Internettet raser over det nye Jaguar
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
Af: Simon Hallenslev / d. 18. marts 2021
Tre blå e’er. Det er dét, der adskiller Peugeot e-208 fra en almindelig Peugeot 208. Franske Peugeot har med andre ord valgt at skille sig ud ved ikke at skille sig ud. I mængden af elbiler, der ligner rumkapsler på hjul, ligner e-208 en bil.
Den minimale designændring er ikke et udtryk for en doven eller interimistisk elbil, hvor man forhastet har spændt et batteri på en eksisterende model. Det er en bevidst strategi, der skal gøre elmotoren til et lige så naturligt valg som benzin- og dieselmotoren, når du skal vælge hos Peugeot-forhandleren.
Kan Peugeot lykkedes med det? Og er e-208 en lige så vellykket bil til Hr. og Fru Danmark, som den ’almindelige’ 208?
Motor: Elektrisk
Batteristørrelse: 50 kWh
Ydelse: 136 hk / 260 Nm
0-100 km/t: 8,1 sek.
Tophastighed: 150 km/t
Rækkevidde: 340 km (WLTP)
Startpris: 239.990 kr.
(208 starter fra 149.990 kr.)
Hvis du, mod forventning, er ligeglad med, hvilken motor der ligger i din bil og bare vil have det hurtigste, skal du tilvælge det lille ’e’ foran 208. Det er nemlig den elektriske e-208, der er den hurtigste 208’er med en pæn margen til benzin- og dieselvarianterne.
LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt rækkevidde og pris
Selvom batteripakken tilføjer 500 kg til e-208, så kampvægten sniger sig over 1.500 kg, sikrer de 136 elektriske hk en acceleration fra 0 til 100 på raske 8,1 sekunder. Det er 36 hk mere og hele to sekunder hurtigere end den ’hurtigste’ 208’er på benzin.
At e-208 er den kraftigste og hurtigste 208’er lige nu, er ikke ensbetydende med, at det er Peugeots alternative måde at lave en 208 GTI på. Bag rattet kan e-208 nemlig bedst beskrives som smørblød, hvilket er en befrielse, fordi den hovedsageligt er tiltænkt som en bybil.
Københavns småhullede veje klares nemt, mens det travle byliv også lukkes flot ude af en godt støjisoleret kabine. Det er i sandhed bykomforten og anvendeligheden i byen, der er e-208’erens es i ærmet. Naturligvis også fordi der er nuludledning under kørsel.
Selvom støjisoleringen egentlig også gør sit arbejde på en vindblæst motorvej, har e-208 her en udfordring, som de fleste andre elbiler også har. På motorvejen falder rækkevidden i et drastisk tempo, hvilket kan gøre ruteplanlægningen svær.
At motorvejen hakker en god luns af de fleste elbilers rækkevidde er både dumt og irriterende. Men det er ikke isoleret til e-208, hvorfor den ikke kan kritiseres yderligere for dét. Herudover står Peugeot e-208 faktisk bemærkelsesværdigt stærkt på rækkevidde-fronten.
Igen, ligesom de fleste andre elbiler, er den opgivne rækkevidde ikke et virkelighedsbillede. Rækkevidden er dog opgivet højt til 340 km, hvorfor jeg selv på kolde dage kommer op i et luftlag á 250-260 km på en opladning. Det er 50 km længere end hvad Mini Cooper SE er opgivet til og derfor 80-90 km længere, end hvad den kan præstere på en tilsvarende kold dag. Renault Zoe er dog stadig e-208 overlegen med sin rækkevidde, der er opgivet til 393 km.
LÆS OGSÅ | TEST: Elektrisk Fiat 500e er en bella macchina
Den respektable rækkevidde hentes fra et 50 kWh batteri. Peugeot har forsøgt at gøre op for den snottede motorvejsrækkevidde ved at udstyre e-208 med hele 100 kW hurtigladning som standard. Peugeot e-208 lader med andre ord dobbelt så hurtigt som konkurrenten Mini Cooper SE.
Med til batteri og elmotor hører også et regenererende system, der høster energi ved nedbremsning. Det gør bremsepedalen i e-208 en anelse svampet, hvilket til tider kan medføre en klodset nedbremsning. Kommer man for hårdt på bremsen, medvirker den bløde undervogn, at e-208 dykker ret markant med næsen – det kan føles lidt underligt. Det regenererende system er til gengæld ganske effektivt.
Franske Peugeot har gjort det til deres mantra at re-tænke bilkabinen, som du kender den. I alle nye modeller får man derfor det lille rat, der ikke er større end en middagstallerken. Den digitale instrumentering er opsat med 3D-effekt, og man skal kigge over rattet i stedet for igennem, når hastigheden skal aflæses.
Opsætningen er speciel og kræver tilvænning. Selvom jeg selv er ret glad for det, både i e-208 og de større, franske søskende, er der helt sikkert nogen, der ikke vil synes om det. Hvis vi ser bort fra den atypiske opsætning og køreposition, er kabinen i den lille elbil udført i velvalgte plastmaterialer.
SE OGSÅ | Ny Renault Zoe: Bilen Berner hader og holder af
Peugeot 208-serien er et fremragende eksempel på, at en minibil godt kan bygges med budget for øje, uden samtlige plastmaterialer i kabinen bliver hårde og billige. Det er dog ikke alt i kabinen, der er til UG. Plastikken med pianolak i midterkonsollen er billig, hvilket kan ses, fordi det allerede er ridset, trods testbilen står med bare 6.500 km på klokken.
På infotainment-delen er der også huller i osten. Standardskærmen på 7 tommer er relativt håbløs. Den er grynet og uklar, ligesom trykfølsomheden også føles fraværende. Systemet bag er tilsvarende sløvt, hvilket bliver en udfordring af de større, fordi Peugeot er én af de bilproducenter, som insisterer på at have styring af klimaanlæg på skærmen. Apple CarPlay som standard via kabel bliver lidt en ringe trøst her.
Pladsen i e-208 er tæt på identisk med en benzin- eller dieselmotoriseret 208. Det betyder 265 liter i bagagerummet, hvilket er jævnt for minibilsklassen. Foran er det samme historie, hvor de fleste vil kunne finde sig til rette i både forsædet og passagersædet.
LÆS OGSÅ | DUEL: Honda Jazz og Toyota Yaris beviser, at hybrider uden ladekabel giver mening
Pladsen på bagsædet lider lidt under, at bilens batterier er placeret i bunden. Heromme sidder man hævet med fødderne, hvilket kan blive ukomfortabelt ved længere stræk. Folk der er vertikalt velsignet og rager i vejret, vil også mangle plads til hovedet. Alligevel er bagsædepladsen på niveau med en konkurrent som Renault Zoe og bedre end Mini Cooper SE.
I min optik rammer Peugeot hovedet på sømmet med en elbil, der først og fremmest er en bil. Det er en 208’er som de andre, hvorfor den er komfortabel, letkørt og velbygget. Ingen fikumdik. De to største konkurrenter er Renault Zoe, der starter ved 224.990 kr. og Mini Cooper SE, der starter ved 266.500 kr. Med en startpris på 239.990 kr. falder Peugeot e-208 ned mellem de to.
Renault Zoe har en længere rækkevidde, men er én af de elbiler, der ligner en rumkapsel. Peugeot e-208 er desuden Zoe overlegen på kabinekvalitet og kørekomfort. Mini Electric har en mere eksklusiv kabine og er klart mere velkørende, men rækkevidden er undervældende i den virkelige verden.
SE OGSÅ | Peugeot e-208 slår Tesla Model 3 på ét punkt
Tilbage står Peugeot e-208 som den fornuftige mellemvej, hvis du skal have en lille bil nummer to, som gerne må være på strøm. Dens eneste udfordring bliver ultimativt, at batteriteknologien stadig koster mere. Den elektriske e-208 starter hele 90.000 kr. dyrere end den billigste benzindrevne 208.
Det er en prismæssig forskel, der kan skræmme de prisbevidste Hr. og Fru Danmark væk. For mig ændrer det dog ikke på, at Peugeot er lykkedes med elbilen. Trods merprisen ville jeg ganske sikkert vælge den friske og lydløse e-208 over en undermotoriseret benzin-variant med 75 hk.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Renault 5 E-Tech Electric kommer i foråret 2025 med retro-charme og rækkevidde op til 410 kilometer. En sammenligning med den første Zoe viser, hvor langt batteriteknologien er kommet.
Med den nye MMA-platform, som debuterer i den elektriske CLA, vil Mercedes ramme ekstremt høj effektivitet. En udgave med benzinmotor skal desuden byde på forbrug som en diesel.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.