august 29, 2023

Test: Tiden er langt om længe løbet fra Mazda 2

Du kan købe den som spritny med to cifre på kilometertælleren hos din Mazda-forhandler. Alligevel er Mazda 2 en snart 10 år gammel bil. Så hvorfor skulle man vælge den over de andre moderne minibiler?

TEKST Simon Hallenslev FOTO Jacob Dalby

Mazda er alt andet end konventionelle, når det kommer til deres modelprogram. 

De har for nylig lanceret CX-60, der som fuldfed SUV med dieseldrevet rækkesekser ikke ligefrem korresponderer med den grønne bølge. De er også i færd med at ombygge deres elbil, MX-30, til plug-in hybrid, og producerer stadig deres benzinbiler med sugemotorer i stedet for turbomotorer.

Selvom Mazda 2 på alle måder er en beskeden og budgetvenlig minibil, så er den heller ikke konventionel. Med snart 10 år på bagen er den nemlig klassens ældste med længder og med sit facelift nummer to, er den med tydelighed ikke færdig endnu. Eller er den?

Hvilket facelift?

Det er ikke fordi, at Mazda 2 på nogen måde er revolutioneret. Faktisk skal man både have styr på sit Mazda-pensum og nypudsede briller for at se det. 

Testbilen er den bedst udstyrede Homura AKA og sammen med den billigere Homura, er det dem, det er mindst tydeligt på. Udstyrsvarianterne Centre-Line og Exclusive-Line er udstyret med en kølergrill, der som noget nyt er delvist aflukket. Det er dét, der er den store forskel. 

Homura og Homura AKA har i stedet fået en mere sportslig overhaling med en åben grill med et mesh-gitter, samt røde og sorte detaljer hist og her. Fælles for dem alle er, at kromkanten omkring kølergrillen er droppet, hvilket gør meget for udseendet.

I kabinen er der også sket en smule, selvom den til forveksling ligner sig selv. Her fås nu en lettere opdateret instrumentering, trådløs Apple CarPlay, nye sæder og bedre støjdæmpning.

Et strejf af sport

Som en af de sportslige udstyrsvarianter står testbilen med sort dellæder med røde syninger, 16” alufælge i sort, sort hajfinneantenne, sorte sidespejle, sort folie på taget, en rød indsats i for- og bagkofanger og luftdyser med rød inderring.

Det ser godt ud, og selvom det kun er lir, så giver det den snusfornuftige Mazda 2 et strejf af sport. Særligt det bløde alcantara, der pryder dørsider og instrumentbord, er en nydelig tilføjelse. Det gør en smule op for følelsen af, at der er tale om en snart 10 år gammel bil. For den er der.

Man skal ikke bevæge sig meget udenfor de alcantara-beklædte områder, før man får billig plast at føle. Det er ikke som sådan en katastrofe, at det er at finde i en prisbillig minibil, men konkurrenterne har i mellemtiden opdaget nye materialer, der er lækrere at røre ved.

Den opdaterede instrumentering betyder blot, at det nu er omdrejningstælleren, der er central i instrumenteringen i stedet for hastigheden, der nu vises digitalt.

Tilføjelsen af trådløs Apple CarPlay er en kærkommen en af slagsen, da infotainmentsystemet på 8” er uddateret på mange måder. Skærmen er halvgrynet, trykfølsomheden sløv og systemet det samme.

Infotainmentsystemet har både touch-funktion (når bilen holder stille) og et drejehjul, som BMW også er kendt for. Det plejer at virke ret fint, men i samspil med Apple CarPlay bliver det lidt bøvlet.

Mere mini end de andre

Personbiler bliver større og større. Derfor er det tydeligt, at Mazda 2 er ældre end de andre, fordi den også er mindre end de andre. Peugeot 208 er 5 cm bredere, Hyundai i20 er 8 cm bredere og Renault Clio er hele 10 cm bredere. Det påvirker både bagage- og menneskeplads.

Om man er sat på bagsædet eller forsædet, er der mere trangt i Mazda 2 end i konkurrenterne. På forsæderne skal man kun være marginalt mere trænet end undertegnede, før skuldrene møder passagerens, mens forsædet også mangler et armlæn.

På bagsædet er der et fint lysindfald, så man ikke føler sig pakket ind i en klaustrofobisk hule. Der er dog ikke meget plads til knæene og midterpladsen bør man ikke byde nogen, man elsker.

Gammel hund, nye tricks

Nok er Mazda 2 en gammel hund, men den er blevet lært nye tricks, forstået på den måde, at der løbende er pillet ved ting som affjedring og styretøj over de ni år, den har været på markedet. Et af de nye tricks er således en forfinet agilitet og stabilitet på særligt de kringlede smutveje.

Det er herude, at Mazda 2 brillerer. I minibilsregi er styretøjet tungt vægtet og affjedringen kontant, det sidste dog uden at lade passagererne bøde for vejdirektoratets helligdage. Agiliteten følger med ind i byen, hvor styretøjet dog godt kunne løsne lidt mere op til kravlekørsel og parkeringsmanøvre.

Testbilen er udstyret med automatgear og snydes derfor også for mild hybrid, der kun fås på varianterne med manuelt gear. Automatgearet er en halvtræg sag, der ikke er bleg for at optræde klodset, hvis man stresser den det mindste med en uventet mellemacceleration.

Med tanke på hvor godt Mazda bygger manuelle gearkasser, er den i virkeligheden nok at foretrække. Den er billigere i indkøb, har et lille ekstra punch fra mild hybrid og kører 3 km/l mere end automatgearkassen.

Og for lige at sætte sidste stik ind på automatgearkassen, så får den også motoren til at vise nogle grimme sider af sig selv. Benzinmotoren er en 1,5-liters enhed på sug, som med 90 hk egentlig gør, hvad den skal for den lille bil. 

Kræfterne skal bare hentes i den larmende ende af omdrejningstælleren, hvor automatgearkassen lader tit lader den hænge for længe. Selvom den opdaterede støjisolering gør underværker på motorvejen, sidder man ofte i larm og støj og venter på det næste gear i en mellemacceleration.

Hvorfor vælge Mazda 2?

Jeg har refereret en del til alderen på Mazda 2. Ikke kun fordi det er ukonventionelt, at en model lever så længe, men også fordi det kan mærkes hist og her i bilen. Så hvorfor skulle man vælge den over de andre og mere moderne minibiler?

For at være helt ærlig, så er jeg i tvivl. Jeg troede, det skulle være prisen, fordi indgangsmodellen Centre-Line koster bare 175.000 kr. Desværre er den for billig med mangel på assistentsystemer, sædevarme, parkeringssensorer og fulde LED-forlygter. 

Derfor skal man op i 200.000 kr. før den giver mening. Her får man Mazda 2 Homura med 16” alufælge, de førnævnte sportsdetaljer, bakkamera, fulde LED-forlygter, varme i forsæder og rat samt nødbremse, vognbaneassistent og blind vinkelregistrering.

Problemet er, at de større og mere moderne konkurrenter i klassen kan gafles for tilsvarende eller mindre med den samme mængde udstyr. Renault Clio Techno fås fra 189.990 kr. Peugeot 208 Allure fra 189.990 kr. og Hyundai i20 fra 204.995 kr.

Den skinbarlige sandhed er, at jeg ville vælge dem alle, før jeg ville vælge Mazda 2. Svaret på mit eget retoriske spørgsmål må derfor blive: Hvis du er glad for Mazda.

Da jeg først havde fat i Mazda 2 for tre år siden indikerede jeg, at tiden var på vej til at løbe ud for den dengang halvgamle svend. Nu er det langt om længe sket.


Mazda 2 1,5 aut. Homura AKA

Motor: R4, 1.492 cm3
Ydelse: 90 hk / 151 Nm
0-100 km/t: 12,1 sekunder
Tophastighed: 177 km/t
Forbrug: 18,5 km/l
CO2-udledning: 122 gram/km
Mål (L/B/H): 407/170/150 cm
Køreklar vægt: 1.086 kilo
Trækvægt: 900 kilo
Bagagerumsvolumen: 255 liter
Pris: 227.500 kr. (Mazda 2 fås fra 175.000 kr.)

Del artikel:

Find brugte Mazda 2 til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS