Skoda Scala er langt fra den mest kendte Skoda-model, men den rummer kvaliteter mange familier vil sætte pris på til en fin pris.
TEKST & FOTO Jacob Dalby
De fleste af os kender Skoda Fabia og Skoda Octavia, der begge kom på markedet før år 2000 og har fyldt godt i de danske salgsstatikker. Langt færre kender derimod modellen, der udfylder det store spring fra Fabia til Octavia: Skoda Scala.

Størrelsesmæssigt er Scala tættest på Octavia takket være en ret lang akselafstand. Og med Skodas evne til at udhule biler giver det især rigtig fin plads på bagsæderne. Der er tæt på at være samme pladsforhold på bagsæderne i Scala som i Octavia.
Læs også: Stor bil for småpenge hos Skoda
Scala blev præsenteret første gang i 2019 og fik et lille facelift i 2023. Nu er den opdateret igen.
Hvad er nyt?
På fronten er den største nyhed de nye forlygter, der er skåret skarpere og som nu er mulige at vælge med adaptive matrix-LED-forlygter. Bagpå er det sværere at se forskellen, for lygtedesignet er det samme som på den forrige. Så det er kofangerne og reflekserne, man skal holde øje med for at spotte de nyeste modeller.




Interiøret har ikke modtaget større ændringer, men der er alligevel vigtige nyheder. Digital instrumentering med 8″ skærm og infotainment med 8,25″ touchscreen er nu standard i alle versioner af Scala. Desværre er trådløs Apple CarPlay kun standard i det dyreste af de to udstyrsniveauer.

Der er også materialer med mindre klimaaftryk at finde i den opdaterede Scala. De bruges til indtrækket og gulvmåtterne, og dørpanelerne er lavet af fibre fra blandt andet hampplanter.
Hvordan kører den?
Fuldstændig som forventet. Og det er faktisk kodeordet for Scala i alt hvad den gør. Den får dig ikke i stødet på nogen måde, men den opfylder de fleste familiers behov på yderst fornuftig vis.
Scala ruller fint hen over asfalten på de små hjul, og den styrer lige, som du gerne vil have din fornuftige familiebil til det. Styretøjet er let og nemt at have med at gøre i det daglige samtidig med, at den faktisk styrer ret præcist. Det er en af de bedst styrende Skodaer på programmet.

Og så er den ret komfortabel. Undervognen er fint afstemt og støjniveauet i kabinen er på et niveau, så at længere ture langt fra er et problem.
Basismotoren på Scala-programmet er den 3-cylindrede 1-liters TSI-motor med 95 hk, hvor man må leve med en 5-trins manuel gearkasse. Testbilen er med samme motor men med 115 hk og automatgearkassen DSG.

På programmet er der også en 1,5-liters benziner med fire cylindre og 150 hk. Her er DSG-gearkassen standard.
De 115 hk i testbilen passer dog rigtig fint til bilens størrelse og formåen. Accelerationen overrasker ingen, men der er tilpas med skub i ryggen til, at du ikke falder i søvn.
Derfor bør du nok også holde dig fra den svageste variant med 95 hk, ligesom den stærkeste variant med 150 hk er langt fra nødvendigt. Der er ikke rigtig noget i Scala, der skriger på fart og ballade.
Er kabinen også fornuftig?
Det er den i den grad. Siden Scale første gang blev præsenteret i 2019, har materialerne i kabinen fået et løft. Samtidig hænger kabinen rigtig fint sammen med resten af bilen. Den er komfortabel og funktionerne er nemme at betjene.





Der er nemlig rigtige, fysiske knapper til både de mest essentielle funktioner og på rattet. Og det betyder, at du aldrig er i tvivl, om du rammer den rigtigt eller om du rent faktisk får trykket.
Det kan virke gammeldags, men for mig giver det en ro at betjene en bil med rigtige knapper frem for et hav af touch-knapper. Jeg skal simpelthen koncentrere mig mere for at ramme rigtigt på touch-knapper.
Kan den anbefales?
Skoda Scala er den slags bil, hvor man føler, der er lagt tankekraft bag. Den opfører sig og betjenes præcist som du forventer, og som du ønsker dig af en fornuftig familiebil.


Der er ingen overraskelser og du får næppe lyst til at tage den mere kringlede rute hjem fra job, men hverdagen bliver en fornøjelse.
Gode, gennemtænkte funktioner, fint med udstyr og masser af plads til en fornuftig pris. Det er nemt at anbefale Skoda Scala.

SPECIFIKATIONER
Skoda Scala Selection
Motor: Benzin, R3, 999 ccm Ydelse: 115 hk / 200 Nm 0-100 km/t: 10,1 sekunder Tophastighed: 202 km/t Forbrug: 18,3 km/l Mål (L/B/H): 436/179/151 cm Køreklar vægt: 1.237 kilo Trækvægt: 1.200 kilo Bagagerumsvolumen: 467 liter Pris: 274.995 kr. (Scala fås fra 214.995 kr.) Privatleasing 36 mdr., 15.000 km/år (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995 kr. / 3.550 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: N/A