VW 181 Jagtvogn
september 23, 2020

Ugens fund: Unik Jagtvogn med militærhistorie

Jagtvogn. Dét blev tilnavnet herhjemme, da VW 181 kørte som militært køretøj for den danske hær. I denne uges fund er alle spor af pløjemarker og militærstøvler dog fjernet som led i en totalrestaurering, der tog væsentligt længere tid end planlagt.

Af: Simon Hallenslev / d. 23. september 2020

Thing, Camat, Safari, Trekker, Pescaccia, Jagdwagen, Kurierwagen. Kært barn har mange navne, og herhjemme blev det altså ’Jagtvogn’, selvom den helt korrekte modelbetegnelse er 181.

Ugens fund: Vild Mercedes-AMG G-Klasse med 12 cylindre

Fuldstændig som med Mercedes G-Klasse blev VW 181 udviklet til militært brug og senere solgt som personbil – dog uden helt samme succes. Denne uges fund er ikke alene udviklet som militært køretøj. Den er også brugt som militært køretøj, da første ejer var den danske hær.

Vi kigger nærmere på denne uges fund og den militære historie bag.

VW 181 Jagtvogn

Motor: 4-cyl. Boxer, benzin, 1,584 ccm

Ydelse: 45 hk / 98 Nm

0-100 km/t: Måske

Tophastighed: 110 km/t

Vægt: 900 kg

Pris i dag: 119.900 kr.

Lidt af en Lego-bil

Det er ikke alene de kantede former, der giver Lego-associationer. VW 181 er nemlig lidt af en Lego-bil sat sammen af dele fra VWs rodeskuffe i 60’erne. Motor og gearkasse er fra VW Type 1 (den første ’Bobbel’), gulvet er fra en VW Karmann Ghia og bagakslen er fra VW T1 (Rugbrødet).

I 1973 kommer Porsche på banen og leverer en ny og opdateret bagaksel til Jagtvognen, som også blev brugt til VW 1303-boblen. Det betyder, at denne uges fund fra 1975 har den opdaterede ’Porsche’ bagaksel.

LÆS OGSÅ | Boss Mercedes-Benz bygget af Porsche

Selvom det i bedste fald lyder tvivlsomt, at bilen er skruet sammen af forskellige bildele, giver det historisk god mening. VW 181 skulle nemlig blot være et midlertidigt militærkøretøj på budget for den vesttyske hær, mens de ventede på ’Europa Jeep’, der var under udvikling.

Europa Jeep var et multinationalt samarbejde om et militært køretøj, der skulle bruges af NATO og på tværs af de europæiske hære. Men samarbejdet brast, og Vesttyskland satsede i stedet på deres egen, billige VW 181, som også den danske hær senere købte i manglen på Europa Jeep.

Militært udstyr medfølger

På papiret lyder en spareøvelse som VW 181, med dele fra skrøbelige VW Bobler og Rugbrød, ikke som et fordelagtigt valg af militært køretøj. Men faktisk er den ikke så ringe endda.

Motor og gearkasse er nemlig uhyre simple at skrue på. Med en hammer og en skruetrækker som eneste værktøj kunne soldater fikse det meste selv. Det helt åbne karosseri gør også, at der er plads til geværbeslag hele vejen rundt. En kasse med geværbeslag og andet militært udstyr følger desuden med, oplyser forhandleren Dit Autohus i Vamdrup.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Sjælden svensk charmør sælges til turbo-entusiaster 

Baghjulene på Jagtvognen har spær, hvilket gør den 900 kg lette bil til et letgående terrænkøretøj. Og selvom folkevognsmotoren kun yder 44 hk, kan bilen trække rundt på godt 400 kg militært personel og udstyr.

Den simple og hårdføre konstruktion gjorde i løbet af 70’erne og 80’erne, at den billige Jagtvogn blev et langt større hit, end hvad VW havde turde håbe på. Militæret i Østrig, Belgien, Danmark, Frankrig, Marokko, Holland og USA købte alle stort ind af Jagtvognen, ligesom også Tyrkiet og Grækenland fik et større antal doneret. Præcise salgstal er svære at opdrive, men det anslås, at omkring 140.000 Jagtvogne blev solgt i alt – både militært og privat.

Et omstændigt projekt

Forhandleren Dit Autohus sælger Jagtvognen på vegne af en privatperson, som selv har købt og restaureret bilen til sin nuværende pomp og pragt. Forhandleren udtaler selv, at de aldrig før har set en så velrestaureret Jagtvogn.

Set alene på den røde lakering, er bilens tidligere tjeneste som militært køretøj da også ganske svært at forestille sig. Det restaurerede vidunder er fra 1975 og kommer til at koste dig 119.900 kroner i dag.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Verdens mest eftertragtede BMW?

Da den private ejer købte Jagtvognen for cirka fire år siden, var det meningen, at han ville bruge den til konfirmationskørsel, når hans datter skulle konfirmeres. Restaurationen trak dog ud og endte med at tage tre år – og konfirmationskørsel nåede den aldrig at blive brugt til.

Hvis du har en konfirmand, du vil overraske med et helt specielt stykke vogntøj, kan du med denne uges fund altså springe restaurationen over og køre den direkte til kirken. Hvis ikke den er solgt, kan du se den her.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS