Video: 5 ting du skal vide om den nye VW ID.7
Vi har kørt den nye Volkswagen ID.7 på danske veje og har fundet de vigtigste ting, du skal vide om den store elbil. ID.7 er rummelig, men hvordan er rækkevidden og køreegenskaberne?
Jo dyrere udgave af Hyundai Ioniq 6, jo hårdere er konkurrencen. Det ser derfor svært ud for den ellers fine elbil i udgaven med 325 hk og alt i udstyr.
TEKST OG FOTO Morten B. Bek
En kæp i hjulet. Det er hvad Tesla har sørget for at sætte ind hos en lang række konkurrenter i mange del af verden. Det er en kæp, der sidder urokkeligt fast i hjulet her i Danmark. En direkte konkurrent til Tesla Model 3, Hyundai Ioniq 6, ser ud til at være et af ofrene for Teslas dominans.
Tilbage i marts kørte jeg Ioniq 6 for første gang, og på mange måder imponerende den koreanske sedan allerede ved første møde. Imponerende rækkevidde og imponerende pladsforhold. Med 614 kilometer rækkevidde i den baghjulstrukne version med 229 hk og laveste udstyrsniveau er prisen på 399.995 kr. forsvarlig.
Med 325 hk, firehjulstræk, Ultimate-udstyr og testbilens digitale sidespejle, metallak, ladekabel, 20” alufælge og soltag er resultatet en regning på 555.970 kr. Det virker ikke helt så forsvarligt. Ikke alene af den grund, at det er mange flere penge end for en lidt mere basalt udstyret Ioniq 6 med baghjulstræk, men også fordi Tesla siden marts har givet Model 3 et omfattende facelift. Model 3 er hurtigere, har længere rækkevidde, lige så meget udstyr – men koster kun 399.990 kr.
Da Hyundai skabte røre med Ioniq 5 i midten af 2021, kunne vi ikke få hænderne ned. Og hænderne er egentlig stadig strakt mod himlen, fordi den mellemstore crossover ser fantastisk ud og er en fed, gennemført elbil. Der er stadig godt gang i salget af Ioniq 5 her i Danmark, selv om der er noget, der hedder en Model Y.
Ioniq 6 har en stor fordel i forhold til den kantede Ioniq 5, men den har desværre flere ting, som taler imod den. Den er glat som en ål, hvorfor den bruger færre kWh og kører længere på en opladning. Den har så også et design, helt specifikt omkring bageste halvdel af bilen, som jeg ikke forstår. Tilfældige folk, som jeg spørger, forstår det heller ikke. Den er underlig, den bagende (og den giver et lille bagagerum med en meget lille, upraktisk åbning).
Jeg tror, det holder kunder fra Ioniq 6. Den er alt for outreret, og den går ikke direkte ind på lystavlen som et fedt design. Ikke som Ioniq 5. Siden Ioniq 6 kom til salg i Danmark, har Hyundai, til og med august, kun fået 62 eksemplarer på gaden. Ioniq 6 er en eksklusiv bil, men ikke fordi Hyundai ønsker det.
Bombarderet med alt det fabriksmonterede udstyr, Ioniq 6 fås med, er der dømt luksusoplevelse i sedanen. Men faktisk er der flere ting, som trækker ned. Oplevelsen af Ioniq bliver ikke udelukkende bedre, fordi den har meget udstyr.
Soltaget til 9.995 kr. er et lille et, som kun lukker lys og luft ind over forsæderne. Ioniq 5 fås med panoramaglastag, som så ikke kan åbnes, men den mulighed er der ikke i den strømlinede Ioniq 6. De elektrisk multi-justerbare forsæder med læder er standard i Ultimate-udgaven, og her sidder man desværre for højt. En forholdsvis lav sedan med troner giver for meget MPV-oplevelse.
De 20” store alufælge kommer jeg ind på igen om et øjeblik, men først de digitale sidespejle. 19.995 kr. er meget at give for noget, som er unødvendigt. Måske kameraspejlene giver nogle få kilometer på en opladning, men ellers er deres største aktiv, at man får noget, der andre ikke har.
Det er klart de bedste kamerabaserede spejle, jeg har prøvet. Det er næsten som om, billedet er tredimensionelt, så det virker helt naturligt at se på live-showet ved siden af bilen. Men de to skærme ser ud som om, de aldrig har været en del af det originale design; som to store elefantører stritter de i siden af det ellers elegante interiør.
Noget af udstyret i Ultimate-versionen, som koster 40.000 kr. mere end Advanced, vil jeg gerne beholde. Bose-lydanlægget, sædeventilation, 360 graders kamera, udvendige dørhåndtag som automatisk popper ud, nødbremse ved bakning. Gode sager, fornuftig merpris. De høje premium-forsæder og en ekstra gang kunstig motorlyd (Active Sound Design), som kan slås fra, og soltag, digitale sidespejle og store fælge skal jeg ikke bede om.
Jeg kan godt se, hvordan “små” 18” alufælge med meget lukket, aerodynamisk design kan være svært at forene sig med på en elbil, der har 325 hk og en høj pris. Så er det lige til bare at sætte kryds ved 20” til kun 9.995 kr. De pynter så fint, de mørke fælge.
Og så fjerner de så meget af affjedringens godhed, at krydset bør fjernes igen. Der er desværre ingen adaptiv, justerbar undervogn at få til Ioniq 6, og når den er lastet med to elmotorer, stort batteri og ekstraudstyr, vejer den formentlig omkring 2.250 kilo. Den er, uden at jeg tager højde for ekstraudstyr, 110 kilo tungere end baghjulstrækkeren med 229 hk. Store hjul og lidt ekstra vægt gør, at et slag i undervognen bliver for svært for Ioniq 6 at få styr på, før det mærkes tydeligt.
Det koster 35.000 kr. at gå fra de 229 hk og baghjulstræk til 325 hk og firehjulstræk. På rækkevidden koster det ikke ret meget – 614 kilometer overfor 583 kilometer – og Ioniq 6 Long Range Performance er meget hurtigere med standardudgaven. Den har næsten dobbelt så højt drejningsmoment, og i Sport, hvor speederfodens vip besvares prompte, er Ioniq 6 en hurtig elbil. Ikke vild, men hurtig.
Det er alligevel mere forsvarligt og passende at tage den lidt mere med ro. 229 hk gør også Ioniq 6 ret hurtig, og den styrer faktisk bedre med baghjulstræk. Advanced-udstyrsniveau er også rigtig fint, så Ultimate-niveauet er til at leve uden. Ioniq 6 i den udgave, den bedst mulige, er desværre stadig meget dyrere end Model 3, og den er meget dyrere end den nye BYD Seal. Det ser ud til, den strømlinede koreaner forbliver en eksklusiv model, selv om det ikke er det, Hyundai har ønsket.
SPECIFIKATIONER
Hyundai Ioniq 6 Long Range Performance Ultimate
Motor: Elmotorer (fortil og bagtil)
Ydelse: 325 hk/605 Nm
0-100 km/t: 5,1 sekunder
Tophastighed: 185 km/t
Forbrug: 15,1 kWh/100 kilometer
Batteristørrelse: 77,4 kWh
Ladekapacitet: 250 kW
Rækkevidde: 583 kilometer (på 18” fælge)
Mål (L/B/H): 486/188/150 cm
Køreklar vægt: 2.095 kilo
Trækvægt: 1.500 kilo
Bagagerumsvolumen: 401 liter + 14,5 liter foran
Pris: 504.995 kr. (Ioniq 6 fås fra 374.995 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 29.995/7.195 kr. (Ioniq 6 fås fra 29.995/5.495 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: 468.325 kr. (Ioniq 6 fås fra 360.736 kr.)
Vi har kørt den nye Volkswagen ID.7 på danske veje og har fundet de vigtigste ting, du skal vide om den store elbil. ID.7 er rummelig, men hvordan er rækkevidden og køreegenskaberne?
Voyah og de første 100 kunder kan fejre det nye mærke med besparelse på 100.000 kr. på modellen Free. Men hvem gider så købe nummer 101 til originalpris?
Den lille Renault 5 E-Tech Electric får premiere sidst i februar, men flere detaljer er allerede på plads: batteri på 52 kWh og rækkevidde på op til 400 kilometer.
Renault Espace i nyt SUV-tøj og med syv sæder lander i Danmark omkring nytår, og den enlige hybridmodel med 200 hk og stor udstyrspakke koster 539.990 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive, og det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark. Vi har lavet en samlet liste med alle elbiler i Danmark 2023 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller. TEKST Jacob Dalby FOTO PR (4. marts 2021 – opdateret 10. juli 2023) Elbiler i Danmark i […]