Test og anmeldelser

TEST: Ny Renault Megane E-Tech er en af landets billigste PHEV’er, men der er mere moderne konkurrenter

Den franske model fås nu også som plug-in hybrid i hatchbackudgaven, og med en pris fra 252.990 kr. er den en folkelig model.

TEKST OG FOTO: Morten Bek / d. 23. oktober 2021

Det første jeg ser på Renaults hjemmeside, på vej ind for at finde en prisliste på Megane E-Tech, er en Megane E-Tech der på ingen måde er som den, jeg tester.

Den grå bil på min skærm er 100 % elektrisk, ligner en crossover og mere en fransk udgave af VW ID.4. Den ligner i hvert fald ikke den hatchback i Golf-størrelse, jeg kører rundt i.

Specifikationer

Renault Megane 1,6

E-Tech Plug-in Hybrid

RS Line

Motor: 1,6 benzin + elmotor

Ydelse: 160 hk/205 Nm 

0-100 km/t: 9,4 sek.

Tophastighed: 175 km/t

Forbrug: 83,3 km/l

Elektrisk rækkevidde: 50 km

Mål (L/B/H): 436/181/145

Bagagerumsvolumen: 384 liter

Pris: 285.990 kr.

(Megane E-Tech PHEV fås fra 252.990 kr.)

Men et spadestik dybere på hjemmesiden er der hurtigt gevinst. Renault Megane E-Tech Plug-in Hybrid, som jeg leder efter, er semi-elektrisk og har intet andet end det meste af sit navn til fælles med den helt nye elbil, hvor Plug-in Hybrid er udskiftet med Electric.

Renault kan helt sikkert ikke vente med at få sin elektriske Megane ud til kunderne (som det vil ske i 2022). For efter årevis med den lille elektriske Zoe som en succes har franskmændene tøvet med videre elektrificering.

LÆS OGSÅ | 2021 oversigt: Se alle elbiler i Danmark samt pris og rækkevidde

Indtil da, men også sideløbende med den elektriske Megane, når den introduceres, vil den nuværende Megane findes som E-Tech Plug-in Hybrid som alternativ – og den gamle Megane fortsætter Renault ufortrødent med frem til 2024, altså 2 år efter introduktionen af Megane E-Tech Electric.

Der luges ud i udvalget, så Megane hatchback kun fås som PHEV (eller som R.S.), mens den som stationcar stadig også fås med ren benzin- eller dieseldrift.

Hvad er nyt ved Megane?

Megane E-Tech Plug-in Hybrid blev først introduceret som stationcar i 2020. Men testbilen er den for nyligt introducerede hatchback. En gammel Megane med nyt indhold, kan man roligt tillade sig at sige.

Det afspejler sig heldigvis i prisen. Selvom teknologien under motorhjelmen er ganske ny, så er udsalgsprisen for Megane E-Tech Plug-in Hybrid som hatchback bare 252.990 kr. Det er med Zen-udstyr med udmærket standardudstyr. Prisen for den testede R.S. Line med masser af pynt og power i designet koster fra 285.990 kr.

LÆS OGSÅ | TEST: 5 grunde til, at Hyundai Ioniq 5 er den bedste elbil til folket

Det er priser, som med sikkerhed vil stige med afgiftsændringer ved årsskiftet. Men der er stadig forbløffende langt op til en VW Golf eHybrid, som koster 340.000 kr. Langt tættere på PHEV-Megane’en ligger Renaults egen Captur E-Tech Plug-in Hybrid til 240.000 kr. og Kia Xceed PHEV til 250.000 kr.

Hvad får man af kræfter og elektrisk rækkevidde?

Den samlede ydelse fra benzinmotoren og den elektriske motor (der er to elektriske motorer, hvis jeg skal være helt krakilsk, men den ene er egentlig blot en starter-generator, som får benzinmotoren i gang), er fornuftige 160 hk. Megane er, med andre ord, stærkere end Kia Xceed PHEV med 141 hk og svagere end VW Golf eHybrid med 204 hk.

205 Nm er til rådighed, så du kan nok allerede ane på tallene, at der ikke er kræfter til dækrøg eller andet frækt, som den blå R.S. Line-testbil så tydeligt lægger op til (de fremhævede afgangsrør er da også bare attrapper, som Renault ikke engang har prøvet at få til at se ægte ud).

LÆS OGSÅ | TEST: Volvo XC60 har fået et facelift – i samme gode stil

Du skal ikke hænge dig i, at 0-100 km/t foregår på 9,4 sekunder, og topfarten er 175 km/t. Det vil jeg sige ligger på niveau med enhver minibil med 100 hk. For det er helt andre steder, Megane E-TECH har sine styrker: igangsætning, acceleration ved byhastigheder og mellemaccelerationer er højdepunkter, som viser sig tydeligt i løbet af testugen.

Selv hvis du holdt mig en pistol for panden, ville jeg ikke præcist kunne forklare teknikken, Renault har udviklet til sine PHEV’er, som næste år også vil tælle varianter af nogle modeller med flere hestekræfter (200 hk) og en afløser til Kadjar (som får et helt nyt navn). Det er kompliceret, og Renault har brugt sin ekspertise i Formel 1 (deres ord, ikke mine) til at udvikle det. Et smidigt og forholdsvis simpelt system med en multifunktionel og robust gearkasse uden kobling. Den er lavet efter et princip, der på engelsk hedder “dog gearbox”. Det skulle give virkelig hurtige gearskift i automatgearkassen.

Gearkassen gør præcis, som Renault siger. Megane starter altid på el, men gearskift og tilkoblingen af 1,6-liters benzinmotoren er så formfuldendt, at jeg de første dage er forbløffet over, hvor godt det fungerer.

LÆS OGSÅ | TEST: Hårdkogt Hyundai i30 N fejer GTI-konkurrenter af banen

Benzinmotoren ville være en sløv sag, hvis den var uden elektrisk hjælp. Men assistancen fra de elektriske motorer gør underværker. Huller i trafikken kan udnyttes på et øjeblik, som var det her en elbil. Og Megane skyder let og smidigt op i fart. Men ikke langt op i fart og helst ikke med for meget pres, for så sender benzinmotoren sin klagen ud, og hestekræfterne slipper op. Men mere harmonisk PHEV-drivlinje skal man lede længe efter, og det gælder altså også ubetinget, når bilen IKKE er ladet op.

Renault lover 50 km på el på en opladning. Batteriet er med 9,8 kWh forholdsvis lille, men det har den fordel, at du selv med en ladehastighed på maksimalt 3,7 kW kan få fuld kapacitet på batteriet på under 3 timer.

Hvordan er køreegenskaber og komfort?

Stor ros til Renault for løbende at have arbejdet med måden, Megane kører på. Da den kom frem i seneste generation var Megane så uinspirerende som hvidt toastbrød. Efterhånden har de franske ingeniører fået bagt nogle kerner og noget struktur ind i brødet.

LÆS OGSÅ | TEST: Ford Puma ST med 200 hk koster så meget, at luften fiser ud af ballonen på forhånd

Styretøjet er bedre, undervognen på samme tid mere stram og bedre til at absorbere stød. Så du får en mere velkørende Megane i dag, end du gjorde for 5 år siden. Som R.S. Line har du større hjul og et design, som lover mere, end drivlinjen kan holde. Men Megane har en så god undervogn og et udmærket styretøj, så den virker mere dynamisk end for eksempel VW Golf.

Megane E-Tech Plug-in Hybrid R.S. Line er stram, og jeg ville ikke tøve med at vælge mellemste udstyrsvariant; Intens har 16” hjul og, vil jeg tro, en mindre kontant affjedring. Intens har stort set samme udstyr som den 16.000 kr. dyrere R.S. Line – minus 17” hjul og en masse pynteudstyr inde og ude.

Er den semi-elektriske Megane så værd at købe?

De 16.000 kr. sparet ved at fravælge R.S. Line og snuppe Intens til 269.990 kr. i stedet kan bruges på det store infotainmentsystem med 9,3” skærm og navigation, dertil bakkamera og head-up-display, som klæder kabinen. Og det trænger kabinen til. For førerpladsens indretning og design er en af de svage sider. Alderen trykker, også selv om jeg så er glad for, at Megane af den grund stadig har rigtige knapper til klimaanlæg, sædevarme og el-bagrude.

Det er et landskab i kedelig plast, men trods alt plast i en hæderlig kvalitet, der er det overordnede indtryk. Sæderne i den testede R.S. Line er store og svulstige, med kanter og vanger, man skal krænge sig over, når man stiger ind og ud. Og når motoriseringen ikke byder på 300 hk, men en fornuftig PHEV-drivlinje, virker det stærkt overdrevet.

SE OGSÅ | TEST: Tesla Model Y slår hårdt ud efter konkurrenterne

Pladsforholdene er heller ikke gode nok, hvis du ofte har voksne eller barnesæde på bagsædet. Og bagagerummet er bestemt heller ikke prangende, bilens 436 cm i længden taget i betragtning. Stationcarudgaven koster 13.000 kr. mere, så der er en løsning på problemerne.

PHEV-delen af Megane E-Tech Plug-in Hybrid er imponerende, og priserne er til at forstå. Køreegenskaberne og komforten er også godkendt, men kabinen er gammeldags, pladsforholdene ikke gode nok. Og selvom drivlinjen i Kia Xceed PHEV er mindre raffineret, er den meget svær at ignorere til 249.900 kr. Prisen er endnu lavere end Renaulten, udstyret endnu mere omfattende, og bilen er mere rummelig og mere lækker.

Om forfatteren

Morten Bek

Morten har testet langt over 1.000 nye biler. Mens superbiler med 700 hk kan være meget sjove, så er hans passion de biler, danskerne rent faktisk køber og bruger til dagligt.