marts 30, 2025

Test: Mini Aceman har ikke det, der skal til

Mini Aceman kunne være den gyldne middelvej mellem elbilerne Cooper og Countryman. I stedet falder den ned mellem to stole. Test af Aceman SE med 218 hk og JCW-styling.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Aceman er den første bil fra Mini, der aldrig har været tænkt som andet en 100 procent elektrisk. Sammen med den nyeste elektriske Cooper, altså den lille hatchback med tre døre, kommer Aceman rejsende til fra en BMW-samarbejdspartner i Kina.

Selv om rejsen er lang for de små Mini-modeller, og der er en ekstra told på bilerne for at få dem ind i EU, koster de hver især fra under 300.000 kr. For ekstra døre og bedre plads i Aceman betaler man kun 16.000 kr. mere end for den mindste Mini.

Det ser ud til, at man kan få en elektriske Mini til fire voksne, som starter omkring 90.000 kr. under den noget større elektriske Countryman. Det lyder, i mangel af bedre ord, som en win-win-situation.

Hvad skal det JCW-pjat til for?

Hvis bare det var så vel. Den ønskede effekt er der simpelthen ikke, og Aceman viser sig som et produkt med åbenlyse mangler. Den kommer med ting, som er gode i dens lille kinesiske søster, den elektriske Cooper, men som slet ikke passer i en lille crossover.

Før jeg når til den del, som handler om Acemans evner ud i komfort, så nogle linjer om designet. Jeg prøver at holde mig fra designkritik, og det lykkes i nogen grad. Men jeg kan ikke kigge på Aceman i den testede udgave med det stærkt fordyrrende JCW Trim uden at ryste på hovedet.

Den er direkte grim, den bil. Aceman er født med en flad front, og det er en misforståelse, at det skulle klæde den lille bil med ekstra meget sort plast. Har nogen kørt denne Aceman ind i en mur, før jeg fik den til låns? Næh, nej, den er født i Kina i den sørgelige forfatning.

Fordi Minis hjemmeside er kritisabelt ringe, når man gerne vil finde en prisliste – eller bare en konfigurator, der spytter en pris ud, så ved jeg ikke, hvad JCW Trim med flade 19” fælge og læssevis af pynt koster. 

Men den samlede regning, melder et specifikationsark leveret i forbindelse med, med XL Pakke med nøglefri betjening, anhængertræk, panoramaglastag og et bydende nødvendigt head-up-display er 410.667 kr. Der er penge, man betaler for brand-værdi, men at 407 centimeter elbil fra Kina koster det samme som to Renault 5 E-Tech… det er forkert.

Hjulene på Aceman drejer, rundt, rundt, rundt (i voldsom grad)

Med mere karosseri (og “mere” design) har Aceman mistet en stor del af den charme, der følger med en Mini Cooper med tre døre. Det er tilladt at kræve meget mere af Aceman end af Cooper. Hvorfor? Fordi Aceman har konkurrenter, hvor Cooper lidt kan tillade sig at leve i sin egen verden. En verden, hvor kompromisser kan tåles.

Som det gælder Cooper, gælder det også Aceman. Man kan få kort rækkevidde med 184 hestekræfter i Aceman E – eller lidt længere rækkevidde og 218 hestekræfter i Aceman SE. 218 hestekræfter er en belastning, der vil noget for de stakkels fordæk. Som om bilen ikke har den mindste selvkontrol, kan man lave hjulspind op til 80 kilometer eller derover. Okay, skulle det være sjovt?

Det kontante styretøj er nok det mest fornøjelige ved den måde Aceman kører på. Den er direkte, og mens det går ud over retningsstabilitet og enhver glæde ved at have nogenlunde rækkevidde, så er det i det mindste Mini-typisk.

Så er jeg nået til den del, der virkelig forsurer mit forhold til Aceman. Affjedringen er afskyelig, utilgivelig og kan kun være lavet af mennesker, som aldrig har kørt bil. De ved ikke, at en affjedring skal dæmpe ting, som ellers vil få passagererne til at hoppe op og ned i bilen. I Aceman med JCW Trim er det hop, hop, hop… 

Jeg kan se, hvordan den egoistiske Cooper kan slippe af sted med det, men det går ikke med Aceman, som skal kunne køre med børn eller voksne på bagsædet – uden at de rystes ud af vinduet, hvis det står åbent. 

Som en sidste streg i regningen omkring kørslen er der ladekapaciteten. Med alt kørende for sig kan Aceman trække 95 kW ud af laderen. 

Interiøret giver tiltrængte bonuspoint

Det er virkelig ærgerligt, at Aceman har en forkert affjedring. Måske det hjælper at slippe for JCW Trim og de 19” fælge. Måske 17 eller 18” er lykken. Tag en rigeligt lang prøvetur, hvis der efter den her opsang er nogen interesse tilbage for elbilen.

Interiøret vil forsøge at gøre op for fejlene i affjedring (og ladehastighed), og det er nemt at falde for den spektakulære indretning med den runde OLED-touchscreen, stofpanelerne, de gyldne højttalerkabinetter og håndtag. Det er spartansk, men det er samtidig attraktivt.

Der skal vel at mærke spenderes, for uden head-up-display, som er fordyrrende ekstraudstyr, har man kun den centrale skærm som instrumentering. Tak til Tesla for at introducere andre mærker til den måde at spare penge på.

I det hele taget skal der pakker og løsninger til for at gøre de mest basale udgaver af Aceman til noget rigtig sjovt eller luksuriøst. Der er pakker, som følger de samme størrelser som tøj – XS, S, M, L og XL. Minis hjemmeside er alt andet end behjælpelig, når det kommer til priser på udstyr – og priser på de forskellige modelvarianter. Men en ting kan man være sikker på, det er, at der skal bruges mange penge for at få en veludstyret udgave.


DEN ENDELIGE DOM

Mini Aceman har egentlig en rigtig god størrelse. Hverken for stor eller for lille, okay pladsforhold og mål så kompakte, at den kan parkeres på trange pladser.

Men når det kommer til basale ting som ladekapacitet, affjedring og pris er Aceman langt fra gennemtænkt. Hos Mini betaler man i dette tilfælde mange penge for et halvfærdigt produkt. Cooper med tre døre er sjovere og mere unik, og den større Countryman er langt mere komfortabel og har mere rækkevidde.

Designet kan diskuteres – og det er og bliver en smagssag. Men JCW-pakken gør den ikke den lige Mini Aceman nogen som helst tjenester. Uden JCW-stylingen ser den lille hatchback/crossover slet ikke så ringe ud – men det fjerner ikke de andre problemer ved denne elbil.


SPECIFIKATIONER

Mini Aceman SE (XL-pakke og JCW Trim)  

Motor: Elmotor (for)
Ydelse: 218 hk/330 Nm
0-100 km/t: 7,1 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Forbrug: 14,7 kWh/100 km
Rækkevidde: 383 kilometer
Batteristørrelse: 49,2 kWh
Ladekapacitet: 95 kW
Mål (L/B/H): 407/175/151 cm
Køreklar vægt: 1.785 kilo
Trækvægt: 750 kilo
Bagagerumsvolumen: 300 til 1.005 liter

Pris: 410.667 kr. (Aceman fås fra 298.329 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 15.000/4.795 kr. (Aceman fås fra 15.000/3.795 kr.)*
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

  • Privatleasingydelsen inkluderer 15.000 kilometer årligt på en 36 måneders kontrakt
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS