMG-overhalingen

Mercedes-AMG GLA 45 S holder til test, fordi GLA og GLB har fået friske facelifts til 2024 efter at have været på vejene siden 2019. Opdateringen er i den diskrete ende og inkluderer nye for- og bagkofangere samt ny LED-signatur i for- og baglygter.

Specifikt for AMG-varianten inkluderer opdateringen indfarvning af de bredere skærmkanter, som før var kedelig sort plast. Derudover er røde bremsekalibre og 20” fælge nu standard, mens testbilen står på 21” – begge i nye designs. Et Affalterbach-emblem sidder nu også fast på kølerhjelmen, mens en AMG-specifik grill, fire afgangsrør og en lille hækspoiler afslører, at det faktisk er en AMG.

Indvendigt kaster den generelle opdatering af GLA et opdateret MBUX-infotainmentsystem, som betjenes på en uændret skærm, der måler beskedne 8,8”. Specifikt for AMG er det nye AMG-rat, der ligesom Mercedes’ nye rat har masser af træls touchknapper. Heldigvis har AMG-rattet også to fede digitale knapper til indstilling af bilens opsætning med både tryk- og touch-funktion.

Alcantara, kontrastsyninger og imiteret kulfibertrim har også fundet vej til kabinen for en mere moderne samt sporty fornemmelse. Vigtigere er dog AMG Performance-sæderne, der kan og bør tilvælges for uovertruffen komfort og maksimal støtte. Sammen med de knaldrøde seler i testbilen giver det også den sportslige kant, som kontrastsyninger ikke kan give alene.

Den dødlækre drivlinje

Motoren er, som beskrevet indledningsvist, intet mindre end mesterlig. Bumstærk med 421 hk og 500 Nm samt med et lydbillede, der er svært at gøre federe, når man har at gøre med fire cylindre. Her er ikke høje dB som i en V8, men i stedet en hidsig hvinen afløst af små smæld fra afgangsrørene.

En fed motor er dog sjældent noget værd uden en ordentlig drivlinje. Heldigvis er Mercedes-AMG GLA 45 S udstyret med Mercedes’ såkaldte AMG Speedshift-gearkasse, der med otte trin og dobbeltkobling leverer svimlende hurtige skift.

Gearkassen sørger for, at man ikke bliver i tvivl om drivlinjens sportslige egenskaber. Ikke kun fordi den skifter, som den gør, men også fordi den er knoklet, når den er kold.

I displayet foran chaufføren står ikke kun temperaturen på olie og vand, men også den interne temperatur i gearkassen. Den skal vækkes langsomt, og når den er varm, er den smidig og hurtig uden de store akavetheder, som gearkasser med dobbeltkobling kan have.

Med i den dødlækre drivlinje findes også 4Matic+, der er Mercedes’ måde at sige “vores bedste system til firehjulstræk”. Den hugger i asfalten med stor overbevisning og ganske uden hjulspin selv med assistentsystemerne slået fra. Specifikt for AMG-modellen findes der i infotainmentsystemet programmer til tidtagning af acceleration og justeringsmuligheder af motor, gearkasse og undervogn.

Forståelsen forsvinder

Mercedes mener det, når de håndbygger motorerne og skriver AMG på bilerne. Dygtige ingeniører kan dog kun gøre så meget, når udgangspunktet er en højbenet crossover. Motoren, drivlinjen og al ingeniørtrylleriet giver mening i Mercedes-AMG A 45 S, men bliver helt meningsløst i Mercedes-AMG GLA 45 S, alene baseret på måden, den bevæger sig.

Man kommer hurtigt fra starthullet takket være den hidsige motor, men det er også dét. Den højbenede statur er en kæp i hjulet på balancen, hvorfor GLA 45 S på tragisk vis bliver en AMG, som man ikke har lyst til at køre friskt om sving i. Den kan godt køre friskt, og Mercedes’ arbejde med momentdistribution på bagakslen sender den godt ud af svingene – men det er ikke ægte sjovt.

Den klassiske AMG-fandenivoldskhed er erstattet med klodsethed, fordi balancen og præcisionen udebliver.

Undervognen er ellers rimeligt medgørlig. Den strammer op i Sport+ og Race, men er samtidigt til at leve med i Comfort. Udfordringen er et højere tyngdepunkt, der krydres med et følelsesforladt styretøj. Det er ærgerligt, fordi man i et svagt øjeblik godt kan stille sig forstående overfor merprisen, når man oplever drivlinjens herlighed. Når drivlinjen så ikke rigtigt kan bruges i virkeligheden, forsvinder forståelsen.

Forståelsen for merprisen er svær at genskabe, når kabinen, trods AMG-lir og fede sæder, stadig emmer af A-Klasse fra 2019. En lidt for lille infotainmentskærm, plastpaneler og pianolak lugter ikke ligefrem af bil til over 1 mio. kr.

Køb en A 45 S

Hvis du har pengene, så opfordres du klart til at forsøde tilværelsen med den mesterlige motor og den dødlækre drivlinje, som troldmændene fra Mercedes-AMG skruer sammen til denne platform. Vælg dog for Guds skyld en almindelig Mercedes-AMG A 45 S, så det hårde arbejde rent faktisk kan realiseres på sensommerlune landeveje.

Hvis bilindustriens popkulturelle buzzwords som ‘stort overblik’ og ‘høj indstigning’ tiltaler dig, så kan du også sagtens vælge en Mercedes-Benz GLA. Der er bare ingen mening i at erstatte ‘Benz’ med ‘AMG’ og næsten betale million mere. GLA starter i 506.699 kr. mens testbilen med 21” fælge, Performance-sæder og Night-pakke placerer sig faretruende tæt på 1,4 mio. kr. og det er der ingen mening i.


SPECIFIKATIONER

Mercedes-AMG GLA 45 S 4Matic+

Motor: Benzin, R4, 1.991 ccm
Ydelse: 421 hk / 500 Nm
0-100 km/t: 4.3 sekunder
Tophastighed: 270 km/t
Forbrug: 10,5 km/l
CO2-udledning: 216 gram/km
Mål (L/B/H): 443/185/159 cm
Køreklar vægt: 1.695 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 435-1.430 liter

Pris: 1.161.427 kr. (GLA starter fra 506.699 kr.)
Privatleasing 36 mdr. (engangsydelse/mnd. ydelse): Kontakt forhandler
Beskatningsgrundlag, firmabil: Kontakt forhandler

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS