juni 28, 2021

Ugens fund: Bond Bug er en orange, trehjulet bil du næppe kender til

Bond Bug er en britisk produceret bil med tre hjul og én dør. Den er usandsynligt sjælden, kan spare dig penge på Storebæltsbroen og har, trods navnet, ikke meget med James Bond at gøre.

Af: Simon Hallenslev / d. 28. juni 2021

Du kender nok den britiske trehjulede bil Reliant Robin. Bilen der er verdenskendt for at vælte. Det er set både i Mr. Bean, hvor en Reliant Robin er ærkerival til Beans’ Morris Mascot Mini, samt i Top Gear hvor Jeremy Clarkson sværger ikke at vælte bilen med vilje. Kun for at vælte den med vilje igen og igen.

Men britiske Reliant har lagt navn til en anden underfundig og naturligvis trehjulet bil. Denne Ugens fund er en Reliant Bond Bug, der skulle være en sportslig og fashionabel tilføjelse til det trehjulede modelprogram. En tilføjelse der floppede fælt.

Af samme årsag er denne Ugens fund særdeles sjælden og er desuden indregistreret som motorcykel. Se denne Ugens fund her hos forhandleren Nextcar.dk, hvis ikke den er solgt i mellemtiden.

Specifikationer

Reliant Bond Bug

Motor: R4, 750 ccm

Ydelse: 31 hk / 52 Nm

0-100 km/t: 19,7 sek.

Tophastighed: 121 km/t

Vægt: 394 kg

Pris: 79.800 kr.

Mere motorcykel

At denne Ugens fund er indregistreret som motorcykel, betyder naturligvis, at du skal have motorcykelkort. Til gengæld betyder det også, at du kan køre over Storebæltsbroen til godt og vel halv pris sammenlignet med en almindelig personbil. Og trods det skrøbelige udseende, kan den godt følge med på motorvejen.

Det var en vision for Reliant, at Bond Bug skulle fjerne bilmærkets sejlivede ry for at lave langsomme biler. Derfor blev den lette Bond Bug på 394 kg udstyret med en 4-cylindret motor på først 700 ccm og senere 750 ccm, som denne Ugens fund er udstyret med.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Unik Jagtvogn med militærhistorie

Den opgraderede motor på 750 ccm ydede svimlende 31 hk ved 5.000 omdrejninger. Accelerationen på 19,7 sekunder og topfarten på 121 km/t lyder ikke imponerende. Men det var faktisk på niveau med basisversionen af storkonkurrenten Morris Mascot Mini, der blev produceret på samme tidspunkt.

For at bibeholde en lav vægt kom Bond Bug med nogle ret atypiske løsninger, man ikke så hos konkurrenterne. Her er  eksempelvis én dør, der åbner opad. Det sparer hængsler og døre, der vejer. Sidevinduerne/dørene eller hvad, man skal kalde dem, er tynde plader, der let kan klikkes af og på. På varme dage kan man selvfølgelig køre uden døre.

Bond uden James

Selvom navnet måske antyder, at Bond Bug burde kunne køre under vandet eller skyde med varmesøgende missiler, er der ikke meget hemmelig agent over denne orange, kilelignende brite. Bond Cars Ltd. var nemlig blot en mindre lokal bilproducent fra byen Preston i Storbritannien uden videre tilknytning til en filmagent fra MI6.

Bond Cars Ltd. trak tråde helt tilbage til 1922, men blev i 1969 erklæret konkurs, hvorefter de tilbageværende stumper og licenser blev opkøbt af Reliant. Med opkøbet fik Reliant eneret på trehjulede biler, som de hårdnakket troede på ville blive fremtidens helt store trend inden for biler.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: VW T1 Pick-up er en rød drøm på gule plader

Reliant brugte Bond-navnet, da deres sportslige satsning skulle søsættes. De ville lave en trehjulet bil, der appellerede mere til den unge køber, hvorfor den skulle være lille, kvik og naturligvis lakeret i skrigorange.

Den lave kørehøjde skulle give samme racer-agtige følelse som i en gokart – det var i al fald visionen. Udfordringen for Bond Bug blev bare, at den, trods ét mindre hjul, ikke kunne konkurrere på prisen. Den startede til samme pris som den ikoniske Mini, der havde fire hjul og bedre praktik. Derfor måtte Reliant trække stikket på Bond Bug efter tre år og mindre end 200 eksemplarer solgt.

Trods produktionen kun løb fra 1970 til 1974 og under 200 blev produceret, har Reliant Bond Bug i dag en dedikeret følgerskare og en trofast ejerklub i Storbritannien. Populariteten blev hjulpet på vej af legetøjsproducenten Corgi Toys, som lavede en legetøjsversion af bilen, der blev solgt i betydeligt flere eksemplarer end bilen selv.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS