Ny elbil fra DS med 750 km rækkevidde
Inden udgangen af 2024 afslører DS Automobiles sin første nye model siden 2021. Den nye crossover-coupé bliver en elbil med rækkevidde omkring 750 kilometer.
TEKST & FOTO Simon Hallenslev
Et facelift er et vidt begreb. Nogle nøjes med et par nye kofangere og en ny fælg, mens andre går grundigere til opgaven. Renault har taget sit facelift af Captur seriøst og er ikke kun gået grundigt til værks med det udvendige design. Også kabinen har fået en overhaling på tech-fronten med nyt infotainment.
Grundigheden skyldes i al sin enkelthed, at Captur trængte. Den kompakte crossover har holdt sig fint til i de europæiske salgsstatistikker i fem år, og før en form for fuldelektrisk efterfølger melder klar, skal det sidste potentiale mases ud af Renault Captur.
Renault Captur er ikke til at kende. I hvert fald ikke forfra, hvor fronten har taget form som Capturs fuldelektriske storesøster, Renault Scenic E-Tech. Skarpere linjer, nye LED-forlygter og en kølergrill med geometrisk mønster samt nyt Renault-logo giver en helt frisk Captur. Bagenden ligner mere sig selv, dog med opdaterede baglygter i klart glas og med ny LED-grafik.
Foruden det opdaterede ydre fås også et par ekstra småting. Der er nye farvevalg med flere to-tonede farvekombinationer samt nye fælgdesigns, der spreder sig på tværs af 17” og 18” fælge afhængig af udstyrsvariant.
Motorprogrammet er snævret ind til én enkelt mild hybrid med 160 hestekræfter. Væk er indgangsvarianten med en 1-liters benzinmotor og 90 hestekræfter, der tidligere har været udbudt i Danmark, mens en hybrid og en plug-in hybrid fortsat findes – bare ikke herhjemme.
Til den variant med 160 hk, der udbydes herhjemme, kommer også et par tekniske opdateringer. Styretøjet er kalibreret på en ny måde for mere dynamik, ligesom undervognen også er opdateret med nye støddæmpere.
Det kræver i højere grad sammenknebne øjne for at se, at der er gjort forbedringer i kabinen. Her yder Captur fortsat et interiør, der er luftigt, ryddeligt og nydeligt. Tilføjelsen af flere genanvendte materialer er ikke noget, man bider mærke i, og materialekvaliteten er fortsat fin uden at være prangende.
Den store forskel findes i teknikken. En ny infotainmentskærm på 10,4” samt en ny digital instrumentering på 10” pryder nu kabinen. Vigtigere er dog, at Renault bygger sit OpenR-system på en bund af Android Automotive, der lukker gode gamle Google ind i Captur.
Infotainmentskærmen er klar og responsiv, mens Google sørger for apps og overskuelighed. Med Google Maps som navigation og Spotify direkte i bilen er der ingen grund til at bruge mobildata på Apple CarPlay. Desuden kokser Carplay-forbindelsen adskillige gange i løbet af testugen, hvorfor man fristes til at tro, at Google helst vil holde folk fra Apple i bilen.
Den nye digitale instrumentering, der tilkøbes i en navigationspakke fra 7.500 kr., er ligeledes en moderne tilføjelse med et væld af opsætningsmuligheder, hvor Google Maps blandt andet kan vises direkte bag rattet. Uanset hvilken opsætning, man vælger, får man de vigtigste informationer som hastighed, rækkevidde eller fartpilot serveret i et moderne og overskueligt setup.
Til 11.000 kr. udbygges navigationspakken til Premium, der også inkluderer et større lydanlæg, hvor Harman Kardon har overtaget pladsen fra Bose. De nye lydtekniske tyskere klarer opgaven med bravour og fylder den kompakte crossover med en flot lydkvalitet.
Et mere dynamisk styretøj samt nye støddæmpere bør ikke være noget, der giver anledning til bekymring. Det gjorde det dog alligevel for undertegnede, fordi Renault Captur fra starten har været et blødt og behageligt bekendtskab. Der er ingen grund til at stramme noget op for at jagte en dynamik, der alligevel er svært opnåelig i en crossover.
Heldigvis viser det sig, at den tekniske overhaling mere er en velvalgt videreudvikling, end den er en dynamisk revolution. Renault Captur er stadig komfortabel, og de nye støddæmpere sørger blot for at afstemme blødheden bedre. Her er ganske enkelt mindre krængning, når man tager bagvejen hjem, og det giver følelsen af bedre stabilitet.
Styretøjet er velvægtet og præcist på en måde, der giver fin agilitet i storbyen såvel som retningsstabilitet på motorvejen. Ved højere hastigheder på motorvejen er Captur stadigvæk godt støjisoleret og gør derfor en fin facon på langture.
Som benzinbil med kun en smule elektrisk hjælp, kan priserne også give anledning til bekymring. Heller ikke her springer kæden dog af, da Renault Captur Evolution med 160 hk og automatgear starter i 274.990 kr. Det er på niveau med de nærmeste konkurrenter, såfremt man vil have automatgear. Og det vil man.
Skoda Kamiq er skarpt prissat i klassen med en startpris fra 239.995 kr. men den løber op i tilsvarende 269.995 kr. med automatgear (og færre kræfter end Captur). Peugeot 2008 og Ford Puma starter i henholdsvis 299.990 kr. og 314.990 kr. med automatgear.
En grundig opdatering handler ikke nødvendigvis om at ændre på meget, men i stedet om at ændre det rigtige. Det beviser Renault med deres 2025-facelift af Captur, der gør den markant skarpere udenpå samt moderne og tidssvarende indeni.
De komfortable kvaliteter består med et tilføjet element af mere stabilitet, når vejene kringler. Kabinen er i højere grad sammensat af genanvendte materialer uden at det koster på funktionalitet eller kvalitet, hvor Captur fortsat giver lys, luft og godt udsyn samt betjening med rigtige knapper. Google er ganske vist ikke glad for Apple, men sørger selvstændigt for et intuitivt system med de apps, du har brug for.
Renault Captur Techno 160 EDC
Motor: R3, 999 cm3
Ydelse: 158 hk/270 Nm
0-100 km/t: 8,5 sekunder
Tophastighed: 180 km/t
Forbrug: 16,9 km/l
CO2-udledning: 133 gram/km
Mål (L/B/H): 423/180/157 cm
Køreklar vægt: 1.267 kilo
Trækvægt: 1.200 kilo
Bagagerumsvolumen: 487-1.596 liter
Pris: 294.990 kr. (Captur fås fra 274.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995 kr./3.995 kr. (Captur fås fra 3.695 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 283.317 kr. (Captur fås fra 267.232 kr.)
Inden udgangen af 2024 afslører DS Automobiles sin første nye model siden 2021. Den nye crossover-coupé bliver en elbil med rækkevidde omkring 750 kilometer.
Få ting afslører, at der er tale om den nye Panamera. Men under huden gemmer sig et større batteri i plug-in varianterne og en ret vild undervogn.
1.000.000 kroner. Så meget har du sparet, hvis du ventede med at købe en særlig udgave af elbilen Mercedes EQS.
Leder du efter firehjulstræk til vinterens sne og slud? Med ugens fund her får selv nybagte lotto-vindere brug for en ekstra tænkepause, før de hiver tegnebogen frem.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.