BMW 320Si
Ugens fund
27. maj 2020

Ugens fund: Sjælden BMW 320 med racerblod i årene

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Savner du de gamle DTC-tider, hvor racerkørere som Casper Elgaard og Kurt Thiim tæskede personbiler rundt på Jyllandsringen? Med denne ugens fund får du et lille stykke DTC-historie, som du tilmed kan fragte børnene rundt i.

Af: Simon Hallenslev / d. 27. maj 2020

Da BMW 320Si blev præsenteret tilbage i slutningen af 2005, blev den kaldt for fattigmands-M3. Siden er det adjektiver som ”en glemt perle”, der er knyttet til bilen.

Begge beskriver bilen perfekt: BMW 320Si er nemlig en raceorienteret personbil, der kun er produceret i 2.600 eksemplarer, og som du sikkert aldrig har hørt om.

Denne Ugens fund er en hårdkogt familieøse, der kan tage fusen på de fleste, og hvor kun kendere vil vide, at du kører i en ganske sjælden bil. Hvis den ikke er solgt, kan du se den lige her.

BMW 320Si

Motor: R4 benzin, 1.997 cm

Ydelse: 174 hk / 200 Nm

0-100 km/t: 8,1 sek.

Tophastighed: 225 km/t

Forbrug: 11,2 km/l

Nypris fra: 570.000 kr.

Fattigmands-M3 med verdensmestertitler

Navnet fattigmands-M3 er ikke helt skævt. For selvom cirka 600.000 kr. i nypris er mange penge, blegner det ved siden af de omkring 1,3 millioner, som datidens BMW M3 kostede fra ny i tidernes morgen.

Prisdifferencen betyder naturligvis, at du ikke får den samme brølende V8-motor, der ligger i E90-generationen af M3. I 320Si må du tage til takke med en 4-cylindret benzinmotor på to liter uden turbo. Til gengæld får du en hulens masse M-udstyr og -optik, der får bilen til at se mere rå ud end den gængse 320’er.

Inden du fnyser af motoren, skal du vide, at BMW 320Si er udviklet specifikt til racerløb. I starten af 2006 blev reglerne for WTCC-deltagelse (World Touring Car Championsship) ændret, hvilket betød, at bilproducenterne skulle sælge minimum 2.600 personbilsversioner af deres racere, før de måtte deltage.

BMW producerede præcist 2.600 af BMW 320Si og kun 12 eksemplarer røg til Danmark. Det var dog besværet værd, for BMW vandt to WTCC-verdensmesterskabstitler i 2006 og 2007. Herhjemme vandt Casper Elgaard DTC i 2006 og 2010 bag rattet af en 320Si, mens Jan ’Big Mac’ Magnussen gjorde det i 2008

BMW 320Si
BMW 320Si
BMW 320Si

Du skal køre den, som Magnussen gjorde

For at gøre en ellers halv-tam 4-cylindret sugemotor sjov, var BMW nødt til at tilkalde hjælp fra sin Formel 1-afdeling. De optimerede motoren ved blandt andet at bore den en smule op, give den aluminium-indmad, andre tændrør og et finpudset topstykke.

Resultatet blev 173 hk, der kan skubbe herligheden fra 0 til 100 km/t på 8,1 sekunder. Den raceorienterede fintuning betyder dog, at kræfterne skal hentes helt oppe i toppen af omdrejningstælleren.

Bilen skal med andre ord behandles, som Elgaard og Magnussen gjorde det, når du vil have den til at flytte sig: Motoren yder nemlig kun 200 Nm. Så når du skal flette ind på Køge Bugt Motorvejen, bliver det med 7.000 skrigende omdrejninger. Fremragende underholdning for dig – knap så meget for medpassagererne.

BMW 320Si Jan Magnussen

En glemt perle

Med racehistorien taget i betragtning og de sølle 2.600 eksemplarer produceret, skulle man tro, at BMW 320Si i dag er en dyr samlerbil. Denne uges fund kan du dog få fingrene i for bare 129.000 kr. Den er altså stadig væsentligt billigere end de tilsvarende BMW M3 fra samme periode.

Du skal ikke særligt mange Google-søgninger væk, før du kan læse internettets generelle begejstring for BMW 320Si. Går du lidt tilbage i tiden, og læser de første anmeldelser fra bilens introduktion, finder du stort set også kun rosende gloser.

Så hvad venter du på? Her får du en bil med vaskeægte racingblod i årene, der er produceret i et yderst begrænset antal, men som stadig kan fragte dig diskret til kontoret uden at vække naboer eller skabe unødig opsigt, som en V8-drevet M3 vil gøre det. Måske den endda ender med at være en god investering.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: