Test og anmeldelser

Test: Range Rover Evoque er fin, men…

Af i Test og anmeldelser
Jeg har før udtalt, at Range Rover ikke kan gøre noget forkert. Men jeg må æde mine ord – den er i hvert fald ikke uden fejl, den nye Evoque.

Af: Ebbe Sommerlund / d. 9. januar 2019

Den første generation af Evoque blev en umådelig succes, da den trillede ud fra fabrikken i 2011. Ikke alene var det en Range Rover til folket. Okay, den mere velhavende del af folket, men stadig kom vi ned i en prisklasse, hvor ingen Range Rover havde været tidligere.

LÆS OGSÅ: Den grimmeste, langsomste, dyreste og flotteste bil fra årtiet der gik

Designet var på samme tid klassisk Range Rover og noget man aldrig havde set før. Derfor er det ikke så mærkeligt, at den nye generation af Evoque til forveksling ligner den gamle. Men tag ikke fejl. Der er store nyheder under den kantede karosse. Eller faktisk er den største nyhed, at prisen er faldet med over 100.000 kr. afhængig af variant.  Priserne starter lige over 550.000 kr. for den mindst kraftigere dieselmotor med 180 hk.

Teknisk set er der også sket noget.

For det første er akselafstanden længere, hvilket kommer bagsædepassagererne til gode. Vægten er også reduceret en anelse. Og så er motorrummet forandret.

Hvis ikke du kender Evoques linjer grundigt, så er det svært at se forskel på den gamle og den nye.

Nye motorer

Motorerne har altid været det svage punkt i Range Rover Evoque. Der fås stadig kun 4-cylindret motorer, men nu er de med et mildt hybridsystem på 48 volt. Det er klassestandarden for de helt milde hybrider, men Range Rover slipper ikke helt så heldigt fra implementeringen i den 200 hestes turbobenziner.

LÆS OGSÅ: Klumme: Køb ikke en SUV

Systemet består af et lithium-ion batteri og en kombineret starter-generator-motor, der kan opsamle energi ved påløb samt nedbremsninger og bruge energien igen ved i gangsætning. Desværre giver det et ryk i bilen, når du bremser ned. Systemet begynder at lade ved 17 km/t og der giver det et ryk i karossen, som om du bremser hårdere. Det kan gøres mere elegant.

Kører fint – men!

Du sidder højt i en Range Rover. Det gælder også i Evoque, hvor du har et godt overblik. Det højere karosseri medfører, naturligvis, at tyngdepunktet ligger højere. Det taget i betragtning, kører Evoque fint med en okay fornemmelse for underlaget.

Men det er uundgåeligt at en lavere bil er både mere retningsstabil og præcis. Den høje SUV-form har en anden bagside og det er brændstoføkonomien. Bilen er opgivet til 11,1 km/l og hvis du kører pænt og fornuftigt, så er det cirka der, du lander.

Tryk en gang på temperaturen, og knappen skifter til sædevarme-indstilling - genialt.

Bluetooth og infotainment

Infotainment-systemet er ikke på højde med det bedste fra Tyskland, men på positivsiden skal det siges, at det er en af de få biler, der rammer rigtigt med titel og kunstner, når jeg spiller over Bluetooth fra forskellige apps på min Samsung-telefon. Bortset fra at der hverken er hastighed eller betjenings-venlighed så velsmurt som i en Audi eller en Mercedes-Benz. Her mærker man, at Land Rover er en mindre spiller på markedet.

 

Skøre sæder – hvis du er høj

Bilen er øjensynlig ikke gennemtestet af personer med lange ben. Jeg tænker ikke på pladsen, men en dag, da jeg kører ned over kantstenen, begynder sædet at køre frem mod rattet og pladsen bliver meget trang.  Engelske biler og elektronik tænker jeg, men det er faktisk ikke en fejl som sådan.

Mit knæ har ramt memory-knapperne til forsædet, der sidder i døren. Ikke nogen gennemtænkt placering.

Længere akselafstand giver lidt mere plads på bagsædet. To centimeter mere for at være præcis.

Konklusion

Land Rover har stadig en stor stjerne hos mig, men det er ikke Range Rover Evoque, der lyser klarest på himlen. Køb den, hvis du bare elsker designet, for så lærer du nok at leve med de små irriterende ting ved den. Det positive er, at prisen er kommet længere ned. Men hvis du bare klikker af på listen over ekstraudstyr, kommer du sagtens over millionen.

LÆS OGSÅ: Ny EU-lov: AMG tvinges til at droppe V8-motorerne

Specifikationer – Range Rover Evoque 200 SE

Motor: R4 turbobenzin 48 V mildhybrid

Ydelse: 200 hk 320 Nm

0-100 km/t 8,5 sekunder

Tophastighed: 216 km/t

Brændstofforbrug: 11,1 km/l

CO2 206 g/km

Ejerafgift 3.640 kr. årligt

Pris fra 691.880 kr. (200 hk SE) Testbil: 758.900 kr.

Om forfatteren

Ebbe Sommerlund

Nye biler kan være fine, men Ebbe Sommerlund sværger til de brugte af slagsen. Han vil nødig kaldes ekspert, men hans enorme viden er ikke til at tage fejl af, hvorfor han også er den primære drivkraft bag Bilbasens brevkasse.