januar 31, 2023

Toyota Corolla Cross: Færre kræfter, lavere pris

Skærer man 57 hk af Corolla Cross Hybrid, skærer man også 30.000 kr. af prisen. Den nye 1,8-liters udgave med 140 hk fås fra 344.990 kr.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Toyota Corolla Cross er blevet dyrere, men den er også blevet billigere. Hvad der lyder som en gåde, har en simpel forklaring. Den nye Corolla Cross 2,0 Hybrid steg ved årsskiftet med 10.000 kr., så basismodellen gik fra 364.990 kr. til 374.990 kr.

At Corolla Cross alligevel fås billigere, skyldes den nye 1,8-liters hybrid. Den lanceres til priser, som ligger 30.000 kr. under 2-liters versionen – og med samme udstyrsniveau.

LÆS OGSÅ | Stærke priser på Toyota Corolla Cross Hybrid med 197 hk

Den løftede Corolla med 1,8-liters hybridsystem starter på 344.990 kr., og som den faceliftede Corolla – hatchback og stationcar – har den et femte generations hybridsystem med flere kræfter end i fjerde generation.

Starter på samme udstyrsniveau som 2,0 Hybrid

Toyota Corolla Cross 1,8 Hybrid leverer samme brændstofforbrug som 2,0 Hybrid, selv om man må undvære en god portion kræfter (18,9-20 km/l). Med 2-liters motor yder hybridsystemet i alt 197 hk, og med 1,8-liters motor falder det med 57 hk til 140 hk.

Muligheden for firehjulstræk falder også fra, som også fører til, at 1,8’eren har et mere simpelt baghjulsophæng end 2-liters versionen. Når der ikke skal være plads til den elmotor, som i firehjulstrækkeren driver baghjulene, bliver der til gengæld mere plads: 37 liter mere, så der i alt er plads til 473 liter.

LÆS OGSÅ | Test: Toyota Corolla Cross Hybrid er ren fornuft fra ende til anden

Den japanske producent bibeholder samme Active-udstyrsniveau til 1,8 Hybrid som billigste mulighed, som 2,0 Hybrid lægger ud med. Til gengæld skæres det øverste udstyrsniveau fra, så 1,8 Hybrid ikke fås som Elegant.

Koster det samme som en Corolla hatchback

Corolla Cross er en crossover til en fornuftig pris. Faktisk koster den nye Corolla Cross 1,8 Hybrid med Active-udstyr det samme som den faceliftede Corolla 1,8 Hybrid som hatchback – og på næste udstyrstrin (Style) er Corolla Cross 5.000 kr. billigere.

Veludstyret er den også, Corolla Cross. Active-versionen til 344.990 kr. har LED-lygter, 17″ alufælge, tågelygter foran, aut. klimaanlæg med to zoner, digital instrumentering med 12,3″ skærm, internet-forbundet infotainmentsystem med 10,5″ touchscreen, navigation, el-klapbare sidespejle, bakkamera og ratvarme.

LÆS OGSÅ | Toyota Corolla årgang 2023: Fra 309.990 kr.

Style-versionen koster 20.000 kr. mere (364.990 kr.) og kommer med 18″ alufælge, tagræling, nøglefri betjening, ekstra-tonede ruder bagtil, trådløs opladning af smartphones og stemningsbelysning.

Vælger man Comfort-pakken til Style-udgaven, som koster 20.000 kr., kommer Corolla Cross 1,8 Hybrid med el-betjent bagklap, p-sensorer foran og bagtil med bremsefunktion (bremser ned, inden du kører ind i muren) og blind vinkel-system.


Udvalgte annoncer fra Bilbasen:

Se flere biler fra Toyota til salg på Bilbasen.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS