januar 3, 2020

Ny EU-lov: AMG tvinges til at droppe V8-motorerne

Fra 2021 træder der i EU nye regler i kraft, der i bilverden kommer til at betyde mindre lyd og sjov, men mere miljøvenlighed. Mercedes’ AMG-afdeling er de første til at skrotte de fuldfede V8-motorer. Men nytter det overhovedet? Det svarer Berner på i denne video.

Video: Anders Berner / Tekst: Simon Hallenslev  | d. 3. januar 2020

Det er i sandhed en nyhed, der som bilmedie er svær at bringe. Mercedes hårdkogte AMG-afdeling, som ellers er notorisk kendt for brølende V8ere og rygende bagdæk, kommer til at lægge V8-motoren i graven.

Forklaringen ligger i en regel, vedtaget af EU, som træder i kraft i 2021. Reglen betyder, at den samlede flåde af biler fra en bilfabrik maksimalt på udlede 95 gram CO2 pr. kørte kilometer.

Det er et problem for en lille biks i Stuttgart, der går under navnet Mercedes-Benz. De udleder nemlig i skrivende stund 140 gram CO2 pr. kilometer i gennemsnit. Får de ikke bugt med dét inden 2021, vanker der EU-bøder, som samlet kan løbe op i 28 milliarder kroner.

LÆS OGSÅ | Falder bilerne i pris til nytår?

En tosset topchef

Der går rygter om, at topchefen for AMG, Tobias Moers, udvandrede i vrede, da Mercedes’ ledelse præsenterede planerne om, at V8-motorerne skulle lægges i graven.

Det er måske ikke så mærkeligt, når man som Moers i godt 20 år har siddet i spidsen for AMG. Et under-brand af Mercedes, som associeres direkte med V8-bulder og brændende bagdæk. Men desværre ender han nok med, at skulle bide det i sig. Bilmediet GTplanet beretter nemlig om, at den næste Mercedes-AMG C63 bliver udstyret med en firecylindret turbomotor, der akkompagneres af en elmotor. Den første af mange, som ikke længere får en V8er under hjelmen, lyder det.

Selvom Mercedes nok skal få bilerne til at smøge bagdæk uanset hvad, kommer de med garanti ikke til at give V8-bulder. Måske allerhøjest noget wannabee-bulder gennem højtalerne i kabinen, men det tæller jo ikke.

Det er heller ikke utænkeligt, at Mercedes-Benz har valgt at droppe V8’er’ene fordi de giver et bølle-image, som Mercedes ikke har lyst til at bakke op om. I så fald skyldes det, at de ønsker at bejle til de grønne forbrugere. V8’ere er i nogle kunders øjne dårlig smag. Følger man dét argument til dørs, ville Mercedes kunne vælge at beholde V8’erne, lade køberne af dem betale hvad det koster at køre benzinslubrende SUV’er, og lade resten af bilflåden ramme de 95 gram pr. kørt km i snit. Dermed kunne man holde den almindelige Mercedes-køber fri. Uanset forklaringen er resultatet, at Mercedes-Benz vælger at udfase V8’erne.

Mercedes-Benz har ikke selv været ude med en forklaring. Det ville formentlig også koste dem kunder, fordi Mercedes for en del købere er lig med sport og power. Så hvad der er vundet image for de, der køber grønt er tabt image for de købere, der savler over store biler med kraftige motorer

Redder reglen verden?

Afslutningsvist kommer så måske dét, der er mest trist ved det hele. For mens det for EU’s side sikkert syner som et stort og ambitiøst initiativ, der skal redde miljøet, kommer det ikke til at betyde noget i praksis herhjemme.

Som research til videoen har Berner været flittig med lommeregneren, både når det kommer til Danmarks samlede CO2 udledning, men også til personbilers gennemsnitlige udledning, blandt andet med tal fra analysefirmaet Jato.

Den danske bilpark udleder 6 procent af den CO2, som Danmark sammenlagt udleder til lands, til vands og i luften både indenlands og udenlands. I gennemsnit udleder den danske vognpark i dag cirka 118 gram CO2 pr. kørte kilometer. Hvis alle danske bilister i morgen skiftede til biler, som holder sig inden for EU’s nye regel på 95 gram CO2 pr. kørte kilometer, ville vi reducere CO2-udledningen med bare én procent.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS