Skoda Octavia Plug-in
december 19, 2020

TEST: Skoda Octavia i to strømførende varianter

Vi tager første tur i de to første Octavia plug-in hybrider, Octavia iV og Octavia RS iV. Den ene har 204 hk og ligner enhver anden firmabil, mens den anden har 245 hk og ser ud som en familiebil i GTI-kostume

Af: Morten Bek / d. 19. december 2020

“Endelig sker det”, kan jeg høre nogen sige. “Skoda er klar med Octavia som plug-in hybrid”. Nej, jeg har faktisk slet ikke hørt nogen sige lige præcis de ord, men jeg er sikker på, der sidder en mere eller mindre talstærk skare af danskere (med god afstand, vel at mærke) og glæder sig til den første elektrificerede Octavia.

I snart to et halvt årti har Octavia ligget lunt og godt mellem to klasser. Golf-klassen på den ene side, Mondeo-afdelingen på den anden side. Den er et massivt hit, fordi den byder på mere plads end bilerne i Golf-klassen, men ikke priser så høje som i den større klasse. Den fornuftige tjekkiske model er sågar garant for lav afskrivning, og det er noget fornuftige købere, private som leasingselskaber, sætter pris på.

SE OGSÅ | Så langt kører en plug-in hybrid i virkeligheden

Derfor ser mange frem til den del-elektriske Octavia. En af markedets mest fornuftige biler, som nu kan køre op til 60 km på el alene. Det er en nyhed, der fortjener opmærksomhed. Og det er grunden til, at jeg bruger nogle timer sammen med Octavia som plug-in hybrid. En første tur for at se, om fornuften er i behold.

Specifikationer

Skoda Octavia Combi

1,4 iV Plus

Motor: R4, 1.395 ccm, benzin + el

Ydelse: 204 hk

0-100 km/t: 7,8 sek.

Tophastighed: 220 km/t

Forbrug: 90,9 km/l

Startpris: 339.995 kr.

(Octavia iV Combi fås fra 319.995 kr.)

Specifikationer

Skoda Octavia Combi

1,4 RS iV

Motor: R4, 1.395 ccm, benzin + el

Ydelse: 245 hk

0-100 km/t: 7,3 sek.

Tophastighed: 225 km/t

Forbrug: 83,3 km/l

Startpris: 389.996 kr.

Men hvorfor er der to biler på billederne?

Det er der, fordi der ikke bare er én udgave af Octavia plug-in hybrid. Udover at den både fås som hatchback og stationcar (den som Skoda kalder Combi), så fås den i to styrker. En almindelig, som bærer de elektriske Skoda’ers titel iV, og den første elektrificerede RS nogensinde fra Skoda. Den hedder, naturligvis, RS iV. Jeg vil kalde Octavia iV for fornuftsvarianten og Octavia RS iV for den ufornuftige fornuftsudgave.

LÆS OGSÅ | DUEL: Audi A6 og BMW 5-serie som plug-in følger med strømmen

Den almindelige Octavia iV, som er den hvide bil, kommer med samme drivlinje som blandt andet Seat Leon eHybrid og VW Golf eHybrid. Den er sammensat af en 1,4-liters benzinmotor med 150 hk,  en elektrisk motor med 116 hk og en automatisk dobbeltkoblingsgearkasse – det giver i sidste ende en samlet ydelse på 204 hk og op til 350 Nm. 0-100 km/t på 7,7 sekunder (læg 0,1 sek. til for Combi) og en topfart på 220 km/t. Med andre ord en hurtig fornuftig Skoda.

Batteriet er på 13 kWh, kan lades op med 3,7 kW på lidt over 3 1/2 time, og WLTP-rækkevidden på el ligger på mellem 52-69 km. Du kan vælge mellem den pænt udstyrede standardmodel eller en endnu bedre udstyret Plus-version.

SE OGSÅ | Hvad kører lægen i? Anders og Ebbe tester fordomme

Octavia RS iV har samme batteristørrelse, men den brænder elektronerne af lidt hurtigere, så den har en officiel elektrisk rækkevidde på 50-64 km. Men RS iV er først og fremmest stærkere. Den leverer 245 hk og op til 400 Nm i systemydelse, så 41 hk og 50 Nm mere. Ikke fordi benzinmotoren eller elmotoren er stærkere end i iV, men fordi software sørger for, at benzin- og el-drift kombinerer deres bedst mulige ydelse på et mere dynamisk, men ikke nær så økonomisk tidspunkt.

Octavia RS iV er kun marginalt hurtigere end Octavia iV; 0-100 km/t på 7,3 sekunder og topfart 225 hk. Til gengæld ser den meget hurtigere ud med sine store hjul, svulmende kofangere og skørter og en mere bister grill.

Hvad er de største forskelle?

RS-modellerne fra Skoda er de stærkeste og mest dynamiske, tjekkerne kan stille med. På den konto skiller Octavia RS iV sig som sådan ikke ud. Som sådan, for Octavia RS vil også kunne fås med almindelig benzindrift (245 hk) eller som diesel (200 hk), og RS iV-udgaven adskiller sig fra de to ved ikke at have blandt andet sænket undervogn og ved at veje mange kilo mere. Derfor vil plug-in varianten være mere sportslig af design end køreegenskaberne.

SE OGSÅ | Sådan sidder du rigtigt (og sikkert) bag rattet

Men den røde stationcar ser da skarp ud, eller er det bare mig? Testbilen er monteret med 19” alufælge, mens 18” er standard, og jeg er fan af, at stort set alle kromdetaljer, inklusive logoerne på bagsmækken, er erstattet af sorte detaljer. Den dybrøde lakering hedder Velvet Red, og den får Octavia til at stråle selv på en regnvejrsdag. Også i kabinen stråler den med store sportssæder med integrerede nakkestøtter (merpris cirka 30.000 kr. inkl. Alcantara-betræk mv.), et lækkert læderrat med tre eger og instrumentpaneler i materialer, som ligner ruskind og kulfiber.

Octavia RS iV Combi er hurtigt ude af starthullerne, og et lille tryk på speederen får den til at spænde musklerne. Selv i regnen og med en alt andet end blid start er der begrænset hjulspind. Dækkene står bravt imod i sving, hvor farten er høj. Den lille benzinmotor virker ikke overanstrengt, når den kaldes på hårdt arbejde, men direkte sportslig vil jeg ikke kalde drivlinjen.

LÆS OGSÅ | DUEL: Plug-in hybrider fra Peugeot og Toyota er tidens hotteste

Den hvide stationcar, Octavia iV Plus, ser bare mere uskyldig og fornuftig ud. Langt pænere design end tidligere Octavia-modeller, så det er så bestemt en flot stationcar. Kabinen virker også her rigtig indbydende, men også mere afdæmpet. I stedet for noget der ligner ruskind og kulfiber, er der gråt stof og skinnende blanke paneler.

Den 204 hk stærke udgave lægger også prompte fra land, og sammenkoblingen mellem el- og benzindrift er også her hurtig og gnidningsfri. I mellemaccelerationer er der en forskel mellem RS og ikke-RS, men forskellen føles ikke umiddelbart stor.

Hvilken variant skal man så vælge?

Er du til afdæmpet design eller til prangende design? Den første tur i Octavia iV med 204 hk og Octavia RS iV med 245 hk afslører, at det især er designet, sæderne, materialerne omkring førerpladsen, der gør forskellen.

SE OGSÅ | Spar penge med fornuftig og glidende kørsel

Begge plug-in varianter af Octavia er forholdsvis hurtige biler, hvor kraftoverskuddet er solidt – og absolut mest imponerende, når man husker at lade batteriet op. Køreegenskaberne er lidt mere kontante i RS iV, uden at komforten på nogen måde forsvinder- Og som det ser ud lige nu, vil merprisen i forhold til den almindelige iV være under 50.000 kr. (Skoda er ved at regne priserne med de ændrede afgifter).

Et ekstra punch fra motorrummet og et design med et klart mere dynamisk snit koster dermed ikke en bondegård hos Skoda. Men kan eller vil man undvære, så vil den almindelige Octavia iV være næsten lige så hurtig – og mere fornuftig, fordi den kan køre længere på en opladning.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS