Ugens fund Lamborghini Diablo
maj 12, 2020

Ugens fund: Den sidste Lamborghini Diablo

Er din kistebund godt foret? Og har du en god rabataftale på benzinkortet? Så kan det være, at denne Lamborghini Diablo er noget for dig. Det er én af de absolut sidste i rækken af Diabloer.

Af: Simon Hallenslev / d. 12. maj 2020

I min bog er Lamborghini Diablo synonymet for superbil, og på mit børneværelse hang der en magen til denne uges fund: Stor, vulgær og ond – hvorfor den lever op til sit navn, som betyder ’Djævlen’ på italiensk.

Lamborghini Diablo er speciel nok i sig selv, men denne uges fund er endda én af de allersidste, der rullede fra fabrikken Sant’Agata Bolognese. Og ja; det betyder selvfølgelig, at du skal være ualmindeligt godt ved muffen, hvis du skal købe dette italienske mesterværk.

Læs mere om denne uges fund: Lamborghini Diablo VT 6,0 SE.

Lamborghini Diablo VT 6,0 SE

Motor: V12 benzin, 5.992 ccm

Ydelse: 550 hk / 620 Nm

0-100 km/t: 4,0 sek.

Tophastighed: 335 km/t

Forbrug: 4,0 km/l 

Nr. 4 ud af 42!

Der blev kun produceret lige under 3.000 eksemplarer af Lamborghini Diablo. Denne uges fund, der fik navnet Lamborghini Diablo VT 6,0 SE, er derimod kun produceret i 42 eksemplarer. Forkortelsen ’VT’ står for ’Vicous Traction’, hvilket er en reference til gearkassen og dens viskosekobling, der sender kræfter til forhjulene, mens ’SE’ står for ’Special Edition’. Opfindsomt.

Denne specialudgave blev kun produceret i to lakeringer: En flamboyant guldlak med navnet ’Oro Elios’ og den mere diskrete og rødbrune bronzelakering ’Marrone Eklipsis’, som set på denne uges fund. Helt præcist blev der produceret 21 i hver farve, hvilket faktisk betyder, at denne Diablo nærmere er 1 ud af 21 i verden. Den sidste Diablo, nummer 42 ud af 42, fik guldlakering og står udstillet på Lamborghini-museet i dag.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Denne Caterham er vildere end Veyron

Til forskel for de ’almindelige’ Lamborghini Diablo, fik VT 6,0 SE-udgaven en indsugningsmanifold i magnesium, forkortet vandring i gearkassen, kulfiberdetaljer i kabinen og en digital overhaling i form af en opdatering af bilens navigation. Men faktisk er det udendørs, at opdateringen var størst.

Da de allersidste Lamborghini Diablo VT og VT SE skulle produceres, var produktionen af efterfølgeren allerede gået i gang. Derfor delte Diablo samlebånd med Murcielago, hvilket ses tydeligt på lygter, kofangere og luftindtag. Det fik Diablo til at fremstå væsentligt mere moderne, end da den først trillede ud fra fabrikken 10 år forinden.

Forhandleren fortæller

Køber du denne uges fund, bliver du bilens tredje private ejer. Som ny blev bilen leveret fra fabrikken i Sant’Agata Bolognese i Italien til en autoriseret Lamborghini-forhandler i Schweiz. Herfra blev den solgt til en samler i London, dernæst til en tysk samler, fra hvem den nuværende forhandler, MBT Sportcars, købte den og nu udbyder til salg på Bilbasen.

Bilen har kun kørt 30.000 kilometer, og har naturligvis alle service overholdt hos autoriserede Lamborghini-mekanikere. Udover servicebogen følger også et eksemplar af det tyske bilblad Autobild fra 2001, hvor Lamborghini Diablo VT 6,0 SE pryder forsiden.

Har du råd?

Forhandleren MBT Sportcars, der har base i München, sælger bilen for 4.461.900 kroner – og det er altså uden afgift. Selv ved de ikke, hvad afgiften løber sig op i, men der er vidst ingen tvivl om, at den bliver dyr. Du skal nok forvente mellem to og tre millioner kroner.

Når du så har betalt for bilen anbefaler vi, at du er gode venner med din tankpasser, hvis du køber den. Den glubende V12-motor på 6,0 liter er nemlig opgivet til at køre sølle 4 km på en liter benzin – på en god dag med vind i ryggen.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: VW Passat med 2 motorer

Hvis du har råd til både bil og benzin, kan denne Diablo vise sig at blive et godt investeringsobjekt. Det yderst begrænsede kilometertal og historien om, at det er én af de sidste Lamborghini Diablo overhovedet, vil utvivlsomt gøre bilen mere eftertragtet som tiden går.

Er denne Diablo alligevel uden for dit budget, har forhandleren en anden Lamborghini Diablo SV stående til en halv million mindre og en rød Ferrari Testarossa til tre millioner mindre. Der er nok at vælge mellem.

Diablos hårde fødsel

Da efterfølgeren til den ikoniske Lamborghini Countach skulle udvikles i 1985, var det under kodenavnet Project 132. På det tidspunkt var Lamborghini privatejet af et schweizisk brødrepar, der havde købt stumperne af superbilsmærket, som nogle år forinden – i 1978 – var blevet erklæret konkurs som følge af oliekrisen.

Brødrene havde store visioner for Lamborghini, men nåede end ikke at udvikle Project 132 færdig. I stedet solgte de Lamborghini til Chrysler i 1987, som færdigudviklede projektet, døbte bilen Diablo og præsenterede bilen i 1990.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Danmarks billigste Porsche!

I 1994 sælger Chrysler det italienske superbilsmærke til en malaysisk investeringsfond, som i 1998 igen sælger til Volkswagen, der giver deres undermærke Audi ansvaret for Lamborghini. Og herfra kommer der heldigvis lidt ro på. Lamborghini ejes den dag i dag stadig af VW og drives af Audi.

Støvet nåede dårligt at lægge sig, før det var tid til, at Diablo atter blev fornyet. Selvom Diablo til dels blev glemt i al kaosset, ville Audi alligevel give flagskibet et ordentligt facelift, før faklen skulle gives videre til Lamborghini Murcielago. Et facelift der, som nævnt, fik bilen til at fremstå noget mere tidssvarende i 2001.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS