IMG_4779 (1)
Test og anmeldelser
24. april 2018

Fransk familieslæde i fandens formidabel form

Esben Skrumsager

Den er praktisk som en Berlingo, men i Peugeot 5008 er der ingen frygt for at ende som en kastreret familiefar.

Af: Esben Skrumsager / d. 24. april 2018

Børn kræver plads, og har du mere end tre af slagsen, indsnævres mulighederne markant, når du står hos bilforhandleren. Men lad være med at gå i panik, hvis den fjerde positive graviditetstest er en realitet. Livet med flotte og velkørende biler er ikke nødvendigvis fortid.

Da 5008 første gang blev præsenteret for mere end 10 år siden, var den med sit deforme MPV-design om muligt en endnu større trussel mod familiefarens fertilitet end en Berlingo. Men bare rolig. Bortset fra navnet og muligheden for syv sæder er der ikke meget tilbage af forgængeren.

Vi har testet den friske franskmand, og her får du svaret på fem ting, du har brug for at vide, hvis du er på udkig efter rummelig familiebil med plads til det hele.

Hvordan kører den?

Formidabelt. Køreegenskaberne i Peugeot 5008 er absolut en af bilens største styrker. Det lille rat giver en fin føling med underlaget, og selv med den 3-cylindrede motor er der tilstrækkeligt moment til at levere en hæderlig acceleration.

IMG_4795
IMG_4865
IMG_4800
IMG_4874
IMG_4766

Affjedringen er ikke så blød, som man kunne frygte i en fransk bil med et højt tyngdepunkt. Og automatgearet er en fornøjelse – særligt mår man tænker på, at franskmændene lidt for længe og lidt for stædigt har holdt fast i en billigere løsning med manuel gearkasse med en skifterobot.

LÆS MERE: Her er forskellene på de mest udbredte typer af automatgear

Så uden at have lavet en direkte sammenligning er det næppe at tage munden for fuld at sige, Peugeot 5008 leverer en af de bedste køreoplevelser i klassen.

Hvordan er kabinen?

Minimalistisk, moderne og meget rummelig. Peugeot har med succes skruet ned for mængden af knapper, og i stedet betjenes eksempelvis klimaanlægget også via infotainment-systemet. De få resterende knapper er tydeligt cockpit-inspirerede i deres design, som giver et futuristisk look. Det kræver dog tilvænning at bruge skærmen, og funktionaliteten er ikke helt i top. Bogstaverne i tastaturet er små, og responsen er generelt til den sløve side.

IMG_4781
IMG_4889
IMG_4896
IMG_4895
IMG_4849

Komfortniveauet er højt! Forsæderne har masser af støtte i siderne, så du sidder afslappet og fast – også i skarpe sving. For en velvoksen fyr på 193 centimeter mangler nakkestøtterne justeringsmuligheder. Den sidder en anelse akavet, og særligt en mulighed for at justere den i dybden ville gøre underværker for komforten.

Anden sæderække består af tre reelle sæder, der kan justeres frem og tilbage for enten at tilgodese benpladsen eller bagagerums-kapaciteten. Vinklen kan justeres i fem trin, og alle tre ryglæn kan foldes helt ned, så gulvet bliver plant. Så med en luftmadras og en sovepose i bagagerummet er der intet til hindring for at snuppe en vandret, udstrakt lur i bilen, hvis trætheden melder sig.

Tredje sæderække er nærmest et par klapstole, som hverken byder på egentlig plads eller polstring, men de er der, og de kan sagtens bruges til ungerne på kortere ture.

Den digitale instrumentering bag rattet er meget futuristisk. Men det går ikke ud over brugervenligheden. Mulighederne for selv at fremhæve udvalgte funktioner og informationer fungerer fint. Ingen steder kan du dog permanent få vist forbrug og resterende rækkevidde i tanken. Det kan du få frem ved at trykke ind på højre stilk, men informationen forsvinder igen øjeblikkeligt. Det er en skør prioritering.

Generelt er Peugeot 5008 knap så praktisk indrettet som eksempelvis Skoda Kodiaq, som vi tidligere har testet under ekstreme forhold. Der er færre aflægningsrum, og bagagerummet er mindre, men den franske model kommer trods alt også med en noget lavere pris. Den vender vi tilbage til.

Hvad er det bedste?

Foruden køreegenskaberne er designet det største fremskridt på den nye generation af Peugeot 5008. Udvendigt rummer det alle de moderne SUV-kendetegn med en lang flad motorhjelm, en lodret front og en frihøjde på 236 mm, mens den indvendigt er både futuristisk og komfortabel. Og så er rummeligheden i denne type bil naturligvis et kæmpe plus for enhver familie.

IMG_4796
IMG_4883
IMG_4875
IMG_4886
IMG_4888

Hvad er det værste?

Med priser fra 279.990 er Peugeot 5008 ufatteligt skarpt prissat. Men desværre stiger prisen hurtigt, hvis du gerne vil have nogle af de interessante detaljer. Adaptiv fartpilot koster 9.500, elektrisk bagklap koster 17.000, nøglefri betjening står til 8.000, mens du må slippe 5.000 for en parkeringssensor på bagenden. Og i de billigste varianter kan du slet ikke få klimaanlæg men må nøjes med aircondition.

Det meste af ekstraudstyret er naturligvis heller ikke standard hos konkurrenterne, men du må ikke se dig blind på den lave basis-pris, for du skal gribe dybere i lommerne, hvis du vil have den lettere luksuriøse oplevelse ud af bilen.

Hvad er priserne på Peugeot 5008?

Alle udgaver af Peugeot 5008 er i Danmark udstyret med syv sæder. Og i det perspektiv er det ret imponerende, at priserne begynder ved 279.990 for en 1,2-liters benziner med 130 hestekræfter og manuelt gear i udstyrsvarianten Acces.

Til sammenligning koster Skoda Kodiaq fra 395.980, men til dens forsvar skal det siges, at den både har flere hestekræfter, automatgear og væsentligt mere standardudstyr. På Bilbasen kan du søge specifikt efter Peugeot 5008-modeller under 300.000 her.

Fra Acces-niveauet stiger priserne gennem Active, Allure, GT Line og GT, der prismæssigt topper med 489.990 med en 2-liters dieselmotor, der med 180 hestekræfter og en 6-trins automatgearkasse, der giver et teoretisk forbrug på 20,8 km/l.

Konklusion

Den er flot, den er velkørende, og den praktisk. Den er også både billig, sikker og relativt grøn. Og særligt når man sammenligner med den deforme forgænger må man sige, at den franske familieslæde nu er i så formidabel form, at man formodentlig bander den langt væk hos konkurrenterne.

Hvis du tænker, det er et bud på familiens næste bil, kan du søge blandt mere end 100 eksemplarer af 5008 til salg på Bilbasen.

Peugeot 5008– pris og specifikationer

Motor: 1,2 e-THP (benzin) Gearkasse: 6-trins automatgear Ydelse: 130 hk | 230 Nm Acceleration: 10,7 sek. Tophastighed: 188 km/t Forbrug: 19,2 km/l Bagagerum: 780/2.150 liter Vægt: 1.518 kg Påhæng: 1.000 kg Sikkerhed: Fem stjerner i EuroNCAP (testet 2016) Garanti: 2 år

Søg efter 5008-modeller til salg på Bilbasen

Testbilens pris: 405.990 (fås fra: 279.990 kr.)

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: