Første tur: Opdateret Skoda Enyaq er ikke mindre elskværdig
Nyt fjæs til favoritten: Den eftertragtede Skoda Enyaq får et facelift, der ikke gør så meget – men alligevel gør det helt rigtige. Vi kører første tur i den nye Skoda Enyaq.
TEKST & FOTO Simon Hallenslev
Der er nogen, der skal sælge biler for en flad femmer, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at overhale Tesla i totalsalget i år. Det er Model Y, der sælger bedst, men med en dugfrisk og omfattende opdatering er det ikke utænkeligt, at den billigere Model 3 kommer til at løfte sig fra den flotte fjerdeplads, den allerede ligger på.
Polestar har leveret flotte salgstal siden lanceringen for to år siden. Alligevel mærker de den intensiverede konkurrence, hvor Polestar 2 i dag er placeret lidt længere nede i salgsstatistikken med 1.000 færre solgte eksemplarer end storkonkurrenten Model 3.
Heldigvis for Polestar 2 står den også med en omfattende 2024-opdatering, der leveres til de første kunder i disse dage. En opdatering, der ikke kun lander på et strategisk kløgtigt tidspunkt, men som også løfter bilen til nye højder.
Ja, opdateringen af Polestar 2 er faktisk omfattende, selvom det ikke er til at se med det blotte øje. Udadtil begrænser ændringerne sig til en ny snude, hvor kølergrillen nu er en integreret plade, der pakker radar- og sensorenheder, i stedet for en klassisk gitter-grill.
Derudover ligner Polestar 2 sig selv – også i kabinen. Der er ikke meget, der har ændret sig, og når det kommer til det udvendige design, gør det ikke spor i min optik. Jeg synes stadig, at Polestar 2 ser knivskarp ud! Indvendigt kunne jeg måske godt have brugt en lidt større skærm, men hul i det.
Det er nemlig i teknikrummet, at opdateringen kan klassificeres som omfattende. Det er her, at Polestar 2 tager kegler med et batteri, der i den testede Long Range Single Motor er vokset til 82 kWh. Her får man 104 km mere at lege med sammenlignet med før opdateringen og i alt 655 km.
Det er kun i Mercedes EQS og Fisker Ocean, man får længere rækkevidde.
Foruden et større batteri og længere rækkevidde, betyder opdateringen også, at Polestar 2 har fået nye motorer. I denne Long Range Single Motor-variant fås nu 299 hk i stedet for 231 hk, samt 490 Nm mod tidligere 330 Nm. Og nå ja… Så er motoren nu også rykket fra foraksel til bagaksel!
Momentstærke elmotorer på foraksler kan være en opskrift på fiasko i form af konstant hjulspin og momentstyring, herunder især på våd vej. Polestar 2 har været en af de få, der faktisk har håndteret dette nogenlunde, hvor kun våd vej viste dens sande forhjulstrukne fjæs.
Polestar 2 står nu alligevel som forvandlet med motoren på bagakslen, når man udsætter den for et stykke med kringlet bagvej. Balancen er en helt anden, og det føles mere legende let og elegant, når man trykker den på maven. Nu er her faktisk noget oprigtig dynamik.
I alle andre situationer kan man dårligt mærke forskel. På motorvejen er Polestar 2 rolig og retningsstabil, hvor kun et sæt store fælge kaster lidt vejstøj ind i kabinen. Ved bykørsel opleves Polestar 2 stadig forholdsvist kontant. Det er ikke helt så slemt som i Tesla Model Y men det er stadigvæk nok til, at man bliver rumlet lidt rundt over brønddæksler og brolagte sidegader.
Med en rækkevidde på 655 km overgås Polestar 2 kun af to betragteligt dyrere modeller, når det kommer til at køre længst på en opladning. Da opladningshastigheden også er løftet til 205 kW, så man nu kan smide fra 10% til 80% på under 30 minutter, er alle former for rækkeviddeangst officielt substansløse.
Undervejs i ugens test af den opdaterede Polestar 2 laver jeg ingen videnskabelig rækkeviddetest med vindmåler og medregning af strømtab. Til gengæld kører jeg langt, og det gør jeg på motorvej, hvor jeg kører, som jeg ville køre enhver anden testbil på benzin eller brint.
Selv med 110 og 130 km/t kontinuerligt, kan man komme komfortabelt omkring 475 km i reel rækkevidde. Med en mere forsigtig speederfod bør man således godt kunne passere 500 km, hvilket er ganske imponerende med ren motorvejskørsel.
Kører man en mere hverdagsvenlig blanding af by- landevej og motorvej, virker de 655 km pludseligt ikke umulige. Det vidner om en elmotor, der ikke alene er blevet mere potent men samtidigt mere effektiv.
Til 415.000 kr. er den opdaterede Polestar 2 Long Range Single Motor pænt prissat overfor konkurrenterne. Den opdaterede Tesla Model 3 Long Range Dual Motor står i 399.990 kr. med en rækkevidde på 629 km, hvilket er samme pris som Hyundai Ioniq 6 med 77,4 kWh batteri, der klarer 614 km på en opladning.
Med Polestar 2 skal man dog være klar over, at der betales ekstra for ting som adaptiv fartpilot, der i Pilot-pakken koster 20.000 kr. og varmepumpe, som med Plus-pakken koster endnu 40.000 kr. Det gælder i øvrigt for samtlige varianter, at der skal investeres 60.000 kr. for at få adaptiv fartpilot og varmepumpe – som en Model 3 og Ioniq 6 har som standardudstyr.
I øjeblikket kører Polestar 2 dog en kampagne, hvor netop Plus- og Pilot-pakke kan tilkøbes for 30.000 kr. Det er en kampagne, der løber til slutningen af november, og hvis du slår til inden, får du med den opdaterede Polestar 2 en bil med masser af appel og kvaliteter.
Her er fortsat et skarpt design og en Volvo-præget kabine, der er lige dele minimalistisk og velbygget, foruden altså den store teknisk opdatering. En opdatering, der ikke kun giver bedre dynamik men også bedre rækkevidde end begge ovennævnte konkurrenter.
Motor: Elmotor (Bag)
Batteristørrelse: 82 kWh
Ydelse: 299 hk / 490 Nm
0-100 km/t: 6,2 sek.
Tophastighed: 205 km/t
Forbrug: 14,9 kWh/100 km
Rækkevidde: 655 km
Ladekapcitet: 205 kW
Mål (L/B/H): 461/186/148 cm
Køreklar vægt: 2.084 kilo
Bagagerumsvolumen: 405-1.095 liter (+ 35 liter foran)
Startpris: 415.000 kr. (Polestar 2 fås fra 390.000 kr.)
Nyt fjæs til favoritten: Den eftertragtede Skoda Enyaq får et facelift, der ikke gør så meget – men alligevel gør det helt rigtige. Vi kører første tur i den nye Skoda Enyaq.
Mini Aceman kunne være den gyldne middelvej mellem elbilerne Cooper og Countryman. I stedet falder den ned mellem to stole. Test af Aceman SE med 218 hk og JCW-styling.
Der gemmer sig to elmotorer med i alt 340 hestekræfter i GTX-udgaven af VW ID. Buzz. Det gør den hurtigere, end man skulle tro, men nok også hurtigere, end det er nødvendigt.
Bigster er den største Dacia nogensinde. Den lander i maj som hybrid og mild-hybrid med firehjulstræk til fornuftige priser fra 339.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2025 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.