februar 11, 2025

Test: Peugeot E-5008 vinder på klassiske dyder

Peugeot E-5008 scorer højt på klassiske dyder som komfort og design, men som elbil når E-5008 ikke helt i mål.

TEKST & FOTO Jacob Dalby

Der er ikke mange muligheder på markedet, hvis du skal bruge syv sæder i din elbil. Én af dem er Peugeot E-5008 og netop de to ekstra sæder er med til at gøre modellen relevant.

Som elbil er den ellers ikke noget teknologisk vidunder og præstationerne er til at overse, men E-5008 har faktisk rigtig mange gode ting kørende for sig som stor familiebil.

Praktik og konkurrenter

For det første er der designet, som jeg personligt synes er ret lækkert. Der er noget prætentiøst over E-5008. Selvom den kan rumme syv personer, ligner den langt fra en minibus som konkurrenterne VW ID.Buzz og Citroën e-Berlingo.

Desværre er midtersædet på anden sæderække blevet mindre end forgængeren, så det nu bliver svært at sidestille tre autostole – som der jo ellers var plads til i den gamle 5008.

Dog er E-5008 langt mere praktisk end konkurrenterne Mercedes EQB og Tesla Model Y med syv sæder. Teslaen er virkelig tæt på ikke at egne sig til syv personer, selvom sæderne er der, og EQB’en har ikke nær samme plads på tredje sæderække som E-5008.

Der er nemlig fremragende plads i Peugeoten. Særligt på anden sæderække, men også tredje sæderække har plads til voksne. Måske ikke til de lange ture til Sydeuropa, men fint til husbehov.

Bagagerummet rummer endda 350 liter med alle sæder rejst og hele 916 liter, hvis man lægger den tredje sæderække ned.

Pris og konkurrenter

Prisen er en anden ting, som virkelig spiller for E-5008. Startprisen er på 360.000 kr. og det er langt under konkurrenterne med syv sæder Mercedes EQS SUV og Volvo EX90 men også noget billigere end Kia EV9 og BYD Tang.

Det er dog versionen til 375.000 kr., kaldet ‘Allure Pack‘, du gerne vil have. Den har udstyr som varme i rattet, adaptiv fartpilot, parkeringssensor både for og bag med 360 graders kamera samt automatisk fjernlysassistent.

Der findes kun en enkelt motorvariant i Danmark og den er monteret med et 73 kWh stort batteri med en rækkevidde opgivet til 500 km. Ydelsen er på 210 hk.

Ro i kabinen

Den fine rummelighed kommer blandt andet fra en god lang akselafstand. Og den giver ikke kun plads i kabinen, den gør også godt for køreegenskaberne.

Køreoplevelsen er overordnet ret komfortabel og undervognen er rigtig fint sat op til både at være komfortabel på lange motorvejsstræk men også over ujævnheder og bump i byen. Jeg vil dog anbefale, at du holder dig til 19” fælge for at få mest mulig komfort og mindst mulig støj.

Det vil også hjælpe på komforten i byen, hvor E-5008 allerede udmærker sig ved at føles let og nem at manøvrere trods sin størrelse.

Uden for byen kan man godt mærke, at den store bil ikke har ret mange kræfter. Men til en stor familiebil synes jeg egentlig, at det passer fint.

Kabinen er ligeledes ret lækker. Det er ikke luksus, men materialerne er af fin kvalitet. Man skal dog vænne sig til det lille rat, som man skal se hen over – ligesom i de andre Peugeot-modeller.

Infotainmentsystemet fungerer også OK. Skærmen er klar og menuerne til at overskue, men hastigheden er svingende. Peugeot har prøvet at camouflere de lidt langsomme input med nogle smarte grafikker. Det lille panel under skærmen med menupunkter, du selv kan vælge, er en fed funktion.

Men her går det galt

På klassiske dyder udmærker E-5008 sig altså på flere parametre – desværre kan man ikke helt sige det samme om de mere tekniske punkter som elbil.

For det første er strømforbruget i den virkelige verden ret højt og især på motorvejen. Det betyder desværre, at E-5008 ikke kommer i nærheden af de opgivne 500 km – særligt ikke i de kolde vintermåneder.

Særligt for en stor familiebil kan den korte rækkevidde blive et problem. Det er eksempelvis ikke usandsynligt, at bilen skal bruges til at køre på ferie sydpå. Og når så hverken rækkevidden er lang eller ladehastigheden høj, kommer det til at tage tid.

E-5008 lader nemlig kun med maks 160 kW. Der er heller ingen mulighed for at forvarme batteriet og det betyder, at tiden det tager at lade fra 10 til 80 % simpelthen er for langsom.

Bøvl med klima

Et andet irritationsmoment, jeg oplever i løbet af uden med E-5008, er klimaanlægget. Ideen er, at du indstiller en given temperatur, lad os sige 20 grader, i kabinen, og så sørger klimaanlægget for at holde den temperatur. Sådan fungerer det bare ikke her.

Med ‘Auto’ slået til kører blæserne på fuld drøn og det tager en times tid, før der kommer nogenlunde varme i kabinen. I stedet er det nødvendigt manuelt at indstille fra hvilke luftdyser, varmen skal komme, samt blæserhastigheden. Så bliver kabinen hurtigere varm og man slipper for at høre på blæserne – men det er jo ligesom ikke dét, der er ideen.

Særlig plads i markedet

Peugeot E-5008 har en særlig plads i markedet. Til prisen er der nemlig ingen andre elbiler med syv sæder, man har lyst til at eje. Det har man trods alt med E-5008, hvis man kan gå på kompromis med svaghederne som elbil.

Det er samtidig en virkelig flot indpakning af de syv sæder, der ikke ligner en familiebus og der er oceaner af plads til alle fornødenhederne.


SPECIFIKATIONER

Peugeot E-5008 GT

Motor: Elmotor
Ydelse: 210 hk / 345 Nm
0-100 km/t: 9,7 sekunder
Tophastighed: 170 km/t
Batteri: 73 kWh
Elektrisk rækkevidde: 497 km
Maks ladeeffekt: 160 kW
Forbrug: 17,9 kWh / 100 km
Mål (L/B/H): 479/190/169 cm
Køreklar vægt: 2.408 kilo
Trækvægt: 1.000 kilo
Bagagerumsvolumen: 348 – 2.232 liter

Pris: 389.990 kr. (E-5008 fås fra 359.990 kr.)
Privatleasing 36 mdr., 10.000 km/år (engangsydelse/mnd. ydelse): 14.995 / 5.395 kr.
Beskatningsgrundlag, firmabil: N/A

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte Peugeot E-5008 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Jacob Dalby

Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.

Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.

Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS