Den opladelige Prius med 223 hk og 86 km elektrisk rækkevidde kommer til Danmark til sommer. Prisen på Style-modellen inkluderer 12,3″ infotainmentskærm.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Toyota Prius var en af de første hybridbiler på markedet, og den første masseproducerede, og især i USA har den brændstoføkonomiske hybrid opbygget et meget trofast følge.
I Danmark har Prius aldrig rigtig fået luft under vingerne, og det har ikke hjulpet, at seneste generation, rent ud sagt, har været en designmæssig katastrofe. Heller ikke i USA er de længere så lune på Prius.
Toyota har forstået, at der skal noget radikalt til. Det radikale er langt flere hestekræfter og et design, som for første gang i Prius-historien er elegant og næsten sportsligt.
Den nye Prius kommer på det danske marked til sommer, og den vil udelukkende kunne fås som plug-in hybrid. Priserne og modelprogrammet er netop offentliggjort.

Prius Style til 429.990 kr. er en ligegyldig udgave
Den nye Prius Plug-in Hybrid starter i 429.990 kr., og modelprogrammet omfatter tre udstyrsvarianter: Style, Elegant og Executive. Det er nemt og overskueligt, for Toyota tilbyder kun tre stykker ekstraudstyr. Metallak- eller speciallak til alle udgaver og 19″ alufælge og panoramasoltag til Elegant-versionen.
Læs også: Ny Toyota C-HR kommer som plug-in hybrid
Prius Style til 429.990 kr. har udstyr, der kan tilfredsstille et bredt publikum. LED-lygter, 17″ alufælge, varmepumpe, 12,3″ infotainmentskærm, navigation, trådløs Apple CarPlay, el-justerbart førersæde, varme i forruden, adaptiv fartpilot, bakkamera, sportssæder, stemningsbelysning (fungerer også som advarselssystem) og blind vinkel-system.
Men når Elegant-udgaven med varme i rattet, el-betjent bagklap, mere avancerede LED-lygter, kamerabaseret bakspejl og sorte udvendige detaljer sælges til kun 10.000 kr. mere – 439.990 kr. – giver basismodellen Style ingen mening.

100.000 kr. for større fælge og kunstlæder
Langt over Style og Elegant troner Executive-versionen. Det udstyrsniveau giver en Prius med det hele, så 19″ alufælge (forringer brændstoføkonomi og el-rækkevidde betragteligt – 72 km på en opladning i stedet for 86 km), tag med indbyggede solceller (samler strøm til drivlinjen, når solen skinner), 360 graders kamera, kunstlæderindtræk, ventilerede forsæder, varme i bagsædet og parkeringsassistent.
Det er en udstyrsvariant af Prius, man virkelig skal være lun på, for i forhold til basisudgaven er prisen på 529.990 kr. hele 100.000 kr. højere. I forhold til Elegant er merprisen 90.000 kr.
Alle udgaver af Prius fås også på privatleasing, og også her er prisforskellen fra Style/Elegant til Executive meget stor. Engangsydelsen er i alle tilfælde 14.995 kr. (36 måneder, 15.000 km om året), og Prius Style koster 5.895 kr. om måneden og Prius Elegant 5.995 kr. om måneden. Prius Executive står til 7.195 kr. om måneden.
Brugte Toyota Prius til salg på Bilbasen
Se flere brugte Toyota Prius til salg på Bilbasen