Test og anmeldelser

Første tur: VW T-Roc uden tag er ikke at tage den for langt

Af i Test og anmeldelser
Hvor Golf Cabriolet og Beetle Cabriolet slap, fortsætter T-Roc Cabriolet. En elsker-at-hade eller hader-at-elske-bil, men ubetinget en god åben bil

Af: Morten Bek / d. 27. juni 2020

00’erne var årtiet, hvor der blev lavet mange forskellige åbne biler i alle mulige størrelser (Nissan Micra C+C popper op i mine tanker. Uha…). Det undrer mig, at det tog helt frem til 2015 for en af de mange bilproducenter at parre den åbne bil med en SUV; Den mest trendy og populære bil-type i åben form – så kan det ikke blive mere “sidste skrig”.

SE OGSÅ | Sommerferien er reddet: Guide til de små autocampere

Mærket var Range Rover, og det var Evoque, som i 2015 fik skåret det faste tag af som et lokkemiddel for velhavere. Velhavere skulle der til, for der skulle stå mindst 915.000 kr. på bankkontoen for at kunne køre afsted i Range Rover Evoque Convertible. Og bemærk at jeg skriver kunne. For lige så trendy den var, så udgik den britiske cabrio-SUV efter bare et par år. Der var ikke velhavere nok, åbenbart.

Godt og vel cirka 1/3 af den fyrstelige sum skal der til for at komme bag rattet af den kun anden åbne SUV/crossover, som vi nu kan købe i Danmark. Volkswagen har skåret taget af sin meget populære T-Roc, og andre end velhavere er på den måde velkomne. 360.000 kr. er nok til at køre sommeraftenerne i møde i den nye kreation fra Wolfsburg.

Specifikationer

VW T-Roc Cabriolet

1,5 R-Line

Motor: R4 benzin, 1.498 ccm

Ydelse: 150 hk / 250 Nm

0-100 km/t: 9,6 sek.

Tophastighed: 205 km/t

Forbrug: 14,9 km/l

Startpris: 459.995 kr.

Basismodel fra: 359.996 kr.

VW T-Roc Cabrio

Hvorfor ikke bare en ny Golf Cabriolet?

Egentlig et vældig godt spørgsmål. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er vi som købere selv skyld i – for vi købte den ikke. Den seneste åbne Golf fra 2011 blev ikke et forrygende og mindeværdigt sommerhit, og det er da også længe siden, at den nu helt udgåede Golf Cabriolet har været på de danske prislister. Og sidste år var skæbnen den samme for den anden åbne bil hos Volkswagen; Beetle Cabriolet.

SE OGSÅ | WHAT? Ny Seat Leon banker Audi og VW

Der kom ingen direkte afløser til de to. Så Volkswagen har taget konceptet fra Range Rover og vil udbrede det efter bedste evne. Volkswagen har for det meste succes med sine nye modeller, så måske tyskerne kan finde kunder til den trendy cabriolet-crossover/-SUV, hvor briterne fejlede.

Hvordan har VW lavet T-Roc om til en åben bil?

Holdet bag den nye T-Roc Cabriolet har startet med at skære taget af og fjernet de to bagdøre. Så var den ellers klar til at sælge. Nej, ikke helt, for når et fast tag fjernes til fordel for en blød kaleche, så kræves der forstærkning. Helt bogstaveligt masser af forstærkning i form af højstyrkestål i blandt andet forruderammen og gulvsektionen. Jeg har lavet en hurtig beregning, og lommeregneren fortæller mig, at en T-Roc Cabriolet 1,0 TSI Style vejer 223 kg mere end en almindelig T-Roc 1,0 TSI Style.

Hvad er højdepunkterne?

Jeg vil forsøge ikke at komme for meget ind på designet – det er trods alt en smags sag. Jeg kan dog allerede nu konstatere, at nogle mennesker synes T-Roc Cabriolet er kikset og grim, mens andre mener, den er fed og en lækker sag. Før jeg ankom til Rømø, hvor den første køretur finder sted, var min holdning mest hældende til den første af de to lejre. Men solen skinner, sandet er blødt og jeg bliver meget bedre venner med den åbne VW, som dagen går.

Sagen er den, at T-Roc Cabriolet fungerer rigtig godt som cabriolet, og her snakker jeg ikke om designet. Forstærkningerne med de 223 kilo har rigtig god effekt: Karrosseriet vrider sig ikke over hverken store eller små ujævnheder og affjedringen er dejligt komfortabel. Vridningsstabiliteten, som er bilens evne til ikke at blive vredet om sig selv som en karklud, der vrides, er langt bedre end jeg husker den i Golf Cabriolet og Beetle Cabriolet – og, skulle jeg mene, er bedre end i Audi A3 Cabriolet.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Verdens mest eftertragtede BMW?

Kalechen er i tre lag og virker til at være af høj kvalitet. På bare 9 sekunder kan den fældes ned bag bagsædet (op igen tager 11 sekunder), og med en fart på op til 30 km/t tillades den elektriske operation af kalechen. Bagagerummet har gennem den lille bagklap en fornuftig størrelse, og det er nemt at montere den foldbare vindskærm bag forsæderne. Du vælger selv, om du vil have den helt åbne løsning med alle ruder nede og ingen vindskærm eller den mere isolerede version, hvor de fire sideruder er oppe og vindskærmen er rejst.

Med plads til småfolk

Kabinen er et sted for to vokse og to børn. Bagsædepladsen er for dem med korte ben, men sådan er det stort set i alle åbne biler på denne side af en Mercedes-Benz S Cabriolet. Sådan en kaleche kræver nemlig ret meget plads.

Et omdiskuteret lavpunkt ved T-Roc, både den lukkede og denne nye åbne, er den “robuste” plast i kabinen. VW har ikke valgt at ændre på den stenhårde plast på instrumentbord og paneler. Hvis det er det en deal-braker, tilbyder Audi stadig sin A3 Cabriolet med den bløde plast.

Hvad koster T-Roc Cabriolet, og hvad koster en 3 år gammel model?

359.996 kr. koster den billigste T-Roc. En 1,0 TSI Style med 110 hk og manuel gearkasse. Det er faktisk forbløffende svært at finde så prisbillige cabrioleter på markedet. Fiat og Smart laver dem billigere, men de er meget små og altid elektriske. Så de eneste biler i denne prisklasse er A3 Cabriolet, som er en ældre bil til rigtig gode priser (fra 366.000 kr. med 150 hk), og den baghjulstrukne BMW 2-serie Cabriolet (fra 425.000 kr. med 136 hk).

LÆS OGSÅ | Stor undersøgelse: Her er de mest – og mindst – pålidelige brugte biler

Den første tur i T-Roc Cabriolet foregår i den dyrere version med 1,5-liters TSI-benzinmotor med 150 hk og DSG-gearkasse. Den fås fra 409.995 kr. med Style-udstyr eller som testbilen med R-Line-udstyr til 459.995 kr. R-Line har udstyr, jeg gerne vil have i min cabriolet (For eksempel LED-forlygter og digital instrumentering), men Style er også udmærket udstyret (17” alufælge, 8” touchscreen, automatisk klimaanlæg med to zoner) så den vælger jeg – med en besparelse på 50.000 kr. til følge.

Cabrioleter holder prisen, så selv biler med tre, fem og 10 år på bagen koster relativt meget. Jeg kigger på bilbasen.dk efter Golf Cabriolet og Beetle Cabriolet fra 2017, og et godt bud er Beetle Cabriolet 1,2 TSI med 105 hk fra januar 2017. Tydeligvis en sommerbil eller bil nummer to, for den har kun kørt 34.000 km, så den hvide cabriolet er klar på mange sæsoner. Prisen er 269.900 kr.

Om forfatteren

Morten Bek

Morten har testet tusindvis af nye biler. Mens superbiler med 700 hk kan være meget sjove, så er hans passion de biler, danskerne rent faktisk køber og bruger til dagligt.