Test og anmeldelser

TEST: Suzuki Swift skal bede om flere tæsk, tak

Af i Test og anmeldelser
Der er mange velkørende og velbyggede minibiler at vælge mellem, hvor Suzuki Swift slår sig på at være det prisbillige valg. Vi tester den og finder ud af, hvad den ellers har at byde på.

Af: Simon Hallenslev / d. 2. december 2020

Minibiler. Hvad er det nu lige, det er for en størrelse? Hvis jeg nu siger Ford FiestaRenault ClioVW Polo og Seat Ibiza er der sikkert en klokke, der ringer. Det er alle biler, der appellerer vidt og bredt til Hr. og Fru Danmark, når der skal købes en bil nummer to eller en lille pendlerbil.

Prisen følger dog udviklingen. Minibilerne bliver bedre og bedre, hvorfor du også får lov til at betale mere for de små biler. Tag den evigt populære VW Polo som eksempel. Her kan du i dag købe minibil for over 250.000 kr., hvis du vil have hele moletjavsen i udstyr.

Her bibeholder Suzuki Swift det prisbillige element, der før var kendetegnet for klassen. Sparekniven kan mærkes, men heldigvis har Swift et es mere i ærmet udover prisen.

Suzuki Swift 1,2 Hybrid Exclusive

Motor: R4 benzin, 1.197 ccm

Ydelse: 83 hk / 107 Nm

0-100 km/t: 13,1 sek.

Tophastighed: 180 km/t

Forbrug: 20,4 km/l

Startpris: 169.990 kr.

(Swift fås fra 145.990 kr.)

Esset i ærmet

Lad mig bare starte med det bedste. Suzuki Swift er virkelig velkørende og sjov på en møde, hvor det kan udnyttesi det daglige. Den turboløse 1,2-liters benzinmotor skal have et par på madkassen, før der sker noget, og selv når man giver den det, går det ikke hurtigt.

Accelerationen fra 0 til 100 km/t er 13,1 sekunder. Det lyder sløvt, og det er det måske også – men sådan føles det ikke. Swift beder nemlig om tæsk. Jeg kan køre omdrejningerne ud, lave hurtige gearskift og sidde med et skævt smil på læben uden at bryde færdselsloven.

LÆS OGSÅ | Test: Veldrejet og velkørende Opel Corsa overbeviser alligevel ikke

Styringen er hurtig og velafvejet, hvilket gør Swift til en lille køremaskine. Findes et kringlet stykke landevej, kan man have det decideret sjovt uden at køre halsbrækkende stærkt. Her spiller den lave køreposition og den køreklar vægt under et ton en stor rolle.

Swift reagerer troværdigt på de inputs, jeg kaster i dens retning. Selvsikkert og præcist kan den placeres lige der, hvor man gerne vil have den i et sving. Det er muligt, det ikke går stærkt, men det er sjovt.

Misforstå mig ikke. Swift er ikke en hård banan, der er ulidelig ved hverdagsbrug, og de friske sving afslører også en vis portion krængning. Og konkurrenter som Renault Clio og Opel Corsa er mere raffinerede i undervognene hvad angår komfort. I det store hele er Swift dog komfortabel nok, hvor den klarer byens vejbump og brønddæksler fint.

Suzuki Swift

Motorvejsvals

På motorvejen er der ingen slinger i valsen, hvor undervognen generelt gebærder sig bedre end på en bumlet byvej og falder til ro. Den direkte styring giver retningsstabilitet ved motorvejshastigheder, hvor den føles ligeså plantet som Renault Clio.

Til gengæld halter den gevaldigt efter selvsamme Clio, og flere andre konkurrenter i øvrigt, når det kommer til støjisolering. Det er svært at vurdere, om støjen kommer mest fra hjulene, vinden eller motoren, der trækker en del omdrejninger ved 130 km/t i femte (og højeste) gear. Faktum er, at man godt kan blive lidt ør i hovedet efter en lang køretur.

Suzukis svage side

Japanske Suzuki har en nød, de øjensynligt har svært ved at knække. Mens Swifts køreegenskaber sidder lige i skabet, er det en anden snak, når man lader øjne og hænder vandre over kabinen.

Der er i al sin enkelthed brugt for meget plastik fra den nederste budgetskuffe. Præcis samme følelse sad jeg tilbage med efter at have testet Suzuki Ignis og tidligere, da jeg kørte den nye Suzuki Vitara. Og ja, Suzuki laver billige biler, men det er altså lykkedes andre bilproducenter at lave budgetbiler, hvor kvaliteten i kabinen føles lækrere.

SE OGSÅ | Ny Toyota Yaris er verdens sureste bil

Swift har, som enhver anden ny bil i dag, en infotainmentskærm. Det kræver ikke meget navigering i systemet, før man også her fornemmer budgetorienteringen. Opløsningen er smågrynet og systemet er primitivt – men der er Apple CarPlay og Android Auto, så hurra for det!

Knapperne til klimaanlægget under skærmen er til gengæld overraskende fede, lette at betjene og med digitale displays. I opsætningen af instrumentbordet er der heller ikke så meget fikumdik. Alt sidder, hvor man forventer det, og det er let og intuitivt at betjene alt fra bag rattet.

Plads og pris

Bag rattet er kørepositionen lidt spøjs. Jeg føler ikke selv, jeg har en underligt bygget krop, men når jeg finder sædepositionen, der er rigtig til mine bens længde, føles mine arme for korte til rattet. Som resultat sidder jeg tilbage med mere bøjede ben, end jeg er vant til, når mine arme er i den position, jeg er komfortabel med.

Bagsædet er udmærket uden at imponere. Har du langbenede venner og familie, kommer de til at passe fint bagtil, så længe du kun stavrer to personer ind. Bagagerummet kan bære resultatet af en weekendshoppetur men ikke så meget andet. Det er godt 40 liter mindre end Ford Fiestas bagagerum.

LÆS OGSÅ | Test: Opdateret mini-Mazda kan næsten følge med

Ford Fiesta er så til gengæld 16.000 kr. dyrere som 5-dørs med en tilsvarende motor. VW Polo er den dyreste konkurrent med en merpris på 31.000 kr. mens Renault Clio er den, der kommer tættest på, og er 8.000 kr. dyrere.

Det er her særligt Renault Clio, som spiller mig et pus. For hvor den billigste Swift til 145.990 kr. har de småforkølede 83 hk og, gudhjælpemig, har tromlebremser på baghjulene, får du for 153.900 kr.en Renault Clio med 100 hk og en kabine, hvor materialerne er i væsentlig bedre kvalitet (og skivebremser!).

Suzuki Swift

Vækker minder

På en eller anden måde minder Suzuki Swift mig lidt om min første bil – en Honda Civic fra ’97. Altså, uden at være helt så primitiv. Hvor min Civic var oldgammel og fuld af rust, har Swift et mildt hybridsystem, der hjælper til fra en lyskurv, automatisk nødbremse, adaptiv fartpilot og LED-forlygter som standard. Det havde min Civic ikke.

Minderne findes i oplevelsen bag rattet. Suzuki Swift har noget drenget over sig. Jeg ved godt, at forbipasserende synes jeg er en nar, når jeg kører forbi med 6.000 skrigende omdrejninger – men det betyder ikke noget. Bag rattet sidder jeg og småsmiler.

LÆS OGSÅ | Test: Renault har fundet sig selv med ny, cool Clio

Når man sidder bag rattet, overskygger køreglæden de ting, Swift har imod sig, som den middelmådige kabine og manglende støjisolering. Det er først når man tænker over det, og når man ser på prisen, man kan blive i tvivl – jeg bliver i hvert fald.

Jeg har før talt i rosende gloser om Renault Clio, som jeg synes er en af de skarpeste minibiler lige nu. Så tanken om, at jeg kan få den for sølle 8.000 kr. mere, er meget tiltalende. Men Clio er også mere voksen, poleret og afdæmpet. Mit 18-årige jeg ville vælge Swift, mens jeg i dag vil vælge Clio.

Simon - billede
Om forfatteren

Simon Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon i det daglige roder med. På Bilbasen kombinerer han sin viden om ting som SEO og klik-rater fra CBS med den brændende passion for biler.